- Ikke mange kan klare det uden at rive hovederne af hinanden

Der var sjovt nok ikke skyggen af tvivl om, om jeg ville med til VM i Riga.

Jeg vidste, dagene var ved at være talte i min karriere, og der ikke var årevis tilbage, før det var slut. Så nu handlede det om at malke så meget ud af de sidste år som muligt.

For jeg fik ikke kickstartet min karriere efter Kosice.

Der kom da tilbud efter VM i 2019, men det var ikke det store banebrydende, og til sidst valgte jeg familien til og ikke ishockeyen og valgte at blive i Timrå, da de tilbød mig en forlængelse.

Det har jeg ikke fortrudt, og den dag i dag er Sundsvall blevet mit hjem. Et kvarters kørsel fra Timrå.

VM i Riga var også et corona-VM. Kedeligt på den vis, men også en kærkommen mulighed for at komme til VM igen, efter 2020 i Schweiz blev aflyst.

Det var faktisk også ved at koste mig VM – alt det rykken rundt på spilleplaner midt i pandemien. Vi skulle spille oprykningsfinale mod Björklöven, og den blev udskudt, og vi måtte ikke komme i hallen. Derfor trænede jeg på en bakke bag mit hjem, hvor jeg tonsede op og ned i jagten på en form for ishockeyform.

Heldigvis vandt vi serien i fem kampe, da vi endelig fik lov til at spille igen. Og så kunne jeg lige nå at hoppe på VM-toget og ankomme til Riga lidt efter mine holdkammerater.

Her blev jeg så i første omgang isoleret fra mine holdkammerater, fordi jeg ikke havde de tests, der skulle til at blive clearet med de andre, fordi jeg havde haft travlt med at rykke op i SHL – den bedste svenske række – i stedet for at få vatpinde i næse og hals.

En anden og lidt vigtig årsag til, jeg gerne ville til VM, var, at jeg i Riga kunne nå at få rekorden for flest danske VM-kampe. Og med et smil på læben kan man sige, at nu når muligheden bød sig, så ville jeg da gerne snuppe bare en af alle Morten Greens rekorder.

Det var et kedeligt VM. Vi måtte være i hallen og træningshallen og på hotellet. Det var det.

Den slags overlevede vi kun som hold, fordi vi netop er et hold, der er bundet op på sammenhold og kammeratskab. Jeg vil vove den påstand, at der ikke er mange hold, der kan klare den slags uden at rive hovederne af hinanden.

Det betød også, at vi hver især fandt vores små lyspunkter i det monotone hotelliv. Jeg fandt et med Morten Poulsen.

Polle er helt vild Leeds United-fan. Han ånder og lever for den klub. Så vi blev enige om, at når de spillede, ville vi ikke tjekke deres resultater på mobilen. I stedet ville vi, når vi så kom hjem på hotellet efter træning eller kamp, se deres kampe forskudt. Så det VM brugte jeg en del tid på Polles helte fra Elland Road, selvom jeg selv er Manchester United-fan.

Men det var da til tider noget tungt at komme igennem de mange timer på hotellet. Også selvom jeg som far til to små børn sagtens kunne nyde 16 dage med god nattesøvn. Derfor tror jeg også, det er det VM, hvor vi allerhelst ville i træningshallen.

Under et VM med mange kampe på få dage kan der være frivillige træninger, hvor det langt fra er alle, der deltager. Men sådan var det ikke i Riga. Det var en oase at komme til træning og ud af hotellet, så jeg tror aldrig, der har været så mange, der ville med til træning.

Og heldigvis var kampprogrammet også tæt. Syv kampe på ti dage. Det gjorde ikke noget, for så var vi beskæftiget med ishockey, når nu vi ikke for alvor kunne hygge igennem.

Selvom jeg synes, at truppen var lidt til den tynde side, spillede vi et godt VM.

Vi slog Sverige. For første gang nogensinde. En fantastisk sejr at få med på mit cv. Den gav genlyd, den sejr. Og jeg fik mange beskeder fra mine svenske venner, der var glade på mine vegne, og så gik de ellers i gang med at save Tre Kronor over. Men det gør de altid i Sverige – uanset om de vinder guld. Der er altid kritik af deres landshold. Det kan aldrig blive godt nok.

Og vi var med til det sidste, hvor der var noget at spille om i den sidste kamp. Mod Tjekkiet. Det gik ikke, men det var et flot VM, vi fik spillet.

