Havde glemt sit seneste møde med modstanderne
Efter 9-1-sejren mod Kasakhstan kunne Julian Jakobsen ikke erindre, at han tidligere har været på isen mod kasakherne, hvilket han faktisk har.
200 landskampe er en slat. Og så er det måske naturligt nok, at man ikke kan huske dem alle.
Det var tilfældet for Julian Jakobsen, da han talte med vores reporter efter første kamp ved VM mod Kasakhstan, der spurgte ind til, om han kunne huske, da han senest spillede mod kasakherne.
- Det har jeg faktisk ikke styr på, så det må du fortælle mig, hvornår det var, siger Jakobsen til TV 2 SPORTs reporter med et smil.
I 2009...
- Nå for fanden. Der kan man bare se. Jeg kan ikke engang huske, hvordan det endte.
I vandt 3-2, og du mistede en tand…
- Nå, var det dengang? Nå, så er jeg med, siger han med et grin.
Se den spøjse samtale mellem ham og vores reporter i videoen herunder:
En del af særligt selskab
Julian Jakobsen melder sig nu ind i en eksklusiv klub med andre store landsholdskoryfæer.
Den beskedne nordjyde er også klar over, at det er en særlig bedrift at trække landsholdsblusen over hovedet så mange gange.
- Det er store spillere, man kommer i klub med. Det er sgu fedt, det må man sige. Det er lidt uvirkeligt, der er store navne deroppe. Det er fedt at hoppe i rygsækken sammen med dem, siger Julian Jakobsen om bedriften.
Julian Jakobsens landskamp nummer 201 bliver mod Schweiz, og du kan se, om han endnu engang kommer på måltavlen ved at tænde for TV 2 SPORT og TV 2 PLAY fra kl. 19.20.