Ishockey

Spørgsmål efter VM-kamp fik Frans Nielsen til at græde

Den danske ishockeyprofil Frans Nielsen stopper karrieren efter VM. Derfor er der store følelser på spil.

- Det er klart... Det nærmer sig jo.

Frans Nielsen havde svært ved at formulere sig sammenhængende, da han trådte ud til kampinterviewet efter lørdagens sejr over Frankrig.

Den 38-årige profil kom direkte fra hallen, hvor han var blevet et par minutter længere for at forevige et vigtigt øjeblik.

En lang og flot karriere lakker nemlig mod enden for den danske landsholdsspiller, og lørdag var det sidste gang, hans børn var med på sidelinjen til en af hans kampe. Derfor skulle der tages billeder af familien.

Den situation blev Frans Nielsen spurgt ind til efter kampen, og det fik de helt store følelser frem i den rutinerede forward.

- Det var deres sidste kamp med far på isen, siger en rørt Frans Nielsen til TV 2 SPORT, inden han lige måtte samle sig.

- Den ældste har været med i mange år, og jeg har haft mange oplevelser med ham nede i hallen. Han har altid elsket at komme med i hallen og skøjte med mine holdkammerater og have det sjovt.

- Både ham og min datter har været en stor del af det, siger Nielsen.

Danmark mangler to kampe i gruppespillet mod henholdsvis Canada og Slovakiet. Derefter kan Frans Nielsen forhåbentlig se frem til en kvartfinale.

Action til sidst

Den danske stjerne har tidligere sagt, at han håbede, der ville være noget at spille for i hans sidste kamp, og med lørdagens sejr på 3-0 over Frankrig ser det ud til at blive en realitet.

- Om Slovakiet bliver den sidste, eller om det bliver en kvartfinale… Nu er der i hvert fald en kamp, hvor vi får noget action helt til sidst, siger han.

Det igangværende VM er Frans Nielsen tiende.

Siden 2000 har den danske profil været aktiv som professionel for en lang række klubber, og undervejs i karrieren blev han Danmarks første NHL-spiller.

Den 38-årige forward nåede 949 kampe i NHL

VM Indl. Runde Grp. A

VM Indl. Runde Grp. A
PositionHoldnavnKVTOVOT+/-P
17601034/1520
27510126/2016
37520034/1815
47430023/1912
57430018/1812
67151011/245