Finske medier i ekstase – folk fejrer historisk guld på gaden
Triumfen i herrernes hockeyturnering "udødeliggør" 20. februar, mener et finsk medie.
Finlands hockeyherrer har skrevet historie.
For første gang nogensinde har de vundet OL-guld, og de finske medier er vilde med det.
Helsingin Sanomat: - Løvernes gyldne tog er ankommet til endestationen. Lad os feste!
- Mine damer og herrer, I kan sige det højt: Finland har vundet OL-guld i hockey. Hjelme og stave fløj op i luften i hallen, da slutfløjtet lød.
HBL: - Den uendelige guldtørke er ovre. 'Løverne' hævede barren, da det var nødvendigt og kan nu fejre det første olympiske guld nogensinde.
- Den 20. februar er udødeliggjort i finsk hockeyhistorie. Drømmen er gået i opfyldelse.
Det finske hold slog Rusland med 2-1 i finalen, selvom de kom bagud undervejs.
Folk fejrer det på gaden
Men det er ikke kun medierne, der fejrer det. Det gør det finske folk også.
Ilta Sanomat skriver, at der kort efter kampen var fyrværkeri ved statuen Manta i det centrale Helsinki, hvor folk fejrer den store triumf på gaden.
Billeder og videoer viser, hvordan store menneskemængder er begyndt at samles.
De finske hockeyherrer har tidligere vundet to sølvmedaljer og fire af bronze til OL.
Finnerne sluttede vinter-OL med otte medaljer i alt. To af guld, to af sølv og fire af bronze.