Ishockey VM

Dansk NHL-stjerne takker nej til VM

Oliver Bjorkstrand prioriterer at kigge frem mod næste sæson og melder derfor fra til VM i Finland om 14 dage.

Der bliver ikke tale om yderligere forstærkning fra verdens bedste ishockeyliga til det danske VM-hold, der om 14 dage skal på is i Finland.

Det står klart, efter NHL-spilleren Oliver Bjorkstrand overfor TV 2 SPORT fortæller, at han ikke tager turen til den finske hovedstad, Helsinki, hvor det danske hold indleder VM den 14. maj mod Kasakhstan.

- Desværre har jeg takket nej til VM, lyder det fra den 27-årige målfarlige angriber fra Columbus Blue Jackets.

- Jeg har døjet med problemer med mine hofter, og de har brug for ro. Det, jeg bliver nødt til at fokusere på, er dér, hvor jeg har mit arbejde, og det er i Columbus.

Må tænke på sig selv

Oliver Bjorkstrand, der sluttede sæsonen af med at score i sæsonens sidste fire kampe og havde en total på 28 mål i NHL, skal giftes til juli og ved siden den travlhed, der naturligt følger med den slags, så skal han også fokusere på at blive klar til næste NHL-sæson i Columbus.

- Det er hoftebøjeren, der har genereret mig. Jeg har kunnet spille, men har hele tiden tænkt, om det blev værre hen ad vejen, forklarer Bjorkstrand om de fysiske problemer.

- Jeg kan mærke det hele tiden, så VM ville nok være for stor en belastning. I sidste ende er jeg nødt til at tænke på mig selv.

Men det har kostet en del overvejelser, før det blev til afbud.

- Det er aldrig en nem beslutning at sige nej. Det er altid sjovt at være med det danske landshold.

Senest Oliver Bjorkstrand var det, var i august sidste år i OL-kvalifikationen i Oslo, hvor det danske landshold for første gang nogensinde kvalificerede sig til legene.

Desværre for NHL-danskerne, så blev det ikke til olympisk ishockey for spillerne fra verdens bedste liga, da NHL ikke frigav deres spillere.

Skal have rettet op på minus

I stedet for VM gælder det så arbejdet frem mod næste sæson, hvor det især er én ting, der skal arbejdes på.

For på trods af, at Oliver Bjorkstrand med 28 mål har scoret flere mål end nogensinde før i denne sæson, så står der også minus 35 på plus/minus statistikken udfor danskeren.

En statistik, der angiver, om man har været på isen flest mål scoret for eller imod.

- Jeg synes, jeg havde mere at give defensivt, og på min plus/minus kan man se, at det er gået galt for mig, forklarer Oliver Bjorkstrand.

- Det bliver ikke noget med bare at registrere det og så ikke gøre noget. Sådan er jeg ikke, Det skal jeg have rettet op på.

Samtidig skulle Oliver Bjorkstrand også vænne sig til at få et 'A' på brystet, der indikerer, at han har været assisterende kaptajn.

- Det er specielt at være en del af lederne på holdet. Det er også en ting, der er med til at sætte øget pres på mig. Jeg skal være mere en leder, og det har været en ny oplevelse.

En oplevelse Oliver Bjorkstrand skal arbejde videre med i Columbus Blue Jackets i næste sæson. Desværre for landstræner Heinz Ehlers og det danske landshold bliver det først til den tid, at den giftige angriber er tilbage på isen.

Dermed er Nikolaj Ehlers indtil videre den eneste forstærkning til det danske VM-hold fra NHL: