Vinter-OL

- Ribbenene poppede nærmest ud i maven, fortæller OL-dansker

Nicklas Jensen var ikke med i Danmarks OL-kvartfinale, fordi han kom til skade i opgøret mod Letland.

Det var brækkede ribben, der kostede forwarden Nicklas Jensen kvartfinalen mod Rusland ved OL i Beijing tidligere på ugen.

Det fortæller det offensive, danske es til TV 2 SPORT.

Skaden opstod i kampen mod Letland, hvor Danmark kvalificerede sig til kvartfinalen, og hvor Nicklas Jensen forlod isen i tredje periode med voldsomme smerter. Skaden skete dog allerede i første periode, hvor han styrtede ind i banden.

- Jeg fik voldsomt ondt i nakken, og det var det, jeg var mest bekymret for, fortæller Nicklas Jensen.

- Nakken blev også tjekket igennem, før jeg gik på isen igen, men smerterne bevægede sig ned, og da ribbenene ved et skøjtetag nærmest poppede ud i maven, så måtte jeg gå af isen.

Nicklas Jensen væltede ind i banden og blev i samme ombæring tacklet af en lettisk spiller. Video: TV 2 SPORT

Selvom smerterne var store, så havde den 28-årige dansker håbet på, at han havde fået lov til at prøve at gå ind til kampen mod russerne i kvartfinalen.

Men det var ikke en beslutning, der var op til Nicklas Jensen selv, for hans finske klub havde også en ting at skulle have sagt.

- Jokerit ville helst ikke have, jeg skulle på is, og det respekterede jeg, fortæller Nicklas Jensen.

- Det var også tvivlsomt, om jeg kunne have spillet, for jeg havde svært ved at bevæge overkroppen.

Skal scannes igen

I stedet så han kampen fra tribunerne sammen med blandt andre den anden skadede danske landsholdsspiller Jesper Jensen Aabo.

Og det var både en fantastisk og en ulidelig oplevelse.

- Det er meget værre end at selv at spille. Det var lige før, det havde været nemmere at se, hvis vi var kommet bagud med 5-0.

- Men det var også fantastisk, at vi havde endnu en chance for at tage en sejr mod russerne.

Lige nu er Nicklas Jensen hjemme ved familien i Herning efter OL-oplevelsen i Beijing, før turen mandag går til Helsinki og klubben Jokerit.

- Jeg skal scannes igen af klubbens læge. Jeg blev også scannet i OL-byen, men klubben vil godt lige selv undersøge det, forklarer Nicklas Jensen.

- Så håber jeg på, at jeg kan få en afklaring på, hvor længe jeg er ude. Hvis jeg heldig, så kan jeg måske allerede være tilbage om et par uger.

Danmarks overmænd spillede sig fredag i OL-finalen efter en straffeslagssejr over Sverige.

Sverige tabte OL-semifinalen til Rusland.