Danske Lars Eller og Capitals lider nederlag i NHL-slutspil

Danske Lars Eller og hans ishockeyhold, Washington Capitals, skal nu vinde to gange i træk for at gå videre.
Håbet om at gå videre i Stanley Cup blev spinklere for den danske ishockeyspiller Lars Eller og hans hold, Washington Capitals, natten til torsdag dansk tid.
Holdet tabte nemlig til Florida Panthers med 3-5.
Det er tredje nederlag til Capitals, og det betyder, at der nu står 3-2 til Florida Panthers i det interne regnskab mellem de to.
De to hold er i ottendedelsfinalen, som bliver afgjort på bedst ud af syv kampe.
De har nu spillet fem, og dermed skal Capitals snuppe sejren i de sidste to for at gå videre til kvartfinalen.
Stanley Cuppen er slutspillet for sæsonen i NHL, den bedste nordamerikanske liga for ishockeyhold.
Nedsmeltning
Det så ellers langt hen af vejen rigtig godt ud for Washington Capitals.
Holdet gjorde det til 1-0 i første periode, og i anden periode leverede Eller en assist til 2-0, inden T.J. Oshie gjorde det til 3-0.
Men så ramlede det ellers.
Efter 6 minutter og 50 sekunder begyndte Florida Panthers en målsalve, som ikke stoppede, før det sidst i tredje periode stod 5-3. Herefter kom de to hold op at toppes sidst i kampen, og dommeren kvitterede med udvisninger til begge hold.
Lars Eller er én blandt to danskere, hvis hold er kommet med i Stanley Cuppen i år.
Frederik Andersen, der er målvogter for Carolina Hurricanes, er den anden.
Hurricanes sikrede natten til onsdag sin tredje sejr mod Boston Bruins og har dermed sat sig selv i førersædet mod kvartfinalerne.