Frans Nielsen slutter karrieren på landsholdet
Frans Nielsen tager VM med som det sidste i en lang og flot karriere og takker dermed endegyldigt af i den danske landsholdstrøje.
Danmarks måske bedste ishockeyspiller gennem tiderne - og manden, der brød isen og blev den første dansker i NHL, lukker karrieren ned i rødt og hvidt.
Det bekræfter Frans Nielsen over for TV 2 SPORT, hvor han gør det klart, at han tager VM i Finland med efter den tyske finaleserie for Eisbären Berlin.
- Det er min sidste sæson, og jeg har altid synes, at det har været fedt at være med landsholdet, så det kunne være stort at slutte karrieren i den trøje, forklarer Frans Nielsen.
Kunne måle sig ved VM
Den 38-årige forward luftede sine VM ønsker over for landstræner Heinz Ehlers under OL og vælger at sige stop i en turnering, der har stået som et vigtigt pejlemærke for den personlige udvikling i en lang og flot tid på isen.
- Landsholdet har altid været en vigtig del af min karriere. Og VM har været en turnering, hvor jeg har målt mig op mod NHL-spillere, hvor jeg, da jeg spillede i Europa, kunne finde ud af, hvor langt jeg var fra de bedste, forklarer manden, der nåede imponerende 949 kampe i NHL.
- Så det er fedt, jeg kan slutte på den måde.
Håbet for VM er i Frans Nielsens optik, at Danmark med udelukkelsen af Rusland kan kæmpe med om en plads i en kvartfinale. Men der er også væsentlige spørgsmålstegn, mener herningenseren.
- Det kommer an på, hvad det er for et hold, vi står med til VM, når nu der er en del vigtige afbud, og når en spiller som Frederik Storm er tvivlsom, mener den rutinerede Nielsen.
- Og så er det Slovakiet og Tyskland, vi kan slås med om at gå videre. Men det er ikke til at sige noget om, før vi ved, hvad de kommer med af NHL-spillere.
De trupper bliver først sammensat senest muligt, fordi der er slutspil i Nordamerika, mens VM er i gang, så der er gang i svingdøren både op til turneringen i Finland, og mens den er i gang.
Hård guldjagt
En ting er dog sikkert. Det er Frans Nielsen, der har fået lov til at spille sig i form, der træder ind i den danske trup. Lige nu er han i gang i finaleserien med Eisbären Berlin mod RB München. En serie, hvor der spilles bedst af fem kampe afviklet på bare syv dage.
En hård omgang - også for en veteran, der er vant til lidt af hvert.
- Jeg har ondt i kroppen hver morgen, men det glemmer man, når man går på isen, fordi der er en vild fankultur hernede. Og kampformen mangler jeg ikke, lyder det fra Frans Nielsen.
Lige nu fører Berlin 2-1 i serien og kan blive mester onsdag aften med en sejr i München. Lykkes det, er det Frans Nielsens første mesterskab, siden han blev dansk mester som 16-årig i 2001.
VM i Finland bliver Frans Nielsens tiende og sidste udgave.