Ishockey VM

Danskers uheld har to gange givet point mod Schweiz

To ud af syv gange har Danmark fået point mod Schweiz ved store turneringer – og der er én ting, der går igen i de opgør.

- Jeg ved, vi har taget point to gange fra Schweiz, og begge gange blev jeg skadet. Jeg håber, vi kan tage point mod dem i aften, uden at jeg bliver skadet. Vi må se.

Ordene er Jesper Jensen Aabos, og tager man et dyk ned i historiebøgerne, viser det sig, at han har helt ret.

Til VM i 2016 i Rusland tabte Danmark kampen i forlænget spilletid, hvilket kastede et enkelt point af sig. Prisen? Jesper Jensen Aabos venstre skulder.

Jeg er klar til en revanche, og jeg sætter gerne et skrald eller to, hvis det er nødvendigt.

Jesper Jensen Aabo, landsholdsspiller

Til OL i Beijing tidligere i år kom den længe ventede sejr så mod Schweiz efter en stor dansk præstation på olympisk is. Denne gang var det Jensen Aabos højre skulder, der blev ofringen.

- Det giver jeg gerne for gode resultater, og det gør jeg også i aften, hvis det er det, der skal til, siger Jesper Jensen Aabo med et smil og tilføjer:

- Det er sjove og fysiske kampe mod dem, og jeg glæder mig. Jeg er klar til en revanche, og jeg sætter gerne et skrald eller to, hvis det er nødvendigt.

Du kan se, om Jesper Jensen Aabo får sat et skrald eller igen bliver skraldet mod Schweiz, når Danmark skal forsøge at følge op på den fantomstart, de fik ved dette års VM, da de slog Kasakhstan lørdag.

Følg kampen mod Schweiz på TV 2 SPORT eller TV 2 PLAY fra kl. 19.20