Ishockey VM

Da vi nåede hotellet, væltede det ind med beskeder

Morten Madsen er efter 15 VM-slutrunder færdig med ishockey. Her inviterer han ind bag kulissen i de mange slutrunder med Danmarks landshold.

Se ishockey-VM på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.

Morten Madsen

Født: 16. januar 1987

NHL-draft: I 4. runde som nummer 122 af Minnesota Wild i 2005 (men spillede aldrig i NHL)

Klubber: Rødovre, Frölunda, Victoriaville Tigres, Houston Aeros, MODO, Hamburg Freezers, Karlskrona, Timrå

Landskampe: 235 (tredjeflest)

Mål og assists: 41 / 53

VM-slutrunder: 15 (2006-2021)

VM-kampe: 97 (dansk rekord)

Madsens VM-dagbog

  1. 2016

    1. Blev arbejdsløs midt under VM

      Det var på alle måder et vildt VM.

      Først og fremmest så var det anden gang, jeg var med til at spille et dansk hold i en kvartfinale. Men samtidig blev jeg ramt af arbejdsløshed og en usikker fremtid på vej til lige præcis dén kamp.

      Der var godt nok mange følelser på spil oven i hinanden.

      Sportsligt kører det fra start. Ved VM i ’15 viste vi, at Norge kunne besejres, så det gjorde vi også i første kamp i Moskva i 2016. Og så var VM ligesom i gang.

      Vi tager også vores første point mod Schweiz nogensinde, da vi taber 2-3 til dem i forlængelsen. Så med fire point efter tre kampe rykker det virkelig for os på isen.

      Og det var godt, for jeg var taget til VM med en del rygter omkring mit hold Hamburg Freezers. Der var åbenbart problemer med økonomien.

      Men jeg havde lige spillet mit første år af en ny treårig kontrakt, så jeg tænkte, at jeg havde mit på det tørre, og der nok var nogen, der skulle finde ud af en løsning.

      Det var også meldingen, når jeg kontaktede de holdkammerater, der var hjemme i Hamburg. Det kunne godt være, der kom en ny ejerkreds, men klubben skulle nok køre på. Og hvorfor ikke? Vi gjorde det godt sportsligt. Var altid i slutspillet. Og så kom der vel omkring 9-10.000 tilhængere til vores hjemmekampe.

      Det lød som noget, man virkelig kunne bygge noget godt op omkring.

      Så jeg brød ikke mit hoved med løse rygter, men koncentrerede mig om VM og det danske landshold, hvor jeg blev center i en andenkæde sammen med Nicklas Jensen og Frederik Storm. Og vi klikkede bare fra første kamp.

      Og efter det historiske point mod Schweiz og en hviledag forude syntes vi, at vi havde fortjent lidt opmuntring i jagten på en kvartfinale. Men det var ikke ligefrem, fordi det flød over med muligheder i Moskva en mandag aften.

      Men der var en karaoke-bar over for hotellet, så der røg vi over, og på et tidspunkt syntes vi også, at vi skulle fyre nogle sange af.

      Inden længe fik vi selskab af nogle russere, og da de fandt ud af, at vi var danske ishockeyspillere, fik de hevet os med i en stor fællessang af den russiske nationalmelodi. Det lød måske ikke pissegodt. Men det lød i hvert fald bedre end to dage senere.

      For her stod vi igen og skulle lytte til russernes nationalsang. Dog ikke på en karaokebar, men på isen i Moskvas største isarena. Det var heller ikke os, der sang. Det gjorde det russiske landshold bakket godt op af de 10.000 ellevilde tilskuere, for de havde lige smadret os med 10-1.

      Fy for den lede, hvor var det grimt.

      Vi havde nok set, og måske havde Janne også tænkt, at det var en kamp, der bare skulle overstås og ikke bruges for mange kræfter på.

      Men jeg tænker tit på arme Simon Nielsen, der var småskadet, og som blev sat i målet mod et verdensklassehold for, at Sebastian Dahm ikke skulle have skudt sin selvtillid i stykker i en turnering, hvor han var et bæst i målet.

      Var det en skamplet? Nej. Det synes jeg ikke. Det er ikke sjovt, men i det store regnskab er det lige meget, for os spillere, om vi taber 2-1 eller 10-1. Begge resultater giver nul point. Det handler om at komme videre og ikke se sig tilbage i de her korte turneringer.

      Vi vandt de tre sidste kampe – især med drabelige sejre i straffeslag over Tjekkiet og Letland, men det var Schweiz og Tjekkiet, der ville afgøre, om vi skulle i kvartfinalen. Deres indbyrdes opgør var afgørende for vores skæbne på sidste spilledag, hvor vi bare skulle vente.

      Når der er den slags situationer, hvor jeg ikke selv kan påvirke tingene, så bliver jeg nervøs. Sådan helt vildt nervøs. Så mens en del af holdkammeraterne så kampen på deres værelser, så tog jeg sammen med nogle andre på restaurant.

      Vi havde godt nok kampen kørende på en iPad, men på den måde skulle vi ikke have fuld fokus, og det gav mig lidt mindre nerver. Og ja, jeg har nok en tendens til at køre mig lidt op i den slags situationer.

      Men det hele gik, som det skulle, i og med tjekkerne vandt kampen mod schweizerne, og så var vi klar til den blot anden VM-kvartfinale nogensinde i dansk ishockeyhistorie. Og det er altså noget ganske særligt.

      Vi skulle med hurtigtog fra Moskva til Sankt Petersborg. Sådan en tur på 700 km, der lige klares på 3 timer.

      Jeg havde et lousy mobilabonnement, så det dækkede ikke undervejs på den tur, og først da jeg når til hotellet i Sankt Petersborg, så hamrer det løs med notifikationer på min telefon.

      Jeg kan se, der er fuld plade fra min kæreste Caroline, og før jeg kan få telefonen låst op, kan jeg se, den seneste siger: Hvad sker der i Hamborg?

      Jeg skynder mig at tjekke min e-mail. Og der ligger så én fra min sportsdirektør i klubben, hvor der står, at om en uge ophører Hamburg Freezers med at eksistere, og alle nuværende kontrakter er annulleret.

