Vinter-OL

Danmark sendt ud af OL efter imponerende fight

Danmark tabte OL-kvartfinalen med 1-3 til Ruslands Olympiske Komité, men danskerne bed i den grad fra sig og var tæt på at overraske stort.

De danske ishockeyherrers største kamp i historien blev samtidig endestationen ved vinter-OL, men afslutningen blev i den grad hæderlig.

Selvom Danmark tabte til Ruslands Olympiske Komité, så var det danskerne, der meget overraskende dominerede i store dele af tredje periode, men Danmark formåede ikke at udnytte flere store chancer.

I stedet blev det russerne, der i overtal sendte den afgørende scoring ind til 3-1.

ROC vs. Danmark
3-1
FT
Topscorer
HoldSpiller(e)Mål
ROCVadim ShipachyovNikita NesterovVyacheslav Voynov1 mål
DanmarkFrans Nielsen1 mål
Udvisninger
HoldUdvisninger
ROC2
Danmark3

Voldsomt pres på det danske mål

Allerede kort inde i kampen stod det klart, at den danske defensiv og målmand Sebastian Dahm - som forventet - ville få en meget travl dag på kontoret. Samtidig havde den danske offensiv svært ved at skabe chancer.

Ti minutter inde i første periode kom så den første rigtig store chance til russerne, hvor pucken gled langs mållinjen bag Dahm i målet. Russiske Galiev formåede dog ikke at prikke pucken ind.

Danmark var under pres fra start i OL-kvartfinalen mod Rusland, hvor russerne også misbrugte en stor chance. Video: TV 2 SPORT

Det gjorde holdkammeraten Vadim Shipachyov til gengæld få minutter senere. Fra en spids vinkel stod han klar, da en tværpasning røg på tværs i den danske forsvarsende.

Via bagsiden af Sebastian Dahms ben gik pucken i mål, og så var Ruslands Olympiske Komité foran 1-0. Det blev første periodes eneste scoring, hvor en skudstatistik på 18-1 i russisk favør vidnede meget godt om kampbilledet.

Dansk udligning i powerplay

Kort inde i anden periode blev der så vendt op og ned på det, da Danmark kom i powerplay.

Efter 22 sekunder i overtal stod Frans Nielsen klar til at hamre en returpuck i nettet fra en spids vinkel. Forward Mathias Bau Hansen og back Markus Lauridsen blev noteret for assist til målet.

Det blev startskuddet på en periode, hvor danskerne kom meget bedre med i kampen. Desværre - set med rød-hvide briller - blev det en dansk fejl, der med godt fem minutter tilbage af anden periode igen sendte russerne i front.

To danske spillere fejlede i kommunikationen, og så overtog russerne pucken i den danske zone. Få pasninger senere hamrede Nikita Nestorov pucken op i hjørnet via skulderen på Sebastian Dahm i det danske mål. Dermed gik Danmark til pause bagud 1-2, men denne gang med en mere human skudstatistik på 5-10.

KÆMPE danske chancer

Ruslands Olympiske Komité kom flyvende ud til tredje periode og lignede et hold, der ville gå efter at lukke kampen hurtigt. Scoringen udeblev midlertidigt, og så fik danskerne spillet sig bedre ind i perioden.

Pludselig sejlede den russiske defensiv, og Danmark var tæt på en overraskende udligning. I flere omgange fløj pucken omkring hovedet på den russiske målmand, der på ingen måde havde styr på det voldsomme danske pres.

Først prøvede Mikkel Bødker at lægge pucken ind ved nærmeste stolpe. Pucken røg derefter på tværs af det russiske mål, hvor Frans Nielsen var tæt på at komme til fadet ved bagerste stolpe.

Og chancerne blev ved med at komme...

Selvom man skulle tro, at det ville være småt med store danske chancer, så havde Danmark stadig de allerstørste til gode.

Med ti minutter tilbage gik den russiske målmand fejl af pucken bag mål, hvilket betød, at Nick Olesen fik den serveret foran mål. Kun en heroisk blokering af en russisk forsvarsspiller forhindrede en dansk udligning.

Danmark havde i den grad muligheden for at udligne i tredje periode mod Ruslands Olympiske Komité. Video: TV 2 SPORT

Små seks minutter før tid kom Danmark så i undertal, men heller ikke det satte en stopper for de danske chancer. Frans Nielsen fik dog ikke løftet pucken op i nettaget, så russiske Fedotov kunne lave en benparade.

...lige indtil en russisk scoring

Og så skete det eneste, der definitivt kunne punktere den danske drøm.

Med 4 minutter og 15 sekunder tilbage af kampen øgede russerne i stedet føringen til 3-1. Med flot 23 sekunder tilbage af det danske undertal stod Vyacheslav Voynov klar til at hamre pucken i mål ude bagfra.

Danmark formåede ikke at svare igen, og dermed sluttede den danske olympiske drøm i kvartfinalen.