Odense vinder bronzeduel og slutter ti års medaljetørke
Med endnu en sejr over Esbjerg Energy kan Odense Bulldogs kalde sig bronzevindere i Metal Ligaen.
De har i et par år været Metal Ligaens prygelknabe, men lørdag kom Odense Bulldogs for alvor ud af mørket.
Med sin anden sejr på to dage over Esbjerg Energy vandt fynboerne nemlig kampen om bronzemedaljerne i landets bedste ishockeyrække.
Fredag vandt Odense 6-5, og lørdag endte det 5-4. Det er første gang i ti år, at Odense tager medaljer.
I 2012 blev det til sølv efter et nederlag på 3-4 i kampe i finaleserien mod Herning Blue Fox. De sidste par sæsoner har Odense været dårligst i grundspillet og slet ikke deltaget i slutspillet.
Det lå derfor ikke i kortene, at Odense skulle kæmpe om medaljer i denne sæson. I grundspillet sluttede fynboerne på syvendepladsen, men efter at have slået Sønderjyske over syv kampe i kvartfinaleserien kunne Odense altså begynde at drømme om medaljer.
I semifinalen var Aalborg Pirates dog for stor en mundfuld, men det endte altså alligevel med metal til det fynske hold.
Lørdagens bronzekamp bølgede frem og tilbage. Odense kom på 1-0, inden Esbjerg med to mål gjorde det til 2-1. Derefter vendte Odense igen kampen på hovedet med to mål til 3-2.
I tredje periode udlignede Esbjerg først, inden Odense igen bragte sig foran. Det skete igen lidt over halvvejs med mål til først 4-4 og derefter 5-4 til fynboerne.
Esbjerg kastede alt frem til sidst, men Odense holdt stand.