      Er du gal, en mavepuster. Lige dér. Dagen før en vigtig VM-kvartfinale står jeg i en lobby uden job med tusinde spørgsmål, der bare vælter ind over hovedet på én.

      Hvad skal der blive af os? Vi havde lige fået en datter. Vi var en familie. Det er ikke bare mig, der skal finde noget nyt. Hvad nu? VM ligger så sent, så langt de fleste klubber har deres trup klar til næste sæson. Der er ikke bare lige en åbning et sted.

      Og hvad med lønnen? Jeg tjente godt i Hamborg. Rigtig godt. Og vi havde et hus. Hvad med det?

      Der, hvor der burde have været eufori over en sjælden kvartfinale mod Finland, var der nu bekymringer, opringninger og en masse bøvl. Det var – i mangel af bedre ord - bare mærkeligt at stå midt i.

      Men der var jo lige den kvartfinale. Og vi havde ikke en chance. Finnerne var bare uhyggeligt stærke. Og de slog os 5-1.

      Lidt ærgerligt, at det, der havde været mit måske bedste VM i en rigtig fed turnering, lige skulle skæmmes til sidst af den konkurs.

      Og så var det også ærgerligt, at jeg skulle sige farvel til min ven Mads Bødker på landsholdet. Mads og jeg har kendt hinanden, siden vi var børn, og har altid været tætte. Vi har boet sammen til vel fem-seks VM-turneringer, og han har altid været min ballademager nummer et og min wingman, når der var lagt op til lir på den store klinge på landsholdet.

      Så det var også vemodigt at sige farvel til ham som holdkammerat på landsholdet.

      Heldigvis ses vi stadigvæk, selvom det er svært, når jeg bor i Nordsverige, men når vi gør, så ryger vi lige ind i rollerne fra de gode gamle dage.

      Det er især det, som ishockeyen og landsholdet har givet mig. Venner for livet.

  2. 2015

    1. Fra jubel til rædslen for at dø

      Uha. Det var godt nok et tyndt hold, der var samlet til VM i Tjekkiet, hvor vi skulle spille i Ostrava.

      Jeg var selv beviset på den tynde besætning, for når førstekæden hedder Morten Madsen, Julian Jakobsen og Nichlas Hardt, så står det tydeligt, at det ikke er stjernerne, Danmark stiller med.

      Så der var ingen kvartfinaledrømme. Der var bare fokus på os, Norge og Slovenien og den vigtige kamp for at undgå at havne på sidstepladsen i gruppen og dermed tage imod den tunge nedrykning.

      Derfor var det et VM, hvor jeg brugte rigtig mange kræfter på at følge med i, hvordan det gik netop de konkurrenter. Følge deres kampe. Regne på stillinger og mulige konsekvenser.

      Mest af alt holdt jeg øje med slovenerne, der bare ikke måtte tage point undervejs, for vi havde dem i sidste kamp, og i værst mulige tilfælde ville vi så kunne afgøre det til allersidst.

      Måske var det derfor, det ikke blev det mest sprudlende VM. Vi var simpelthen presset det meste af turneringen. Alt var fokuseret på de to sidste kampe mod de direkte rivaler i nedrykningskampen. Også selvom det startede meget godt for os.

      Det lykkedes os nemlig at tage point mod Slovakiet i den første kamp, da vi tabte med 3-4 efter straffeslag. Men så stod nederlagene ellers i kø – lige indtil vi skulle møde Norge i næstsidste kamp.

      Der spillede vi så en rigtig god kamp og fik endelig viftet spøgelset væk. Nu viste vi – endda med et tyndt hold – at vi kunne besejre Norge i en kamp om vigtige point. 4-1 sluttede den, og jeg havde to assists med ud af opgøret. Det var perfekt. Og måske den kamp, der indvarslede et magtskifte mellem dem og os.

      Aftenen blev så ellers brugt på at følge Sloveniens kamp mod USA, for blev det til amerikansk sejr, så var vi sikrede inden den sidste kamp mod netop Slovenien.

      USA vandt 3-1, og dermed kunne vi se frem til endnu en sæson blandt ishockeyens bedste.

      Det var en ekstremt stor forløsning. Især for mig personligt. Truppens udformning havde jo gjort, at der var lagt et stort ansvar på mine skuldre, og det kan være en noget blandet fornøjelse. For samtidig med, man går og drømmer om mere ansvar, så kan det også være angstprovokerende at stå som en af dem, der for alvor skal bære et hold.

      Men når det så lykkes med os, der normalt er at finde i de lavere kæder, i hovedrollerne… så er forløsningen også dét større.

      Det var selvfølgelig en fed oplevelse sammen med kammeraterne at undgå nedrykningen med en trup, som der ikke var mange, der troede på.

      Men ellers var det begrænset med de fede oplevelser sammen. Det var nemlig desværre sådan, at vores hotel lå lige klos op og ned ad hallen i Ostrava, så der var ikke noget med fælles busture til hallen. Folk gik derover, når det passede dem i forhold til mødetiden.

      Så det blev mere dig og værelseskammeraten, det handlede om. Vi fik ikke noget fælles op at køre, som vi gør, når vi skal køre i hallen og har 15-20 minutter sammen i bussen, hvor vi kunne snakke, hygge og for alvor køre et fællesskab op.

      Det skal dog siges, at da vi havde tabt den sidste ligegyldige kamp til Slovenien, så skulle vores fortsatte VM-færden blandt de bedste fejres. Og det blev den i den grad med en all-nighter, hvor den fik én over nakken.

      Så vi var faktisk stadig i temmelig godt humør, da vi næste dag satte os på bussen for at rejse hjem.

      Først stod den på en lang og varm bustur til Prag. Sådan en tung forsommervarme er ikke noget, der løfter sindet op af dyngen, som det er havnet i efter en våd bytur. Tværtimod. Tømmermændene forduftede på ingen måde. De voksede.

      Og så skulle vi ellers flyve til København. Og selvom jeg burde være klogere, så gjorde de tømmermænd heller ikke noget godt for min flyskræk.

      Vi letter. Jeg har de sædvanlige klamme håndflader. Og har det også ekstra stramt, fordi jeg ikke har det specielt godt efter nattens afsluttende VM-fest med gutterne.

      Så pludselig et sted over Polen siger kaptajnen: Cabin crew, take your seats!

