Ishockey

Herning Blue Fox-kaptajn stopper karrieren

Efter 19 sæsoner og fem danske mesterskaber for Herning takker ishockeyspilleren Daniel Kofoed Nielsen af.

En af Metal Ligaens profiler stopper karrieren.

Herning Blue Fox-kaptajn Daniel Kofoed Nielsen meddeler onsdag på Instagram, at han vil indlede et nyt kapitel i sit liv.

- En rigtig lang og fantastisk karriere som ishockeyspiller er slut. Jeg har simpelthen ikke ord for, hvor meget ishockey har givet mig. Jeg føler mig meget heldig, med alt hvad jeg har oplevet gennem ishockey.

- Alle de gode venner og oplevelser, det har givet mig. Kæmpestor tak til alle de mennesker, jeg har mødt på min vej.

- Specielt en stor tak til min familie, der altid har støttet mig og taget hensyn til mig og min hockey. Glæder mig til det nye kapitel i mit liv med mere tid til venner og familie, skriver Daniel Kofoed Nielsen.

Det er i karrierens løb blevet til fem danske mesterskaber og en pokaltitel for 41-årige Daniel Kofoed Nielsen, som også er kamprekordholder i Metal Ligaen.

Stoppede på landsholdet for fem år siden

Mesterskaberne er hentet med Herning i 2001, 2003, 2005, 2007 og 2011. To gange har backen vundet DM-sølv, og to gange er det endt med bronze.

Han spillede 19 sæsoner for Herning, en enkelt sæson for Leksand og tre sæsoner for Hamburg Freezers.

Det er desuden blevet til flere udtagelser til VM for det danske ishockeylandshold. I 2018 indstillede backen sin karriere på landsholdet.