Vinter-OL

Danske veteraner agter at fortsætte

Den danske fanebærer Frans Nielsen forventer at spille flere kampe i nationaldragten.

I sidste forsøg lykkedes det Frans Nielsen at komme med til OL, så ved afslutningen på landsholdskarrierens højdepunkt var det oplagt at spørge, om det også var hans sidste udfoldelser for Danmark.

- Nej, det håber jeg ikke. Jeg har ikke taget beslutningen, men jeg har snakket med Heinz (landstræner Heinz Ehlers, red.) om, at VM måske bliver mit sidste. Det er i hvert fald planen lige nu. Jeg tror ikke, det har været min sidste optræden, siger Frans Nielsen til TV 2 SPORT.

37-årige Frans Nielsen besluttede allerede efter sidste sæson, at han ville gå på hockeypension i sommeren 2022. Til den tid har han fejret fødselsdag for 38. gang.

- Det har været fedt at være en del af OL og gå mellem alle de sportsfolk. Man kan godt mærke, hvor stort OL er. Det har været en kæmpe drengedrøm, som jeg har fået lov til at udleve her de seneste par uger.

- Det betyder meget – specielt med de årgange og det talent, vi har haft. Det havde været vanvittigt ærgerligt, hvis ikke vi havde formået at kvalificere os en eneste gang. Så det betyder meget. Det er en af de ting, man gerne vil huske i sin karriere.

Onsdag morgen tabte Danmark 3-1 til Rusland i kvartfinalen ved det første OL for Danmarks vedkommende. I den kamp stod Frans Nielsen både for Danmarks mål og en stor afbrænder.

Forward Frans Nielsen er over en retur inde foran mål og scorer fra en spids vinkel mod Ruslands Olympiske Komité. Video: TV 2 SPORT

Efterfølgende var flere af de rutinerede kræfter er enige om, at det næppe har været deres sidste turnering for Danmark.

Flere melder sig klar til VM

Også kaptajn Peter Regin har mod på at fortsætte. Han fylder 36 til april og udelukker kun, at han er med ved OL om fire år, hvis Danmark skulle kvalificere sig til den tid.

- Mine matematikkundskaber fra folkeskolen siger mig, at det bliver svært at være med ved OL en gang mere.

- Men nej, der er slet ikke tale om et stop i landsholdsregi. Jeg glæder mig til VM i Helsinki, der er min anden hjemby, siger Peter Regin, der i seks sæsoner spillede for Jokerit i den finske hovedstad.

Også Mikkel Bødker og Sebastian Dahm melder sig uden forbehold klar til mere landsholdsishockey.

Kun Morten Madsen er lidt usikker på, om landsholdskarrieren går videre. Men det skyldes ikke, at lysten mangler. Han er snarere i tvivl, om der stadig er brug for ham.

- Jeg er godt klar over, at jeg er en af de ældre. Og der skal jo to til en tango, siger den 35-årige forward, der har spillet 15 A-VM i træk.

- Lysten har jeg. Men det svært at vide, hvad der sker. Der er rigtig mange dygtige ishockeyspillere i Danmark, siger Madsen.

VM i Helsinki spilles i maj.

Frans Nielsen havde muligheden for at udligne i undertal for Danmark. Video: TV 2 SPORT