Danmark vinder sensationelt over Canada

Danmark er nu bare ét point fra en plads i kvartfinalen ved VM inden den sidste kamp i gruppespillet.

For første gang nogensinde har Danmark besejret Canada i ishockey.

Takket være to tidlige scoringer og en stor fight lykkedes det mandag at skabe sensationen, da danskerne i den næstsidste gruppekamp ved VM i Helsinki formåede at tage alle tre point i kampen mod de forsvarende verdensmestre.

Resultatet betyder, at Danmark blot skal have ét point i tirsdagens sidste gruppekamp mod Slovakiet for at være sikre på en billet i VM-kvartfinalen.

Danmark er efter sejren mod Canada nummer tre i gruppen.

To tidlige mål sikrer dansk drømmestart

Choksejren er belønning for en stor dansk indsats. Hvis danskerne havde overvejet at spare lidt på kræfterne inden kampen mod slovakkerne, var det svært at se.

Joachim Blichfeld havde allerede misset for ĂĄbent mĂĄl, da Danmark bragte sig foran efter ni minutter.

En fabelagtig pasning fra Morten Poulsen spillede Matthias Asperup fri i højre side. Markus Lauridsen var fulgt med frem og sendte Asperups veltimede tværaflevering i nettet.

Markus Lauridsen scorer til 1-0 mod Canada. Video: Joachim Glenthøj

Fem minutter senere slog den danske kontramaskine til igen.

Det sĂĄ ellers kritisk ud, da Morten Jensen ragede en dum udvisning til sig mod turneringens statistisk bedste hold i powerplay.

Men Frederik Storm snuppede pucken fra canadieren Matt Barzal og fandt Peter Regin, som stensikkert satte pucken mellem benene pĂĄ den canadiske keeper Chris Driedger.

Peter Regin scorer til 2-0 mod Canada. Video: Joachim Glenthøj

Da målscoreren blev præsenteret i hallens højttaler, udløste det et kæmpebrøl fra det finske publikum. Finnerne har ikke glemt Regins mange succesfulde sæsoner som kaptajn i Helsinki-klubben Jokerit.

Canada fik reduceret

Bagud med to mĂĄtte canadierne skrue tempoet i vejret fra anden periodes start, og de skulle kun bruge godt to minutter pĂĄ at bringe sig tilbage i kampen.

Maxime Comtois buldrede pucken i nettet direkte efter en faceoff, inden Sebastian Dahm nåede at blinke med øjnene.

Canada scorer til 1-2 mod Danmark Video: Joachim Glenthøj

Forwarden fra Anaheim kom dog snart efter i negativ fokus, da han hovedtacklede Oliver Larsen og blev smidt i tidligt bad med en matchstraf.

Comtois blev pebet ud af isen af de finske fans, der var svært utilfredse med canadierens opførsel.

Det gav Danmark fem minutter i overtal, men hverken der eller senere i perioden fik danskerne deres powerplay til at fungere.

Og det var i virkeligheden det eneste, man kunne kritisere efter 40 minutters forrygende underholdning.

Dansk fight sikrede tre point

Der ventede en hård forsvarskamp i tredje periode, hvis danskerne skulle forsvare føringen og sikre sig en historisk triumf.

Canada kom da også ud med fuld power og masser af krop i nærkampene og smadrede pucken på målrammen efter to minutter.

Men storfavoritterne var tydeligt frustrerede og blev ved med at tage udvisninger.

Det tog noget af presset på det danske hold, og med otte minutter igen lykkedes det endelig at udnytte et overtal, da Mathias Bau fra tæt hold fik skrabet pucken i mål.

3-1 til Danmark Video: Joachim Glenthøj

Canada var dog ikke slået. Fire minutter før tid hamrede backen Ryan Graves pucken i nettet og sørgede for en nervepirrende afslutning.

Canadierne ramte stolpen igen, men trods et gevaldigt tryk holdt danskerne stand og kastede sig om halsen på sprællemanden Dahm.