      Det var det eneste, han sagde. Ingen forklaring. Jeg sad alene på min række ved vinduet og kunne konstatere, at det med sikkerhed ikke var, fordi vi var ved at lande i Kastrup, at flypersonalet skulle spænde sig fast.

      Hjertet røg op i halsen på mig, og kort efter var jeg sikker på, at jeg så ind i den visse død, for der ramte vi et stormvejr, der kastede maskinen fra side til side. Op og ned. Det værste, jeg har oplevet.

      Forløsningen ved at overleve på isen blev afløst af en umiddelbar rædsel for at dø i luften.

      Turbulens, tømmermænd og flyskræk bliver aldrig en kombination, jeg bliver fan af.

      Heller ikke selvom vi landede i Kastrup i ét stykke.

      Jeg tror faktisk heller ikke, jeg for alvor er blevet klogere. Men det er en anden snak.

  3. 2014

    1. Det naturlige had til Norge

      Det naturlige had til Norge

      Der var en ny landstræner på spil ved VM i Minsk. Janne Karlsson.

      Og på en måde var der alligevel ikke, for med Janne kom der mere af det samme, som vi havde med Bäckman. Bare i udgave af en yngre model.

      Janne var også en god motivator i sine snakke før kampene, og selvfølgelig var der lidt taktiske justeringer. Men der var ikke den store forskel.

      Selvom jeg elskede at spille under Bäckman, så var der heller ingen tvivl om, at skiftet kom på det rigtige tidspunkt. Og jeg kunne også godt lide at spille på landsholdet under Janne.

      Samtidig kom jeg også ind i truppen med stor selvtillid. Jeg havde rykket teltpælene op og var taget til Tyskland. Til Hamburg Freezers.

      Fantastisk klub og samtidig blev jeg holdkammerat med Julian Jakobsen og Daniel Nielsen.

      Derfor tog jeg til Minsk med personlig succes i bagagen, for vi havde vundet grundspillet det år, og var så desværre røget ud i semifinaleserien. Men det var stadig en god sæson. Og fremragende for min hockeykarriere.

      Det er et fantastisk sted at spille. Altid mange fans, og der er virkelig gang i den på tilskuerpladserne.

      Og så havde jeg det rigtig godt udenfor isen. Og de år jeg har spillet min bedste hockey, er de år, jeg har haft det bedst udenfor isen også.

      Vi havde store forventninger før VM. Vi var i en gruppe med Norge, Italien og Frankrig. Tre hold, som vi mente, vi burde slå – og med tre sejre og dermed ni point, så var der ikke meget, der skulle til, før vi ligesom i 2010 kunne stå i en kvartfinale.

      Men sådan gik det slet ikke. Den plan blev forpurret allerede i første kamp mod vores evige arvefjender fra Norge.

      Vi tabte med 3-4 selvom vi førte 2-0 efter to et halvt minut.

      Nederlag til Norge er det værste. Det er nogle drabelige opgør, og dengang på landsholdet var historien med dem bare, at vi kunne slå dem i alle mulige ligegyldige opgør. Men så snart det blev alvor, og det var VM eller OL-kvalifikation, så blev vi slået af dem.

      Tit stod vi og syntes, vi var det klart bedste hold, men alligevel fandt vi gang på gang en måde at tabe på.

      De har virkelig gjort ondt på det danske landshold. Mange VM-nederlag på det her tidspunkt. Og så et smertefuldt nederlag i 2009 i OL-kvalen til OL i Vancouver i 2010 i den altafgørende kamp. Det er sådan noget, der sætter sig.

      Og så har det altid været en drabelig kamp om at være næstbedst i Norden. Sverige er jo i en liga for sig selv, men så slås vi med Norge om næste plads.

      I de kampe blev venskaber lagt på hylden, og så blev der virkelig smadret igennem. I MODO har jeg spillet med mange nordmænd, som jeg også vil sige, er mine venner, men når vi tog hver sin trøje på, så blev det glemt. Når vi ramte VM, så var der bare et naturligt had.

      De drabeligste opgør, jeg har haft, er mod Kristian Forsberg, som jeg spillede med i MODO. Venner uden for isen, men på isen…

      Selvfølgelig er der også mange, som man ikke kunne døje, som man bare havde lyst til at tvære ud. Men måske opfattelsen havde været en anden, hvis jeg havde været på hold med dem.

      Men de gjorde det grimme ved os igen, nordmændene. Og selvom vi slog Italien og Tjekkiet, så blev vi også lammetævet med 2-6 af Frankrig. Så VM i Minsk var absolut ingen sportslig succes. Tværtimod. Det var en stor skuffelse.

      Uden for isen var det en helt anden sag. Det er måske ikke tiden til at fremhæve Minsk med det in mente, der foregår østpå for tiden, men byen var et perfekt sted for os at hænge ud i efter nogle kedelige VM i Stockholm. Også når det blev sent. Her var der virkelig gang i den.

  4. 2013

    1. Gæret fiskestank og den dårligste taber

      VM i Sverige og Finland. Igen? Ja, præcis igen. Og vi landede selvfølgelig i Stockholm igen. Præcis som året før.

      Det var dog lidt bedre i 2013, men 2012 og 13 er for mig de mest røvsyge VM, jeg har været med til.

      Jeg ved ikke, om det er fordi, det ikke er så eksotisk, når man bor i Sverige og kender alt til landet, som når der er VM andre steder.

      Men det handler også om oplevelsen for fans. De kan bare ikke det med en fed fanzone i Sverige.

      VM i ishockey handler for fans om hockey, naturligvis. Men det handler også om at have et brag af en fest samtidig. Med hinanden på tværs af nationer.

      Det kan de finde ud af andre steder. I Tyskland, Tjekkiet og Slovakiet for eksempel. Hvor festen bare banker af sted under åben himmel. Men i Sverige… der fungerer den slags bare ikke.

      Op til VM havde jeg spillet wing i en af topkæderne, men dagen før hev Bäckman fat i mig og bad mig om at spille center i fjerdekæden, hvor jeg skulle kobles sammen med Kim Staal og Patrick Bjorkstrand.

