Ishockey VM

Dansk profil misser VM

Patrick Russell har været under kniven og misser af den grund den kommende VM-turnering i Finland.

Når VM i ishockey løber af stablen i Finland i slutningen af maj, så bliver det uden Patrick Russell.

Russell er nemlig blevet opereret i sin ene hånd, efter en skade i længere tid har drillet den 29-årige danske landsholdsspiller.

- Jeg er blevet tvunget til at lade mig operere i hånden. Jeg har egentligt vidst det noget tid her i løbet af sæsonen. Og efter sæsonen var jeg til et par undersøgelser, hvor det blev konkluderet, at det nok ikke ville blive bedre uden en operation.

- Det var desværre et hårdt slag, for det tager lang tid at komme sig over, og derfor er VM desværre udelukket, siger Patrick Russell til TV 2 SPORT.

Den tidligere NHL-spiller, der i dag spiller for svenske Linköping, er ellers fast inventar på det danske landshold. Russell deltog ved VM for Danmark i både 2017, 2018 og 2019 - og i begyndelsen af 2022 var han en del af det historiske danske landshold, der for første gang nogensinde deltog ved et vinter-OL.

Nødvendig operation på den lange bane

Og det missede VM gør da også ondt på den stærke wing.

- Det fylder selvfølgelig meget. Men kroppen skal jo helst fungere i nogle år endnu, så jeg kan spille noget hockey. Jeg havde en fornemmelse af, hvor det bar hen. Selvfølgelig har det fyldt, at det ville koste et VM, men det har desværre været nødvendigt, siger Patrick Russell.

Den danske ishockeyspiller blev opereret for to uger siden og går nu rundt med hånden i gips. Når gipsen bliver smidt, venter en længere genoptræningsperiode.

Onsdag aften kunne Russell så se kollegerne på landsholdet levere en flot præstation mod OL-guldvinderne fra Finland, da danskerne tabte 3-4 efter straffeslag i en træningskamp i Odense.

Danmark møder Finland igen torsdag i endnu en træningskamp. Se opgøret direkte på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY torsdag fra kl. 14.45.