Ishockey VM

Stjerne forbløffer ekspert med "bedste præstation indtil videre" ved VM

Den tjekkiske NHL-spiller David Pastrnak leverede en stor præstation i opgøret mod Letland, som Tjekkiet vandt med 5-1.

Målt på de tre første kampe ved VM-slutrunden kunne Tjekkiet godt bruge forstærkning, hvis det skal blive til tjekkisk succes ved VM.

Til tjekkernes held var den tiltrængte forstærkning en del af holdet i torsdagens opgør mod Letland, hvor NHL-stjernen David Pastrnak var blevet fløjet ind, efter at hans hold Boston Bruins røg ud af slutspillet.

Og at dømme ud fra første periode var det et forvandlet tjekkisk mandskab på banen, som førte med 5-0 efter 20 minutter. Her spillede Pastrnak en hovedrolle.

Det er ren verdensklasse

TV 2 SPORTs ekspertkommentator Frederik Åkesson om David Pastrnaks mål

Undervejs i kommenteringen kaldte TV 2 SPORTs ekspert, Frederik Åkesson, David Pastrnaks indsats for ”den bedste præstation fra en spiller ved det her VM”.

- At han formår at hæve det tjekkiske landshold på så højt niveau på 20 minutter beviser bare, hvor stor klasse han har, og hvor stor indflydelse han har på holdet. De ved godt, at det er stjernespilleren fra NHL, der kommer ind, uddybede Frederik Åkesson.

Helt specielle egenskaber

Det tjekkiske mandskab har ellers ikke imponeret ved VM, hvor holdet spillede den negative rolle i den hidtil største sensation ved VM, da Østrig besejrede Tjekkiet med 2-1 efter straffeslag.

Mod Letland stod Pastrnak for et mål og en assist, hvor særligt scoringen fik Åkesson til at spærre øjnene op.

- Det er ren verdensklasse. Det er David Pastrnak, som sætter David Krejci op, så han selv kan modtage afleveringen igen.

Opgøret endte med en 5-1-sejr til Tjekkiet, hvor Åkesson gerne tildeler David Pastrnak en stor del af æren.

- Der er ingen, som gør noget alene, men hans tilstedeværelse alene hæver holdkammeraterne til et højere niveau. De ved godt, at de skal være koncentrerede, når han træder ind på isen. De skal ikke svigte, for så skal han nok komme efter dem.

Ifølge Åkesson har den 25-årige tjekke nogle helt specielle egenskaber på isen.

- Han er en god skøjteløber. Han er teknisk velfunderet. Han læser spillet. Hvad skal der ske i næste handling? Hvor skal pucken hen? Skal jeg skyde eller spille min holdkammerat? Han forudser situationerne, inden de sker, og det er kun verdensklasse spillere, som kan det.

Tjekkiet er på fjerdepladsen i sin VM-gruppe med syv point efter fire kampe, hvor holdet ligger godt til at snuppe en kvartfinaleplads.