      Der er måske nogle, der vil se det som en degradering, men sådan har jeg det ikke. Jeg har altid spillet dér på landsholdet, hvor jeg bedst har kunnet hjælpe holdet. Og været stolt af det.

      Jeg følte også, jeg var vigtig for holdet i den rolle.

      Og så fandt jeg min helt specielle niche. Undertalsspillet, eller boxplay, som man kalder det.

      Jeg havde jo efterhånden fundet ud af, at jeg ikke var det store offensive unikum. Jeg var ikke den, der i powerplay skulle stå og spille puckene rundt og klappe dem i nettet i overtalsspillet.

      I stedet for fandt jeg ud af, at min rolle så kunne være at være rigtig dygtig i boxplay. Her kunne jeg for alvor hjælpe holdet, og det var en rolle, jeg begyndte at finde stor ære i at løse til perfektion. Og det har holdt ved lige indtil mit sidste skifte på isen. Uanset om det har været landshold eller klub, så har jeg gjort alt for at løse den opgave bedst muligt.

      Og det er jo også historien om mig som ishockeyspiller. Fra at være en offensiv spiller til mere at blive en arbejdsmand og have mere fokus på de defensive pligter. Som jeg tidligere har skrevet, så er det nok den transformation, der gjorde, at jeg opnåede så mange landskampe og VM-turneringer, som jeg gjorde.

      Men jeg kunne heldigvis stadigvæk finde vej til modstandernes net. Og her i 2013 scorede jeg det vigtigste landsholdsmål i min karriere.

      Vi havde en nøglekamp mod Slovenien, hvor en sejr ville sende os ud af nedrykningskampen.

      Det så sort ud, da vi var bagud med 1-2 i tredje periode. Hvor jeg så udligner – i powerplay endda. Det mest forløsende og vigtige mål i min landsholdskarriere. Og så var det Morten Green, der gav os sejren i overtiden, da han gled gennem midtzonen.

      I de år begyndte der også at dukke Playstations op i landsholdslejren. Der skulle spilles FIFA. Og det var drabeligt.

      Jeg har aldrig ejet en maskine, så jeg er langtfra noget unikum, men det skulle ikke forhindre mig i at teame op med Mads Christensen, der var en flittig FIFA-spiller. Over for os stod Simon Nielsen og Morten Poulsen.

      Jeg var uduelig. Og derfor endte det oftest med, at vi tabte den ene frokost efter den anden til Simon og Morten. Men det var egentlig lige meget, for hele oplevelsen var at se de to diskutere indbyrdes. Hvem, der gjorde hvad forkert, når der var noget, der ikke lige lykkedes.

      Og hvis vi en sjælden gang i mellem vandt, så var det bare lykken. For Morten Poulsen er ubetinget landsholdets dårligste taber. Det er en fryd for øjet at se ham tabe. Mere indebrændt taber skal man lede længe efter. Den mand kan ikke skjule sine inderste tanker i nederlaget.

      Men ret skal være ret. Vi blev oftest spillet helt i banden.

      Det blev Sebastian Dahm og Kiril Starkov også på det nærmeste. Ikke på grund af Playstation. Men på grund af dåsefermenteret fisk.

      Der blev lagt hemmelige planer om, at der skulle åbnes en dåse surströmming på et værelse. Og valget faldt på Seb og Kiril.

      Selv den dag i dag er der en tavshedens lov, der gør det svært for mig at komme nærmere ind på, hvem der stod bag (der kunne jo stadig komme en hævn), men jeg kan sige så meget, at jeg på et tidspunkt var med i planlægningen.

      Surströmmingens lugt er heftig. Og voldsom. Gæret fisk. Det siger jo alt om, hvad der venter næseborene, når man åbner en dåse med det.

      Det stank på hele gangen, og jeg ved ikke, hvordan de to overlevede det på deres værelse.

      Men jeg kan ikke sige, hvem der første dåseåbneren. Jeg kan bare sige, at det i hvert fald ikke var mig.

      Til gengæld har jeg smagt det ved en senere lejlighed. For da jeg nogle år senere skulle spille i Timrå, var der ingen vej udenom. Det er simpelthen et optagelsesritual i klubben.

      Så jeg har haft det i maven. Men jeg vil også være ærlig at sige, at det havde jeg ikke ret længe. Så kan I jo selv regne resten ud.

      Min svigerfamilie spiser det til min store forundring med stort velbehag. De spiser det nærmest som en happening.

      Der går jeg så med oksekødet.

  5. 2012

    1. En død torsk i toilettet

      Det er ikke ligefrem lysende VM-oplevelser, der står i kø i de år, vi er kommet til.

      Fra mit dårligste VM til det absolut kedeligste.

      Det var et delt VM, hvor Sverige og Finland havde hver sin gruppe. Det var for øvrigt første gang, at VM blev afviklet, som det gør nu med to puljer á otte hold.

      Vi havde hjemme i Stockholm, hvor svenskerne åbenbart troede, de skulle skovle penge ind på turneringen, så de havde skruet godt op for billetpriserne. Men det var ris til egen røv. Der var en grænse, for folk blev væk fra kampene.

      Samtidig boede vi på et hotel lige ved siden af Globen. Og det er jo ikke fordi, det er det mest inspirerende sted i verden. Samtidig var hotellet under renovering, så det var kun dele af hotellet, der kunne bruges.

      Det var det rene kaos. Der var ikke styr på noget, og alt tog lang tid – mad, elevator, you name it.

      På isen var det også noget hø.

      Bäckman havde været ude og sige, at første kamp mod Italien var den absolut vigtigste. En sejr her, og vi kunne feje nedrykningsspøgelset til side. Og hvad sker der så? Vi taber 3-4 til dem i overtid.

      Vi havde lige smadret dem før VM i en kamp hjemme i Rødovre. Og så taber vi til dem til VM. Så var vi ellers i dén grad under pres fra dag ét – på jagt efter point.

      Derfor blev det en krampagtig turnering. På et lortehotel. Et sted i Stockholm, hvor der ikke var noget som helst at lave uden for isen.

      Eller det vil vores fysioterapeut Carsten Esmark nok sætte spørgsmålstegn ved, for der gik sport i at drille ’Esser’, som vi kalder ham.

      Der gik ikke en dag, hvor vi ikke udtænkte en snedig plan for, hvad der skulle ske med hans værelse.

