Vinter-OL

Danmark vil frustrere russerne og spille ”ødelæggende”

Danmark møder russerne i OL-kvartfinalen, og her vil danskerne have revanche fra 0-2-nederlaget i gruppespillet.

Se vinter-OL på TV 2, TV 2 SPORT, TV 2 SPORT X og TV 2 PLAY.

En drøm blev opfyldt, da Danmark med en 3-2-sejr over Letland sikrede en plads i OL-kvartfinalen.

Men det er ikke nok, hvis du spørger de danske spillere. De vil spille om medaljer, og derfor har de blod på tanden, når atleterne fra den russiske olympiske komité igen venter i kvartfinalen.

Danmark mødte også russerne i gruppespillet, hvor det blev til en sejr på 2-0 til russerne på mål af Pavel Karnaukhov og Kirill Semyonov.

Men danskerne har taget flere positive ting med fra nederlaget og tror derfor på overraskelsen. Det kan du se læse mere om herunder:

Peter Regin

Center

- Vi kan spille helt frit. Det er det, vi har gjort godt i starten af turneringen, hvor vi havde følelsen af, at vi kunne gå ud og overraske og spille tæt. Det bliver noget af det samme. Vi skal se, om vi ikke kan lave en overraskelse mere.

Frans Nielsen

Center

- Jeg tror måske, vi kan være os selv lidt mere og stå en god defensiv. De vil gerne holde lidt mere i pucken end letterne, der var mere fysiske. Det var vi ikke så glade for.

- Det er selvfølgelig et meget bedre hold, vi møder, men i forhold til spillestilen håber jeg, vi kan ødelægge lidt mere, end vi gjorde mod letterne.

- Vi føler, vi kan spille med alle. Det er klart, at vi ikke er favoritter, men det er kun én kamp, så alt kan ske. Nu skal vi vinde én kamp mere, og så spiller vi om medaljer.

Julian Jakobsen

Center

- Vores koncept er stærkt, og det er derfor, vi har haft succes. Trænerteamet er gode til hele tiden at minde os om, at vi skal stole på vores grundspil. Når vi gør det, er vi dygtige. Vi kommer ikke til at tage så mange chancer. Det bliver lidt mindre på pucken, og vi får lidt færre skud, så vi skal tage vare på vores chancer.

- Vi kommer til at gå ind til kampen, som vi gjorde sidst, vi mødte russerne. Vi har en kæmpe respekt, og vi ved, hvor gode de er. Vi skal ind og spille tight og forhåbentlig frustrere dem. Så skal vi se, om vi måske kan få en enkelt på et powerplay og sætte lidt mere pres på dem, så de skal skabe endnu mere.

Markus Lauridsen

Back

- Det giver blod på tanden, at vi var tæt på dem sidst. Vi har en respekt uden at have respekt. Vi ved, hvad de kan, men vi ved også, hvad vi kan. Vi kan gå ud og drille dem, hvis vi spiller disciplineret i 60 minutter. Jeg tror, vi har en chance for at drille dem.

- Først og fremmest skal vi spille superdisciplineret, og så skal vi forsøge ikke at tage for mange udvisninger. Vi skal være disciplineret i vores forsvarsspil. Det bliver nok nogenlunde det samme kampbillede, hvor de kommer til at få pucken lidt mere end os, men hvis vi kan spille godt defensivt og være kyniske på de chancer, vi får fremad, kan vi bruge det til vores fordel.

- Jeg tror, der er mange, der ikke troede på, at vi skulle stå her, hvor vi står nu. Det gjorde vi. Vi har troet på det hele vejen igennem, at vi er et godt ishockeyhold, så det er klart, at det er et brændstof, at vi måske kan komme til at spille om medaljer.

Heinz Ehlers

Træner

- Sidst, vi mødte dem, kunne jeg se, de havde svært ved at skabe de klare chancer mod os i første periode. De justerede nogle ting i anden periode, og det er nogle af de ting, vi skal se på, for der begyndte de at gøre det svært for os.

- Der er ingen tvivl om, at kampen bliver utrolig svær, og ja… Det er muligt, vi ikke er favoritter, men vi skal give dem kamp.

Du kan se kampen mellem Danmark og den russiske olympiske komité onsdag klokken 7.00 på DR.