Kampen mod Tjekkiet var også der, hvor jeg gik forbi Morten Green og blev den dansker, der har spillet flest kampe ved et VM. 97 kampe for at være helt præcis.

Det vil være løgn at sige, at jeg ikke er stolt af rekorden. For det er jeg. Måske noget af det eneste, jeg kan være stolt af i min karriere. Men så betyder den heller ikke mere. Det er jo ikke sådan, at jeg render rundt med et skilt i nakken, hvor der står 97.

På den måde er jeg ligeglad. Det, der betyder mest for mig, er de oplevelser, der er fulgt med ved de 15 VM, jeg har spillet. De er det ganske særlige for mig.

Da jeg gik af isen i Riga efter den sidste kamp, vidste jeg ikke, det var mit sidste VM. Jeg havde leget med tankerne, men samtidig havde jeg også sat fokus på OL. Det var det sidste store mål.

Men jeg gik også af isen med en tanke om, at det godt kunne have været mit sidste VM. Jeg ville bare ikke melde noget ud officielt.

Og nu er jeg så her. I mit hjem i Sundsvall og kan konstatere, at de syv kampe i Letland blev mit 15. og sidste verdensmesterskab.

Samtidig er det danske ishockeylandshold undervejs i Helsinki. Til det første VM i en evighed uden, at jeg er med.

Og jeg kan mærke savnet. Ikke så meget det at spille. Men mere sammenholdet og menneskene omkring holdet.

Jeg savner Kim Pedersen – holdet General Manager, der har været der siden mine juniorår, og som er en kæmpe for dansk ishockey. Jeg savner materialemændene Ole og Håkan og deres highfives, når vi ankommer til hallen og går på isen. Jeg savner behandlerne Esser og Celine, der ikke bare er fysiske behandlere, men også er der, når der er brug for en snak.

Jeg savner vennerne i omklædningsrummet. Jeg savner at snakke en kamp op eller ned. Eller snakke om alt andet end ishockey med de gutter, som jeg har stået side om side med på isen.

Og det savn kan mærkes i de her dage.

Jeg ved, jeg nok skal komme til at se dem igen. Vennerne og menneskene. Men ikke i den sammenhæng. Og det er det største savn.

Så det savn vil nok være der hvert år, når der er VM, tænker jeg. I hvert fald så længe min generation af spillere er med.

Det kan være, det langsomt forsvinder, når dem, jeg spillede på hold med, falder fra.

Valget var mit eget. Jeg tog det selv. Men det gør ikke savnet mindre.

Samtidig med savnet er der også en stolthed over, at jeg var med så længe. 15 mesterskaber. En evighed i al beskedenhed.

Og når jeg kigger tilbage, som jeg har gjort her i min VM-dagbog, så synes jeg godt, jeg kan tillade mig at sige, at det er sgu meget godt gået.

For første gang nogensinde overvejede jeg at takke nej til et VM.

Efter 13 VM for det hold, der altid har været det vigtigste hold for mig, var jeg i tvivl om, om jeg skulle tage turen til Slovakiet og Kosice sammen med gutterne.

Min krop var slidt. Og i en del sæsoner havde jeg nu spillet alle kampe på en cocktail af Ipren og Ibuprofen. De fleste gange fordi ryggen have det alt andet end godt, men jeg skal da heller ikke afvise, at det nogle gange også var psykologisk, at jeg skulle have smertestillende.

Måske var det tid til at tænke på, om jeg skulle have en længere tidshorisont i mit aktive ishockeyliv. Så jeg tænkte, om det ikke var tid til at give kroppen en pause.

Nu skal det ikke lyde som en klagesang, for jeg er ikke et offer. Men jeg havde i alle mine år på landsholdet aldrig sagt nej til selv den mindste turnering. Eller det vil sige: Kun én gang er det sket, dengang min datter blev født.

Ellers har jeg stået der hver gang. Uanset om menuen stod på Hviderusland, Ukraine eller en halvtræt hal i Polen. Jeg var der. Hver gang.

Og mens mine holdkammerater i de forskellige klubber, der ikke var på landsholdet, fik fire fridage hen over en landsholdssamling, så spillede jeg kampe torsdag, fredag og lørdag og rejste hjem søndag.

Så der var ingen pauser i mit ishockeyliv. For virkeligheden er, at når du kommer hjem fra et VM, så er der lige en uges fri, og så er det ellers i gang igen.

