X-faktor bliver afgørende for dansk drømmestart ved VM
To danske NHL-profilers tilstedeværelse får stor betydning for en god dansk start ved VM i ishockey. Det mener en rutineret landsholdsjubilar.
Når Julian Jakobsen skøjter ud på den finske is, har han flere grunde til at have et smil på læben. Nordjyden er nemlig landsholdsjubilar, da han runder et skarpt hjørne. 200 kampe i den rød-hvide trøje med løven på brystet.
Men når han kigger rundt på sine holdkammerater, er der også grund til at smile. To danske NHL-profiler er en del af truppen, hvilket ikke var tilfældet ved De Olympiske Lege i Beijing.
De to NHL-spillere, Nikolaj Ehlers og Joachim Blichfeld, har nemlig de kompetencer, der kan afgøre tingene til dansk fordel.
- Vi har fået noget x-faktor i form af Nikolaj Ehlers og Joachim Blichfeldt, som forhåbentlig kan følge op på de gode præstationer, vi leverede i England i sidste uge. Det kan godt give succes, siger jubilaren til TV 2 SPORT.
Suppleret med den vanlige danske jerndefensiv og sprudlende Sebastian Dahm, som bliver manden i det danske bur i morgen, i målet, bliver det nøglen til sejr.
”Vi er blevet mindet om, hvordan vi spiller”
Og hvordan forbereder man sig på et hold, man stort set ikke har set spille og ikke har mødt siden VM i 2016?
Ja, det er ikke en nem opgave. Derfor har den danske lejr brugt videotimerne på at nærstudere… Danmark.
- Vi har set lidt video på de ting, vi har gjort rigtig godt i løbet af årene med Heinz som landstræner. Vi er blevet mindet om, hvordan vi spiller og holdt fokus på de ting, vi er gode til. Så plejer det at gå godt – i hvert fald spillemæssigt, siger Julian Jakobsen.
Om det kommer til at gå Danmark godt mod Kasakhstan, må tiden vise. En sejr vil unægteligt give en god start på VM.
Og mon ikke det også kan give Julian Jakobsen endnu mere at smile af, hvis Danmark trækker sig sejrrigt ud af opgøret.
Du kan se landsholdets første kamp på vores kanaler. Se optakten fra kl. 10.45 på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.