Vinter-OL

Misfornøjet dansk kaptajn: - Vi bliver nødt til at være glade

Danmark møder nu Rusland i OL-kvartfinalen, efter de tirsdag besejrede Letland. Her håber danskerne at finde bedre spil frem igen.

De danske ishockeyherrer var i problemer, da de mødte Letland i playoffkampen om at spille sig videre til OL-kvartfinalen.

Selvom danskerne kom foran 1-0, så sad letterne på opgøret og bragte sig kort inde i 2. periode foran med 2-1.

Stille og roligt fik Danmark dog arbejdet sig bedre ind i kampen og endte med at vinde 3-2 efter en afgørende powerplay scoring i 3. periode. Efter kampen var det også en mellemfornøjet Peter Regin, der mødte TV 2 SPORT.

- Vi bliver nødt til at være glade for, at vi er i en kvartfinale. Vi er ikke gode nok til ikke at være glade for at have nået et resultat som det her. Nu skal vi ud og se, om vi ikke kan fortsætte eventyret, lød det indledningsvis fra kaptajn Regin.

Overraskede over Letlands tilgang

Han lagde nu heller ikke skjul på, at det danske landshold ikke spillede, som de selv havde håbet på. Samtidig kom Letland overraskende stærkt ud.

- Vi ramte ikke det niveau, vi har gjort tidligere, men det var også en helt anden kamp, hvor vi skulle styre det mere. Vi var overraskede over, hvor hårdt Letland kom ind til kampen. Vi havde forventet, de var lidt mere tilbage i banen, og vi har et ekstra gear, i forhold til det vi viste.

- Men samtidig er det vores egen fortjeneste, at vi møder et hold, vi kan slå, selvom vi ikke spiller 100 procent i dag, fordi vi har spillet så godt i turneringen. Havde vi mødt en af topnationerne, havde vi ikke vundet.

Hvordan føles det så at være OL-kvartfinalist?

- Det føles super godt. Det bliver vi nødt til at have fokus på nu. At det er her, vi er nået til og nyde det et par timer. Derefter fokuserer vi på kampen i morgen, hvor vi nu kan gå ud og spille helt frit. Det er det, vi har gjort godt i starten af turneringen, hvor vi har haft følelsen af, vi kan gå ud og overraske. Det bliver det samme mod Rusland, siger Peter Regin.

"Kan vinde uden at spille vores bedste"

Manden, der bragte Danmark tilbage i kampen mod slutningen af 2. periode, var Julian Jakobsen.

Heller ikke han lagde skjul på, at det danske niveau ikke levede op til forventningerne. Derfor gjorde det ham ekstra stolt, at de alligevel kunne sikre en plads i OL-kvartfinalen.

- Det betyder, at vi kan vinde, når vi ikke leverer vores 100 procents bedste indsats. Vi viser, at vi har et stærkt grundspil og sammenhold. Det viser også, at vi kan lukke kampe mod de bedste nationer, og det er virkelig fedt, siger Julian Jakobsen, der forventer en anden tilgang til kvartfinalen mod Rusland.

- Vi kan spille uden pres. Der er ikke nogen, der forventer, at vi vinder. Der er ikke nogen, der forventer, at vi slår de helt store, selvom vi godt ved, at vi kan. Letland tog os lidt på sengen. De kom godt forberedt og lagde pres på, hvor vi måske er svagest. Heldigvis stod vores backer og 'Seb' (målmand Sebastian Dahm, red.) godt, selvom de kom hårdt, slutter Jakobsen.

Danmarks kvartfinale mod Rusland spilles onsdag morgen klokken 7 dansk tid.