Det kan da godt være, du har fire ugers ’ferie’ i juli. Men det er en ferie, hvor du får et fysisk træningsprogram af klubben, som du bare har at følge, for du bliver testet før og efter. Og så har du bare at være i bedre form i slutningen af juli, end du var, da du begyndte din ferie.

Et nej til VM ville betyde, at jeg for alvor kunne koncentrere mig om mig selv og min krop. Få den på højkant, så min karriere kunne forlænges. Og kickstartes igen, for der var ikke tvivl om, at den var for nedadgående.

Men det ville være løgn at påstå, at det kun var kroppen, der var årsag til min tvivl.

Det var også skuffelsen fra 2018, der sad i mig. Det gjorde ondt, at drømmenes VM hjemme i Danmark ikke blev en drøm for mig. Var det virkelig værd at efterlade mine to små børn derhjemme for at tage til Kosice og måske være the odd man out?

Sjovt nok blev det også al min tvivl, der i sidste ende blev årsagen til, at jeg ringede til landsholdsledelsen og sagde, at jeg var klar, hvis de havde brug for mig.

Nu stod jeg og var lige rykket ned med Timrå. Min kontrakt var udløbet. Og vi var åbne for et nyt eventyr.

Jeg var parat til at flytte igen med familien. For økonomisk var det min ishockey, der var den afgørende faktor. Så hvis der kom et godt økonomisk tilbud, så var jeg klar. Også selvom det ikke var i Sverige.

Så VM var min bedste mulighed, følte jeg, for at finde et nyt, spændende sted at spille i næste sæson.

Men det var også tanken om, at VM i 2018 ikke skulle være mit sidste VM. Jeg ville ikke stoppe på landsholdet med en skuffelse i bagagen. Jeg ville ikke have, at min sidste oplevelse med gutterne var at sidde på bænken.

I sidste ende blev det altafgørende dog, at jeg kunne få fire uger sammen med mine venner. Landsholdet har altid været mit hold.

Der var kommet et nyt træneteam til. Heinz Ehlers, der var Jannes assistent i Herning, var blevet ny landstræner. Noget, der ligesom havde ligget i kortene. At Danmarks største trænernavn også skulle stå i spidsen for Danmarks landshold.

Nu begyndte han sit virke i Kosice og gik i gang med at implementere sine tanker og idéer. Det handlede om struktur. Det handlede om disciplin.

Og måske var VM i Kosice dér, hvor han for alvor begyndte at arbejde sine idéer og koncepter ind i holdet.

Det var resultatmæssigt ikke ligefrem det bedste VM. Men måske det var et vigtigt VM, for i løbet af den turnering fik vi arbejdet os ind på, hvordan vi skulle spille rent taktisk mod de store nationer.

Så selvom det ikke var prangende på isen, tror jeg alligevel, det var en god turnering for dansk ishockey. På en eller anden måde var det her, grundstenene blev lagt for det, der vel er kulmineret med vores historiske OL i Beijing i februar.

VM sluttede med, at jeg igen kunne være med til at hylde en slovakisk legende. Som i 2011, da det var Pavel Demitra.

Efter vores sidste kamp, hvor vi tabte til værterne i straffeslag, var det farvel til Kosices egen helt Ladislav Nagy.

Han blev hyldet af en ellevild hal, da han sagde farvel til sporten. Og det var ekstra sjovt for mig at være tæt på, for jeg kendte ham fra dengang, vi spillede sammen i MODO.

En alletiders fyr, der mest af alt havde imponeret mig ved at køre de vildeste benøvelser på kampdage. Tabata, hedder metoden. Hvor man kører korte, højintense intervaller. Nagy kørte de vildeste og tungeste intervaller.

Han prøvede at få mig med på vognen, men i sidste ende måtte jeg nøjes med at være imponeret over Nagys fysik.

I Kosice kunne jeg så være imponeret over det farvel, han fik. Den gode mand.

Og jeg kunne tage hjem igen stadig på jagt efter en kontrakt og med tanker om, om det snart var ved at være slut med landsholdshockey.

VM i Danmark. Hvilken drøm.

Jeg havde glædet mig helt vildt. Der var virkelig bygget op til det VM. Et historisk VM på dansk jord.

Og så blev det slet ikke den drøm, som jeg havde forestillet mig.