      Den ene dag havde vi puttet stanniol rundt om alt hans tøj og alle hans ting på værelset. Fjernbetjening. Alt.

      Næste dag havde vi stillet hundredvis af glas med vand på gulvet derinde, så han ikke kunne tage et eneste skridt, da han skulle ind på sit værelse.

      Vi sad også og pustede mange hundrede balloner op, så hele badeværelset var fyldt.

      Men måske var kronen på værket, da vi lagde en død torsk i hans toilet for at give ham et chok med et besøg i kummen, når han skulle op og nattisse.

      Det var faktisk de drillerier, der reddede vores VM.

      ’Esser’ tog det godt. Han er en superfyr, der stadig er med landsholdet. Men han var flere gange nede i receptionen og pointere, at de ikke måtte udlevere flere nøglekort til hans værelse.

      Han er mere end en god mand at have på landsholdet. Han er også en forbundsfælle, når det kommer til flyskræk.

      Jeg hader at flyve. Det gør Esser også. Altså virkelig hader at flyve. Og vi har et næsten manisk forhold til det.

      Lige så snart, vi skal af sted med landsholdet, så går vi i gang. Finder ud af flytype, begynder at kigge på vejrrapporter i ugerne op til for at finde ud af, om der er uvejr undervejs eller voldsomme vindforhold.

      Jeg ved godt, det er en latterlig skræk at have. Jeg kender alt til alle statistikker om biluheld i forhold til flystyrt. Men selv ved godt vejr skal jeg nok finde nogle loopholes, der kan få mine håndflader til at svede allerede dagene op til afgang.

      Og det er endnu værre, hvis der er udsigt til stormvejr. Så kan min mave godt sætte sig fast mange dage før.

      Nå, ned på jorden – eller isen – igen.

      Vi redder os det år med en sejr over Letland, hvor jeg scorer til 2-0. Efter et VM til glemmebogen, hvor det bedste var, at det var en kort flyvetur til Stockholm.

  6. 2011

    1. Egentlig var scenen sat til et fantastisk VM.

      Det var i Slovakiet og Bratislava – en hockeygal nation og en fantastisk by, hvor der virkelig er gang i den. Perfekt kombination.

      Men det er et af mine dårligste VM for Danmark. Jeg var der ikke mentalt. Jeg hang fast i en hård sæson i MODO.

      Dengang var klubben en storklub i Sverige, og det var kun topplaceringer, der talte. Men i det år havde vi kørt skævt, og vi havnede i en drænende kamp i nedrykningsspillet.

      Og det var tungt. Örnsköldsvik, som MODO hører hjemme i, er en lille by, og alle ved, du spiller for byens stolthed. Men når det går ad h… til, så skal du ikke ud og spille Karl Smart. Når det går godt, så kan du godt gå ud og spise og drikke et glas vin. Men ikke hvis det går dårligt. Så bliver du hjemme.

      Så jeg holdt mig stort set indendørs efter jul, for jeg kunne ikke gå ud i byen, uden der skulle snakkes hockey.

      Så måske var jeg mentalt brugt, da jeg kom ind i lejren. Og selv om jeg som altid glædede mig, blev det bare ikke et godt VM for mit vedkommende.

      På en måde gik det egentlig fint på isen, for vi vandt en vigtig kamp mod Letland, hvor Frederik Andersen stod på hovedet for os og sendte os i mellemrunden.

      Her spillede vi for første gang nogensinde lige op med Rusland og tabte kun 3-4. Og næste kamp slog vi Tyskland med 4-3 efter straffeslag. Endda på en lørdag aften. En aften, hvor det centrale Bratislava forvandles til et stort, pulserende værtshus. Perfekt til dansk hygge oven på en sejr.

      Men hverken hygge eller fest blev der meget af. For da vi kom hjem på hotellet, fandt vi ud af, at der havde været ubudne gæster på alle vores værelser, der var blevet støvsuget for værdigenstande. Ure, computere, alt var væk.

      Så i stedet for at føre os lidt frem i det hockeygale Bratislava med fest og farver brugte vi hele aftenen i hotellets lobby med lokale betjente. Det var der ikke meget fest i.

      Det er dog ikke de kedelige oplevelser, der har sat sig mest i mig fra det VM. Det er mere det kuldegysfremkaldende farvel til en lokal legende.

      Pavel Demitra sluttede sin landsholdskarriere mod os i den sidste kamp i mellemrunden. En af de absolut største i Slovakiets ishockeyhistorie.

      Han var med på holdet, som vandt et sensationelt VM i 2002, der står som en milepæl i landets sportshistorie.

      Nu skulle han sige farvel foran en fyldt arena i Bratislava, hvor alle var kommet for at hilse af. Og allerede efter 38 minutter gik hallen amok, for Demitra spillede netop med nummer 38.

      Efter kampen blev de 10.000 tilskuere stående og sang hans navn igen og igen. Jeg er glad for, han fik lov til at opleve det, for det må have sendt kuldegysninger ned ad nakken på ham. Det gjorde det på mig og mine holdkammerater.

      Det tragiske er, at det stort set var den sidste optræden, han fik på isen. Bare fire måneder senere døde den slovakiske legende i et tragisk flystyrt med sit russiske mandskab Lokomotiv Yaroslavl på vej til Minsk for at begynde en ny sæson.

      Det ene øjeblik hyldet i Bratislava. Det næste øjeblik væk for altid.

      I det perspektiv fylder mit eget dårlige VM meget lidt.

  7. 2010

    1. Røde krebs og vigtige hyggestunder

      Hvilket VM. Den første kvartfinale.

      Et VM, der startede hjernedødt godt, da vi slog finnerne med 4-1.

      Vi byggede på med Bäckman det år. Som om han virkelig havde fået sat sit præg på holdet, og så havde vi været sammen på camp i Odense i mange uger, så taktikken, spilsystemerne og kæderne sad bare, da vi tog til Køln.

      Der var også kommet guld hjem fra Nordamerika, hvor både Frans Nielsen, Peter Regin og Lars Eller var med på holdet.

      Og så byggede vi på, da vi slog USA i overtiden på et mål af Stefan Lassen - af alle spillere.

