Dansk landstræner revser "halvarrogante" canadiere

Den danske landstræner, Heinz Ehlers, var ikke imponeret over canadiernes attitude, da Danmark sensationelt slog Canada ved VM i ishockey.

Se kampen mellem Danmark og Slovakiet på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY tirsdag fra kl. 15.20.

Det er de færreste, der havde spået Danmark en chance mod Canada.

Og noget tyder på, at canadierne også selv tænkte, at der var styr på sagerne inden opgøret mod Danmark.

Den danske landstræner, Heinz Ehlers, var i al fald ikke imponeret.

- Jeg sagde til spillerne allerede inden kampen, at de (canadierne, red.) kom ud til opvarmningen 5-6 minutter efter os, lidt halvarrogante og skøjter rundt på én skøjte.

- Selvfølgelig er de ikke klar, når kampen starter. Det var vi, sagde landstræner Heinz Ehlers til TV 2 SPORT efter kampen, mens han også erkendte, at Danmark havde en portion held med sig.

Dansk arbejdsraseri betaler sig

Mens canadierne troede, at de kunne skøjte kampen hjem på halvt blus, var indstillingen en helt anden i den danske lejr.

Arbejdshandskerne blev for alvor trukket på i jagten på sensationen.

- Det er historisk at slå Canada i en VM-kamp, men der skal perspektiv til, før man kan dømme for meget.

- Det, jeg er så glad og stolt over, er arbejdsindsatsen i hver kamp. Når arbejder man hårdt, sker gode ting for en, lød det fra Heinz Ehlers.

Hans søn, og landsholdets største stjerne, Nikolaj Ehlers, har et indgående kendskab til canadierne, da han spiller for et canadisk mandskab i NHL, og han er enig med landstræneren.

- De kommer ikke helt rigtigt ud. Jeg synes, vi holder dem fra de helt store chancer, og holder dem meget på ydersiden.

- Vi arbejder stenhårdt, og vi havde en målmand, der lukkede ALT. Vi får brug for en holdindsats igen i morgen (tirsdag, red.), lød det fra Nikolaj Ehlers, der til daglig spiller for Winnipeg Jets.

Danmark skal nu bare bruge ét point for at være sikre på en plads i VM-kvartfinalen.