Misforstå mig ikke. Det var et fantastisk VM. Vejret bankede bare derudad med sommervarme. Herning var på den anden ende. Og fansene i Jyske Bank Boxen var verdensklasse.

Med andre ord: Det var et eminent VM for dansk ishockey. Men for mig personligt blev det ikke til det ultimative VM.

Der er selvfølgelig oplevelser, der for altid står plantet i min erindring. Især åbningskampen i en udsolgt Boxen mod Tyskland, hvor vi vandt på straffeslag, kan få kuldegysningerne til at løbe ned ad ryggen på mig, når jeg ser de klip, hvor vi fejrer med fansene bagefter. Men derfra gik det ned ad bakke for mig.

Jeg gik fra at være en del af holdet til at være manden, der står på perronen, når toget kører. Jeg blev nemlig henvist til 13. forward. Ham, der ikke regnes med på isen, og som skal stå klar, hvis der er brug for et par skift for en af de andre. En slags omklædt reserve.

Det var jo hverken min plan eller min drøm.

Der er nok mange, der ved den turnering især tænker tilbage på Finland-kampen, hvor vi på vildeste vis vandt med 3-2, som den helt store VM-oplevelse. En sejr, der fik Boxen til at gynge og svaje. Men for mig var det kampen, hvor jeg fik at vide, at jeg ikke skulle spille, da vi ankom til hallen.

Det er sådan en melding, der føles, som om nogen har lagt en stor sten på dit bryst.

Så mens VM-feberen eksploderede med den sejr, så kæmpede jeg med følelserne inde bag mit rolige ydre.

Meget kan man sige om mig, men jeg har altid været holdets mand. Derfor håber og tror jeg heller ikke, der var nogen, der kunne mærke skuffelsen på mig. Jeg stod på bænken og råbte og skreg, jublede og heppede det bedste, jeg havde lært. Selvom det bankede løs inden i mig, så kunne det ikke ses.

Og jeg beklager mig heller ikke. Sådan er sport. Det handler om at stille det bedste hold. Og vi havde et sindssygt godt hold i 2018, og så trak jeg nitten.

Jeg vil til hver en tid håbe på, Danmark stiller med det bedste hold, også selvom det koster mig spilletid. Men på det personlige plan gør det da ondt.

Derfor var det godt at komme hjem på værelset på hotellet sammen med Peter Regin og lige ventilere. Men hvad skulle han sige? Det var jo ikke ham, der udtog holdet.

Det hjalp så heller ikke på humøret, at jeg lige var rykket ud af SHL, den bedste svenske række, som anfører for Karlskrona. Det er den slags, der slider på det mentale plan.

Og oveni det havde jeg lige fået min søn, og det trak jo også derhjemme. Især når det kun var i de uvigtige kampe, jeg fik spilletid. USA, Canada og Sydkorea – mens Finland, Norge og Letland – nøglekampene - var uden min deltagelse.

At det var et VM på hjemmebane, gjorde det også vanskeligt at få lavet det fællesskab, vi normalt bryster os af, og som er en væsentlig del af det danske landshold.

Der var simpelthen så mange på holdet, der havde venner, familie og bekendte i Herning og omegn, så hver gang der var et break i programmet, spredtes vi for alle vinde for at være sammen med dem. I stedet for at være sammen som hold.

På samme måde kunne vi heller ikke gå op i byen og få en kop kaffe eller en frokost. I Herning kunne vi ikke gemme os og bare falde ind i mængden, som når der er VM i Køln, Minsk eller Bratislava. Så den del var heller ikke særlig sjov eller hyggelig.

Men der er mange gode minder alligevel. Og noget af det, der hænger ved, er Kim Larsens ’Vi er dem, de andre ikke må lege med’.

Sikke en fest, der blev, når vi havde scoret og den sang drønede ud af højttalerne i Boxen. Den sang har virkelig sat sig i mig. Og Kim Larsen i det hele taget har altid været en del af det danske omklædningsrum, når der er musik på op til og efter træninger og kampe.

Uanset hvem der vælger musikken og er vores DJ, så er Kim Larsen altid en del af playlisten.

Vi gik ikke i en kvartfinale, der så skulle have været tæt på mit hood i København. Letland kom på tværs og stoppede festen. Men hvis det nu var lykkedes, så kan det være, jeg havde stået med andre følelser her på afstand af de glade dage i Herning.