      Bare to kampe, og så var vi klar til mellemrunden. Og når de danske drenge er det, så er der også plads til at hygge sig lidt ekstra. Og det gjorde vi i Skybaren på hotellet.

      Der er en vigtig pointe i det her, og det handler om fællesskab og veludført arbejde. Ishockeyspillere er som alle andre: Når et job er veloverstået, så er det ok at sidde og falde ned med en øl. Og det gjorde vi i min tid på det danske landshold.

      Det var ikke druk. Men når man vinder, så bliver det ekstra hyggeligt. Og så er det også en god måde at få kroppen til at slappe af på, når adrenalinen pumper rundt i kadaveret efter 60 jernhårde minutter.

      Det er også en god måde at samles på. At få snakket de gode og mindre gode ting igennem på. Og ikke mindst at få grinet sammen. Det skaber det fællesskab, som vi altid har brystet os af på det danske landshold.

      Man kigger på præstationen, og man kigger på spilleplanen, og er der et godt hul, og har præstationerne været til det, så kan det godt være, man tager en ekstra.

      Det har vi altid været gode til på landsholdet - at sige: Det her er en god mulighed. Men vi har også altid haft en god fornemmelse for at gå den modsatte vej. At det her ikke er en mulighed. Overhovedet.

      Vi er voksne mennesker, og at være låst inde på et hotel i to uger, som man nærmest er under et VM, er heller ikke noget, jeg tror, fremmer en præstation. Det har jeg aldrig troet, og det kommer jeg heller aldrig til at tro.

      Det var også under det VM, at Mads Christensen og Philip Larsen endte op som røde krebs under en opvarmning.

      Mads Christensen, der spillede i Tyskland, havde fået fingre i et vidunderpulver – tilladt pulver, naturligvis, ikke noget ulovligt – der skulle give pivgode ben. Så de snuppede noget af det, inden de gik på isen til opvarmning før en kamp i Køln.

      Deres reaktion på det pulver var helt vild. Det kunne de ikke tåle. De blev begge knaldrøde fra top til tå, og Philip Larsen måtte gå af isen under opvarmningen, fordi han havde det så dårligt. Heldigvis nåede det ud af systemet inden kampstart.

      Men 2010 vil altid stå som den første danske kvartfinale

      Det var en kæmpe fremgang for dansk ishockey. Vi tog det næste skridt. I stedet for at ligge og kæmpe om nedrykning havde vi nu spillet os blandt de sidste otte nationer ved at VM.

      Vi tog næste skridt på udviklingsstigen i stedet for ’bare’ at være med i mellemrunden.

      Vi skrev dansk ishockeyhistorie.

  8. 2009

    1. Skred fra svinere og slutspil

      Der var rent emotionelt den værste tid i mit liv.

      Jeg spillede på et hold i Houston med en træner, der straffede fejl med at sende folk på tilskuerpladserne i de kommende kampe. Det var slet ikke udviklende for mig.

      Det var vel også der, jeg ’mistede’ mit offensive touch, for det var 100 procent defensivt fra alle - eller også var det en tur på tribunen.

      Men måske var det mit held, at jeg gik fra at være en offensiv spiller til at være en arbejdsmand, for jeg indså under ham, at jeg skulle ændre min spillestil, hvis jeg skulle på isen. Så det ætsede sig bare ind i mig: Gør, som der bliver sagt!

      Men selvom det var et helvede at være i, så er det måske det, der har betydet, jeg har fået så lang en landsholdskarriere; at jeg har været alsidig. Jeg har lært mig den defensive del, og jeg har også haft det offensive i mig, så jeg har spillet førstekæde – som i 2017 med Peter Regin og Nikolaj Ehlers – og også spillet i de andre kæder.

      Jeg har spillet, hvor der har været brug for mig. Og det har nok været sådan, at kan vi ikke bruge ham i topkæderne, så kan vi bruge ham længere nede. Men ingen tvivl om, at siden 2017 har det defensive været mit primære fokus på landsholdet.

      Tilbage til 2009 og VM i Schweiz, hvor jeg valgte at smutte fra et slutspil i AHL for at spille VM. Et definerende øjeblik, der set i bakspejlet helt sikkert kostede mig chancen for at få en karriere i Nordamerika.

      Jeg havde spillet den første kamp for Houston Aeros i playoffs, men sad så på tribunen i de to næste. Og så orkede jeg ikke mere. Jeg bankede på hos klubbens management og sagde, at det var bedre for min udvikling at spille VM med Danmark end at sidde og kukkelure på tribunen i Texas.

      Det handlede om at spille VM med mine venner. Men det handlede også om at komme væk fra den værste tid i mit hockeyliv, hvor man ikke blev behandlet som et menneske. Det var svinere hele tiden, hvor det gik ud på at få at vide, hvor dårlig man var. Det var ikke et liv for en 22-årig knægt. Og når man ikke har det godt uden for isen, så har man det heller ikke godt på isen.

      Derfor bankede jeg på og smuttede til VM. Ikke den klogeste beslutning, hvis drømmen var NHL, for året efter var det slut i Nordamerika. Det gjorde det jo nok nemmere for dem at skille sig af med mig efter det VM. Men så klog var jeg ikke dengang, at jeg kunne se, at jeg nok burde have meldt afbud og koncentreret mig om Houston.

      Men det gjorde jeg ikke, og det betød, at jeg spillede VM under en ny landstræner, Per Bäckman. Og hvilken landstræner!

      Han var en fantastisk motivator og træner, og jeg nød virkelig at spille for ham, for det var noget helt andet end det gammeldags macho-halløj, jeg kom fra i Houston, hvor europæiske spillere notorisk var soft.

      Bäckman kunne snakke med os og så mennesket bag spilleren. Han kunne snakke om andet end hockey, og det var en gave for en spiller for mig, der kom fra nogle sæsoner, hvor det sejlede på den front. Han har den dag i dag en kæmpe stjerne hos mig.

      Rent sportsligt røg vi i nedrykningsspillet, men her satte vi et klart aftryk med tre sejre i tre kampe, og vi besejrede Tyskland. En nation, hvor vi ellers var lillebroren, men vi satte dem på plads og vandt 3-1, hvor jeg kan huske, Regin lavede et klassemål, og Bødker og jeg kom i en to mod en, og jeg lavede assist til Mikkels mål.

