Ishockey

Dansker scorer for fjerde kamp i streg i NHL

Oliver Bjorkstrand reducerede for Columbus Blue Jackets, da holdet tabte 3-5 i grundspillets sidste kamp.

Danskeren Oliver Bjorkstrand har fundet målformen før sin ufrivilligt tidlige sommerferie fra verdens stærkeste ishockeyliga, NHL.

Natten til lørdag dansk tid lukkede Bjorkstrand og Columbus Blue Jackets grundspillet ved at tabe 3-5 ude til Pittsburgh Penguins, og for fjerde kamp i træk kom danskeren på måltavlen.

Knap syv minutter inde i tredje periode reducerede han til 2-5. Danskerens scoring var lige efter ishockeyens ABC.

Pucken blev spillet på tværs foran mål, og Bjorkstrand fik god tid til at lægge den til rette, før han så et hul og hamrede pucken op i målhjørnet.

I alt skød danskeren på mål syv gange i opgøret, men det blev ved den ene scoring for den 27-årige midtjyde.

Gennem sæsonen har Columbus ikke skrabet nok sejre sammen til at opnå en plads i slutspillet. Derfor kan Bjorkstrand se tilbage på en NHL-sæson, der for hans vedkommende bød på 80 kampe, 28 mål og 29 assist.

De i alt 57 point er det højeste, han har opnået i en NHL-sæson.

Også Nikolaj Ehlers var i aktion natten til lørdag dansk tid. Danskeren blev noteret for en assist, da Winnipeg Jets vandt 3-1 hjemme over Calgary Flames.

Ehlers og co. kommer heller ikke i slutspillet. Holdet spiller sin sidste grundspilskamp søndag.