Men virkeligheden er, at det hele spillede. Hotel, mad, vejret, fansene, arrangementet. Faktisk kan man selv sige, at alt spillede. Undtagen mig.

Så når folk fremhæver VM i Herning som noget ganske særligt, så må jeg bare erkende, at det ikke er mit fedeste VM.

Jeg gik heldigvis ikke arbejdsløs så længe som frygtet.

Det succesrige VM, vi spillede i 2016 med kvartfinalen, havde nok sin indvirkning.

Jeg blev ringet op af sportsdirektøren fra Karlskrona, der stod og manglede en første-center, og det skulle være mig.

Der måtte jeg så lige spørge, om han ikke havde ringet forkert, for jeg havde stort set ikke spillet andet end anden-, tredje- og fjerdekæde i hele min karriere.

Men nej, nej. Han kunne huske mig fra unge dage, så han ville have mig.

Og det var faktisk helt perfekt. Vi havde lige fået vores første barn, og min kæreste Caroline er svensker. Derfor valgte vi at sige, at vi kun ville kigge mod Sverige. Det betød så – i og med vi efterhånden var henne på sommeren – at det var noget begrænset med tilbuddene.

Så i et lidt tyndt marked slog jeg til med Karlskrona. Men første-center… det blev jeg nu aldrig.

Til VM krydsede mine veje så en god, gammel kending, der efter en årrække i Nordamerika var vendt tilbage til Europa og dermed stod til rådighed for det danske landshold igen.

Peter Regin og jeg skulle nemlig dele værelse, som vi havde gjort i vores teenageår på juniorlandsholdene.

Derfor gik en hel del af VM i 2017 med at bygge en relation op igen til Peter.

I en ishockeyverden skifter det hele tiden. Det ene år spiller man i Sverige. Det næste i Tyskland. Kampene ligger tæt, og der er fart på, så det er svært at holde kontakten.

Og det var det især med Peter, der var rykket til Nordamerika og NHL, hvor han spillede slutspil og var en del skadet. Så det var efterhånden mange år, han ikke havde været hjemme til VM.

Nu var han så havnet i Europa i den finske klub Jokerit i Helsinki, og det betød, han igen stod til rådighed for landsholdet.

Vi har altid været gode til at snakke sammen, Peter og jeg. Så vi brugte tiden til at finde hinanden igen.

På isen fandt vi også hinanden, for jeg kom i førstekæden med Peter og unge Nikolaj Ehlers. Så det var et af de sjove VM.

Det var også sjovt, fordi det var i Køln. Det er næsten det perfekte sted at holde VM. Vi boede centralt i en dejlig by, hvor man lige kunne smutte op i byen og få en kop kaffe.

Det er også byen, hvor de har den eneste øl, jeg kan lide. Den lokale pilsnertype Kölsch. Den er dejligt let og læskende. For ellers kan jeg ikke fordrage øl.

Noget, som folk ude i verden virkelig har svært ved at forstå, når jeg siger, at jeg er dansker. Jeg er mere til de lyse alkoholtyper. Ikke noget øl og rødvin til mig. Vodka/Red Bull derimod, det har jeg aldrig sagt nej til.

Der er også noget særligt ved Tyskland og ishockey. Det er bare en perfekt kombination. Tyskerne har en fantastisk fankultur, der bare gør det sjovere at spille.

Og i Køln har de så oveni den imponerende Lanxess Arena, hvor vi spillede vores kampe under VM. Det er virkelig en fed arena.

Vi gjorde det egentligt fint nok, selvom vi aldrig var i spil til kvartfinalen. Og det bedste var, at vi slog tyskerne efter overtid.

Der er noget ganske særligt at få en hal med 10.000 tilskuere, der er på kogepunktet, til at blive helt musestille, når man scorer et sejrsmål. Det lykkedes for os, da Peter med lungerne hængende ud af halsen efter et langt skifte i overtiden gik med frem, da Nikolaj Ehlers skød raketfart op i den ene side og lavede en perfekt tværpasning, som Peter skubbede over stregen.

Så var der bum-stille i Lanxess, mens vi storjublede på isen.

Men VM i det år var først og fremmest det VM, hvor landsholdsmanden over dem alle, rekordspilleren Morten Green, takkede af i den rød-hvide trøje.

Hold da op, det var rørende og ikke mindst en stor ære at få lov til at spille hans sidste kamp mod Italien i Køln.