      For mit eget vedkommende var det også det første VM, hvor jeg følte, at jeg for alvor hjalp holdet. At der lå noget ansvar på mine skuldre – og jeg kunne bære det. Og måske Bäckman også havde set noget særligt i mig?

      Det var der, min prime på landsholdet startede.

  9. 2008

    1. Et minde som fra en film

      Dengang drømte jeg om NHL. Det var dengang, jeg troede lidt mere på mig selv og egne evner.

      Jeg havde spillet sæsonen i AHL – ligaen lige under NHL i Nordamerika. En sæson i Houston Aeros. Og der var ikke ret mange, der havde taget den vej. Det var jo ret nyt med danskere i USA og Canada. Der var selvfølgelig Frans Nielsen, Jannik Hansen og Peter Regin. Og efter dem var der mig.

      Jeg var draftet af Minnesota Wild, og det var målet at gå hele vejen til The Big League. Det var dengang, jeg blev set som en offensiv spiller. Men det var også i de år, at det blev pillet af mig. Det skal jeg nok vende tilbage til.

      Men uanset: Når jeg kigger tilbage, overvurderede jeg nok, hvor god jeg egentlig var.

      VM i 2008 blev spillet i hockeyens moderland, Canada. Det var naturligvis stort, for der er stort set aldrig VM i Nordamerika. De har deres Stanley Cup, som betyder alt. Men i 2008 var det anderledes. Så det er et af de specielle VM.

      Især for mig, for jeg spillede jo derovre. Og havde året forinden spillet i Quebec-regionen, så jeg havde masser af folk, jeg havde mødt i min sæson derovre, der kiggede forbi.

      Stemningen ved det VM var fantastisk. Canadierne elsker deres ishockey.

      Vi spillede i Colisée i Quebec. Det sted, hvor byen havde et NHL-hold indtil 1995. Siden da har de ikke haft hockey fra verdens bedste liga i en hockeygal by. Det kom os ti gode, for publikum var sultne. Og det gav en enestående atmosfære.

      Det blev også ret specielt for mig personligt, fordi Mike Sirant sendte mig i den danske førstekæde. Det var virkelig noget, der rykkede. Sammen med Morten Green og Kim Staal.

      De var de store stjerner dengang, og det var dem, der trak det store læs. Mens jeg mere bare var med i kæden.

      Rimeligt hurtigt fik vi vundet den vigtige kamp mod Italien, der betød, at vi ikke skulle i nedrykningsspillet. Og så var vi sikret endnu en sæson på højeste niveau.

      Det var altid det helt store mål dengang. At overleve. Så når det var overstået, og det var sikkert, at vi ville blive oppe, så blev resten af kampene ’gratis’. Selvfølgelig ville vi gøre alt for at vinde dem. Men vi havde nået vores mål.

      Derfor blev der også mere tid til det, der altid har været en vigtig del af at være sammen med landsholdet. Nemlig hygge.

      Derfor strøg vi også på natklub efter vi havde sikret os en plads i mellemrunden i stedet for nedrykningsspillet, og på en stor aften i hockeyens hjemland sluttede det hele rimeligt sent med stor dansk-canadisk fællessang.

      Det er et minde som fra en film, jeg altid vil bære rundt på. En sjov aften, der sluttede med danskere og canucker arm i arm og fuldt blæs på skønsangen.

      Men det er også et VM, der står tilbage som det VM, hvor jeg stort set ikke fik lukket et øje. Jeg sov nemlig på værelse med min Rødovre-kammerat Jannik Hansen, og hans snorken ødelagde fuldstændig mine muligheder for nattesøvn.

      På den måde var det også et langt VM.

  10. 2007

    1. En tidlig vodka i Moskva

      Der var kommet ny landstræner. En helt anden type, end det danske landshold havde været vant til før - også i forhold til, hvad der kom bagefter. Mike Sirant hed han. En canadier, som det var meget begrænset, hvad jeg havde med at gøre, fordi jeg ikke var med i træningssamlingerne i løbet af året.

      Årsagen var, at jeg havde skiftet Sverige ud med Canada, hvor jeg spillede juniorhockey i Quebec-regionen for Victoriaville Tigres. Og i hockeyens moderland er der ikke lige lagt landsholdspauser ind.

      Sirant havde ikke den store internationale erfaring, og i vores første VM-kamp skulle vi møde værtsnationen – mægtige Rusland. Det vildeste hold. Verdensstjerner som Ovechkin, Malkin og Gonchar står klar til mødet med lille Danmark.

      Men det bed ikke på Mike Sirant. Han var helt overbevist om, at det var et hold, vi kunne drille. Det var de store nordamerikanske gloser før kampen om de chancer og muligheder, der kommer, som man skal tage. Han var fast besluttet på, at vi kunne tage point i den kamp.

      Og imens sad der bare 20 drenge i omklædningsrummet og kiggede på hinanden og havde det sådan: Ahhh, er du nu også helt sikker på det?

      Og vi taler ikke det styrkeforhold, der er nu, hvor vi er rykket tættere på russerne. Dengang var de nærmest på en anden planet. Der gik også lige præcis 3 minutter og 54 sekunder, så var vi bagud med 0-3. Og det hele sluttede 9-1 til værterne.

      At se hans skuffelse efter den åbning på VM var sådan: Wow, hvad troede du lige? Men det stod malet i hans ansigt. Den her tunge forbitrelse.

      Vi undgik dog nedrykningsspillet, fordi vi slog Ukraine i den afgørende gruppekamp. En stor lettelse ikke at have nedrykningsspøgelset med som blind passager i resten af turneringen.

      I stedet var vi videre til mellemrunden, hvor vi skulle møde Sverige i første kamp. En kamp, jeg helt vildt gerne ville spille, fordi det ligesom havde været mit andet hjemland.

      Jeg havde efter Rødovre spillet tre sæsoner i Frölunda som ungdomsspiller. Og nu ville jeg gerne møde deres bedste på isen til et VM.

      Efter morgentræningen blev min glæde til mødet med Tre Kronor dog forvandlet til en megaskuffelse. Jeg fik at vide, at jeg var sendt på tribunen som oversidder. Den var svær at sluge.

