Ishockey VM

VM hænger i tynd tråd

Eftervirkninger fra en skade ved OL kan koste dansk målmaskine VM i Finland.

Det er snart to måneder siden, at forwarden Nicklas Jensen spillede en ishockeykamp. Det var den 15. februar i play-off-opgøret mod Letland.

Og der er ikke noget tegn på, at det ændrer sig foreløbigt.

For det brud på ribbenene som den målfarlige angriber led i sejren, der sendte Danmark i en historisk OL-kvartfinale, volder stadig store kvaler. Så store, at det også kan koste VM.

- Det hænger i en tynd tråd, synes jeg, fortæller Nicklas Jensen til TV 2 SPORT om udsigten til en VM-tur til Finland i maj.

- Jeg føler ikke rigtigt, at jeg vil kunne hjælpe holdet, hvis jeg møder op og kun kan spille på 80 procent. Lige nu handler det om at passe på mig selv.

"Bliver nødt til at tænke på min krop"

For det handler om mere end VM for Nicklas Jensen, efter det i går kom frem, at hans finske klub Jokerit er fortid i den russiske liga KHL. For dermed er danskeren også fortid i en klub, hvor han egentlig havde kontrakt næste år med, og hvor han troede og håbede på, han kunne slutte sin karriere om en årrække.

Det betyder, at den 29-årige forward skal ud og finde en ny arbejdsgiver. Og det kan få indflydelse på Nicklas Jensens VM-deltagelse.

- Jeg bliver nødt til at tænke på min krop, når jeg nu skal et nyt sted hen. Jeg er før taget til VM med små skavanker, som jeg så har kæmpet med hen i august.

Derfor er det på godt gammeldags dansk ret træls, at den skade der lignede et klassisk brud på ribben viste sig at være mere kompliceret, da Nicklas Jensen kom hjem til sin finske klub efter OL og blev undersøgt nærmere. Det er især brusken mellem ribbenene, der driller.

Derfor er der heller ikke istid til danskeren endnu, der må træne på cyklen i jagten på bedring og måske et VM ude i fremtiden.

- Jeg håber selvfølgelig stadig, men der er ikke andet at gøre end at vente og håbe på bedring.

Håber på at komme til Schweiz

I stedet for kan sidste års danske VM-topscorer i Letland med fem mål nu koncentrere sig om at få en ny ishockeyfremtid på plads.

Og der er blikket fast rettet mod et ganske særligt sted:

- Jeg håber på at kunne komme til Schweiz. Det er det, vi arbejder på.

Derfor venter han lige nu på, at den schweiziske liga begynder at falde i hak mens slutspillet i Alpelandet står på. Og på at finde et nyt hjem.

- Jeg havde været fem år i Jokerit, som var et perfekt sted for mig og min familie. Og havde håbet på at blive der, til jeg ikke kunne følge med mere, fortæller Nicklas Jensen.

- Nu skal så ud og finde noget, der kan blive et nyt hjem for os.