Det var virkelig et stort øjeblik.

Jeg sagde farvel til en mand, som jeg altid har set op til, og som har vist mig, hvor vigtigt det ikke bare er at være en god ishockeyspiller, men også altid har været et rigtig godt menneske. Og som jeg tidligere har skrevet, vokser man i min bog, hvis man er et ordentligt menneske.

Morten Green er mand, som havde været der hele tiden, og som var en kæmpe stjerne, da jeg kom ind på landsholdet. Og en mand, hvor jeg bare sugede til mig. Både på isen og ikke mindst udenfor.

Et fantastisk menneske, der betød rigtig meget for mange.

Vi havde en perfekt sidste aften, der var meget rørende. Ikke mindst for Morten selv, hvor der blev holdt gode taler og skrevet sjove sange. Og jeg holdt også en lille tale og overrakte ham et ur fra os spillere.

Men det var også en mærkelig aften. For nu skulle vi videre uden Green. Kaptajnen siden 2010 og måske den største af dem alle med sine 316 landskampe.

Det var i det øjeblik, som om vi ikke vidste, hvad der skulle ske med det danske landshold?

Men virkeligheden er også, at det hele går videre, selvom de store profiler takker af. Og vi fandt også en vej med det danske landshold uden Morten Green.

Det var på alle måder et vildt VM.

Først og fremmest så var det anden gang, jeg var med til at spille et dansk hold i en kvartfinale. Men samtidig blev jeg ramt af arbejdsløshed og en usikker fremtid på vej til lige præcis dén kamp.

Der var godt nok mange følelser på spil oven i hinanden.

Sportsligt kører det fra start. Ved VM i ’15 viste vi, at Norge kunne besejres, så det gjorde vi også i første kamp i Moskva i 2016. Og så var VM ligesom i gang.

Vi tager også vores første point mod Schweiz nogensinde, da vi taber 2-3 til dem i forlængelsen. Så med fire point efter tre kampe rykker det virkelig for os på isen.

Og det var godt, for jeg var taget til VM med en del rygter omkring mit hold Hamburg Freezers. Der var åbenbart problemer med økonomien.

Men jeg havde lige spillet mit første år af en ny treårig kontrakt, så jeg tænkte, at jeg havde mit på det tørre, og der nok var nogen, der skulle finde ud af en løsning.

Det var også meldingen, når jeg kontaktede de holdkammerater, der var hjemme i Hamburg. Det kunne godt være, der kom en ny ejerkreds, men klubben skulle nok køre på. Og hvorfor ikke? Vi gjorde det godt sportsligt. Var altid i slutspillet. Og så kom der vel omkring 9-10.000 tilhængere til vores hjemmekampe.

Det lød som noget, man virkelig kunne bygge noget godt op omkring.

Så jeg brød ikke mit hoved med løse rygter, men koncentrerede mig om VM og det danske landshold, hvor jeg blev center i en andenkæde sammen med Nicklas Jensen og Frederik Storm. Og vi klikkede bare fra første kamp.

Og efter det historiske point mod Schweiz og en hviledag forude syntes vi, at vi havde fortjent lidt opmuntring i jagten på en kvartfinale. Men det var ikke ligefrem, fordi det flød over med muligheder i Moskva en mandag aften.

Men der var en karaoke-bar over for hotellet, så der røg vi over, og på et tidspunkt syntes vi også, at vi skulle fyre nogle sange af.

Inden længe fik vi selskab af nogle russere, og da de fandt ud af, at vi var danske ishockeyspillere, fik de hevet os med i en stor fællessang af den russiske nationalmelodi. Det lød måske ikke pissegodt. Men det lød i hvert fald bedre end to dage senere.

For her stod vi igen og skulle lytte til russernes nationalsang. Dog ikke på en karaokebar, men på isen i Moskvas største isarena. Det var heller ikke os, der sang. Det gjorde det russiske landshold bakket godt op af de 10.000 ellevilde tilskuere, for de havde lige smadret os med 10-1.

Fy for den lede, hvor var det grimt.

Vi havde nok set, og måske havde Janne også tænkt, at det var en kamp, der bare skulle overstås og ikke bruges for mange kræfter på.

Men jeg tænker tit på arme Simon Nielsen, der var småskadet, og som blev sat i målet mod et verdensklassehold for, at Sebastian Dahm ikke skulle have skudt sin selvtillid i stykker i en turnering, hvor han var et bæst i målet.