      Det blev dog den rene rutsjebanetur, for bare tre timer før kampstart fik jeg at vide, at Christoffer Kjærgaard var syg. Så hurtigt mentalt skifte fra bænkevarmer til at starte på isen.

      Kort inde i opgøret scorer jeg til 1-0. Mit første VM-mål. Så på den måde får jeg min lille hævn, selvom vi taber 5-2.

      Det mål står stadig som noget særligt blandt 13 VM-scoringer, fordi det var det første. Men det er ikke sådan, at jeg har gemt pucken, sådan som man ser en hel del spillere gøre ved særlige scoringer. Det er ikke lige noget for mig.

      To dage senere møder vi Schweiz i det, der bliver min sidste kamp ved det VM i Rusland. Vi er kommet hurtigt bagud, og jeg sidder på bænken og følger spillet på storskærmen, fordi der står spillere ved banden, der gør sig klar til at hoppe isen.

      Så kommer schweizerne rundt bag deres mål, og sender pucken op langs banden og med kurs direkte ind i vores boks. Desværre sidder jeg stadig og ser storskærm, da spilleren ved banden træder til side for at undgå pucken. I stedet for er jeg helt uopmærksom på det flyvende projektil, der rammer mig rent på kinden.

      Der går ikke hul. Men der går ti sekunder, så sidder jeg med en bule på størrelse med en tennisbold på kinden, og så er det slut med ishockey for denne gang.

      Det betyder, at jeg ikke skal spille turneringens sidste kamp mod Italien. Og på den måde er min sæson allerede forbi.

      Den sidste kamp i en sæson er en særlig dag. Og for os spillere, der er med til VM, kommer den dag jo under den turnering. Det er her, man kan puste ud og i dén grad fejre, at der er lidt ferie forude, inden den tunge træning til næste sæson begynder. Og siden kampen mod Ukraine vidste vi jo, at vi kunne fejre, vi ikke rykkede ned.

      Og selv med en tennisbold på kinden var jeg i festhumør på sidstedagen. Så Simon Nielsen, der heller ikke skulle spille, og jeg hev fat i vores guide og tænkte, vi kunne tyvstarte festen lidt. Vi fik ham til at finde en bar i nærheden af arenaen, så mens vores holdkammerater varmede op på isen, så varmede vi op i baren med en enkelt vodka eller to inden kampen.

      Den blev vundet med 5-2, og så kunne vi for alvor fejre en lang sæson var overstået sammen med holdkammeraterne. Og endnu en gang fejre, at dansk ishockey stadig var med i det fine selskab.

  11. 2006

    1. Vendte hjem til en skuffet mor

      Det er godt nok mange år siden. 2006. Mit første VM.

      Jeg fik først besked om, at jeg skulle med til Riga kort før afgang. Jeg var jo juniorspiller dengang, bare 19 år gammel. Vi havde den sidste træningskamp hjemme i Rødovre, hvor jeg vidste, det stod mellem mig og Thor Dresler til den sidste plads.

      Jeg kan ikke huske, hvem vi mødte, men jeg kan huske, at jeg tog hjem til min far og mor og var pissehamrende nervøs, for jeg anede ikke, om jeg var købt eller solgt.

      Det var en stor forløsning og en stor lykkefølelse, da jeg fik beskeden om, at jeg skulle til VM. Det var stort.

      Jeg spillede dengang i Sverige på juniorholdet i Frölunda. Jeg havde godt nok været oppe og snuse til A-holdet i Göteborg-klubben og spillet lidt kampe, men jeg var jo bare en knægt.

      Så det var rart, at der var andre unge spillere med holdet dengang, så man på en måde var sammen med sit crew. Peter Regin og Jannik Hansen for eksempel, som jeg boede på værelse med.

      Pludselig stod man så i en turnering med de største stjerner. Jeg kan huske, Sidney Crosby var med. Han scorede to mål mod os, da vi tabte 3-5 til Canada, hvor jeg sad på tribunen.

      Heldigvis har der altid været det med det danske landshold, at man tager godt mod de nye spillere. Det var nogle hyggelige mandfolk, der tog sig af os unge, da vi kom ind i truppen, og det er noget af det, som jeg selv har taget med videre, da jeg blev en af de ældre. Det er noget særligt for det danske landshold, synes jeg.

      Jeg spillede ikke i gruppespillet, men da vi skulle spille nedrykningsspil, efter vi også havde tabt både til USA og Norge, så blev det besluttet, at Mads Bødker og jeg skulle have vores VM-debut mod Slovenien.

      Det var dengang, hvor der var et format med nedrykningsspil, og det var også dengang, kampe kunne slutte uafgjort. Ikke noget med overtid eller straffeslag.

      Og egentlig burde jeg vel huske selve kampen bedst, men det er mere vores videocoach Stefan Bergqvist, der står tydeligst ved den kamp. 

      Dengang var det med video noget af det helt nye, og Stefan havde på vores videomøde virkelig studeret deres målmand Robert Kristan og kom frem til, at hans sideledsforflytninger var utroligt dårlige. Han havde virkelig scoutet sig frem til, at slovenernes keeper var deres helt store svaghed.

      Virkeligheden var så en helt anden. Jeg tror, vi havde 10-15 A-chancer, og han tog stor set det hele. Vi fik at vide, at han intet kunne og slet ikke forflytninger, og så hev han superredning efter superredning op – lige præcis i sideleddet. Det var helt tosset. 3-3 sluttede den kamp. Ikke mindst takket være Kristan.

      Det var det sidste VM med Stefan Bergqvist som assisterende træner, ligesom det også var det eneste VM, jeg havde med Mikael Lundström som landstræner.

      Jeg spillede også kampen mod Italien, hvor vi vinder 5-0, men ellers er der ikke gevinst for mig ved det her VM. Tværtimod.

      For vi boede på SAS Radisson i Riga, hvor der var et kasino i kælderen. Og nu bliver min mor nok lidt ked af det, men jeg har altid været lidt af en spillefugl, så selvfølgelig skulle jeg også derned og give den lidt gas. Men det gik slet ikke. Så da 19-årige Morten kom hjem fra mit første VM, var det med minus på kontoen.

      Det var en meget, meget, meget skuffet mor, som tog imod mig hjemme i Rødovre.