Vinter-OL

- Det er selvfølgelig surt, men vi spillede med hjertet

De danske spillere ærgrer sig, efter at kvartfinalen blev endestation ved OL.

Den danske deltagelse ved ishockeyturneringen ved OL er forbi.

Danmark tabte nemlig med 1-3 til atleterne fra den russiske olympiske komité i kvartfinalen og må snart pakke kufferterne og rejse hjem.

Danskerne havde ellers flere muligheder for at udligne til 2-2 i tredje periode, inden russerne lukkede kampen, og derfor ærgrer det danskerne, at det blev hertil og ikke længere.

- Vi ved godt, at det er et godt hold, men vi gav den chancen. Men vi er tæt på mange gange at få 2-2, og vi besluttede os for at give den alt, vi havde. Vi spillede med hjertet. Det er selvfølgelig surt at stå her og have tabt kampen, siger Markus Lauridsen til TV 2 SPORT.

- Men samtidig er jeg også stolt. Vi gav den chancen, og vi ved, at vi er underdogs. Men med lidt held på vores side havde vi nok drillet dem lidt mere i dag. Selvom vi er en lilleput nation, har vi vist, at vi hører til her.

Stoltheden fylder

Samme følelse står Mikkel Bødker med efter kampen.

- Vi manglede lidt held i sprøjten. Vi havde nogle chancer i tredje periode, hvor den blandt andet hoppede på stregen. Det er marginaler, men de er dygtige og havde spilovertaget i store dele af kampen. Jeg er utrolig stolt, siger Bødker til TV 2 SPORT.

- Man er ærgerlig over, at den sidste puck ikke bliver prikket ind, men stoltheden fylder også, og vi har vist, at Danmark hører til i det store selskab.

Vadim Shipachyov stod for det første mål i kampen, da han scorede efter 13 minutter.

Frans Nielsen fik udlignet knap tre minutter inde i anden periode efter dansk powerplay. Nikita Nesterov sørgede dog for en god russisk følelse til pausen inden tredje periode, da han scorede til 2-1.

Vyacheslav Voynov lukkede kampen i tredje periode, da han scorede til 3-1 på trods af flere store danske chancer.