Aalborg vinder hæsblæsende drama
Aalborg og Rungsted leverede stor underholdning i den første DM-finale, som nordjyderne vandt 4-3.
Efter 11 dages kamppause slog Aalborg Pirates fredag Rungsted Seier Capital med 4-3 i den første af syv mulige DM-finaler.
Rungsted, der modsat Aalborg var ude i syv hårde semifinaler, gav ellers hjemmeholdet kamp til stregen og et solide par mavepustere undervejs, da holdet bragte sig foran både 1-0 og 3-2.
Generelt var opgøret både tempofyldt, underholdende og afvekslende til stor glæde for de mange fans på tribunerne.
Efter kun godt to minutter spillede Rungsted hjemmeholdet tyndt, hvilket tillod Daniel Madsen at sætte pucken forholdsvist nemt i nettet til 1-0.
Aalborg var dog ikke mere rystet, end at der kun knap halvanden minut senere stod 1-1.
Thomas Spelling spillede pucken langt og dybt til den østrigske angriber Emil Romig, og han var skarp i duellen med Rungsted-keeper Ville Kolppanen.
Aalborg ramte kort efter stolpen, og efter 12 minutters kom holdet også foran 2-1 efter et flot opspil, hvor backen Ian Edmondson assisterede backkollegaen Lasse Bo Knudsen.
Føringen gav feststemning i Aalborg, men kort inde i anden periode blev der pludselig stille.
Rutinerede Nichlas Hardt viste således to gange på to minutter sin store klasse som afslutter og vendte kampen på hovedet med to intelligente træffere i powerplay.
Først efter 37 minutters spil steg lydniveauet igen, da Jeppe Jul Korsgaard var først over en løs puck foran Rungsted-målet og udlignede til pauseresultatet 3-3.
Thomas Spelling lavede en ny flot assist efter 44 minutter, da Patrick Bjorkstrand bragte Aalborg på 4-3 med et kampafgørende mål, der først blev godkendt efter et længere videokig for en mulig offside.
Rungsted pressede trods sine trætte stænger på i den sidste del af kampen, men holdet formåede blandt andet ikke at udnytte to minutter i powerplay.
Finaleseriens anden kamp afvikles søndag, inden duellanterne tirsdag vender tilbage til Aalborg. Det fjerde og måske afgørende opgør spilles i Rungsted fredag i næste uge.
I det første opgør om bronzen var udeholdet Esbjerg Energy fredag foran 5-3, men tabte 5-6 til Odense Bulldogs efter tre scoringer i de sidste ti minutter.
Allerede lørdag afvikles andet og sidste opgør i bronzeserien, og den samlede målscore bliver afgørende, hvis Esbjerg vinder kampen.
Vinder Esbjerg med et mål, bliver bronzen delt ud efter fem minutters overtid med tre mod tre og eventuelt straffeslag.