Var det en skamplet? Nej. Det synes jeg ikke. Det er ikke sjovt, men i det store regnskab er det lige meget, for os spillere, om vi taber 2-1 eller 10-1. Begge resultater giver nul point. Det handler om at komme videre og ikke se sig tilbage i de her korte turneringer.

Vi vandt de tre sidste kampe – især med drabelige sejre i straffeslag over Tjekkiet og Letland, men det var Schweiz og Tjekkiet, der ville afgøre, om vi skulle i kvartfinalen. Deres indbyrdes opgør var afgørende for vores skæbne på sidste spilledag, hvor vi bare skulle vente.

Når der er den slags situationer, hvor jeg ikke selv kan påvirke tingene, så bliver jeg nervøs. Sådan helt vildt nervøs. Så mens en del af holdkammeraterne så kampen på deres værelser, så tog jeg sammen med nogle andre på restaurant.

Vi havde godt nok kampen kørende på en iPad, men på den måde skulle vi ikke have fuld fokus, og det gav mig lidt mindre nerver. Og ja, jeg har nok en tendens til at køre mig lidt op i den slags situationer.

Men det hele gik, som det skulle, i og med tjekkerne vandt kampen mod schweizerne, og så var vi klar til den blot anden VM-kvartfinale nogensinde i dansk ishockeyhistorie. Og det er altså noget ganske særligt.

Vi skulle med hurtigtog fra Moskva til Sankt Petersborg. Sådan en tur på 700 km, der lige klares på 3 timer.

Jeg havde et lousy mobilabonnement, så det dækkede ikke undervejs på den tur, og først da jeg når til hotellet i Sankt Petersborg, så hamrer det løs med notifikationer på min telefon.

Jeg kan se, der er fuld plade fra min kæreste Caroline, og før jeg kan få telefonen låst op, kan jeg se, den seneste siger: Hvad sker der i Hamborg?

Jeg skynder mig at tjekke min e-mail. Og der ligger så én fra min sportsdirektør i klubben, hvor der står, at om en uge ophører Hamburg Freezers med at eksistere, og alle nuværende kontrakter er annulleret.

Er du gal, en mavepuster. Lige dér. Dagen før en vigtig VM-kvartfinale står jeg i en lobby uden job med tusinde spørgsmål, der bare vælter ind over hovedet på én.

Hvad skal der blive af os? Vi havde lige fået en datter. Vi var en familie. Det er ikke bare mig, der skal finde noget nyt. Hvad nu? VM ligger så sent, så langt de fleste klubber har deres trup klar til næste sæson. Der er ikke bare lige en åbning et sted.

Og hvad med lønnen? Jeg tjente godt i Hamborg. Rigtig godt. Og vi havde et hus. Hvad med det?

Der, hvor der burde have været eufori over en sjælden kvartfinale mod Finland, var der nu bekymringer, opringninger og en masse bøvl. Det var – i mangel af bedre ord - bare mærkeligt at stå midt i.

Men der var jo lige den kvartfinale. Og vi havde ikke en chance. Finnerne var bare uhyggeligt stærke. Og de slog os 5-1.

Lidt ærgerligt, at det, der havde været mit måske bedste VM i en rigtig fed turnering, lige skulle skæmmes til sidst af den konkurs.

Og så var det også ærgerligt, at jeg skulle sige farvel til min ven Mads Bødker på landsholdet. Mads og jeg har kendt hinanden, siden vi var børn, og har altid været tætte. Vi har boet sammen til vel fem-seks VM-turneringer, og han har altid været min ballademager nummer et og min wingman, når der var lagt op til lir på den store klinge på landsholdet.

Så det var også vemodigt at sige farvel til ham som holdkammerat på landsholdet.

Heldigvis ses vi stadigvæk, selvom det er svært, når jeg bor i Nordsverige, men når vi gør, så ryger vi lige ind i rollerne fra de gode gamle dage.

Det er især det, som ishockeyen og landsholdet har givet mig. Venner for livet.

Uha. Det var godt nok et tyndt hold, der var samlet til VM i Tjekkiet, hvor vi skulle spille i Ostrava.

Jeg var selv beviset på den tynde besætning, for når førstekæden hedder Morten Madsen, Julian Jakobsen og Nichlas Hardt, så står det tydeligt, at det ikke er stjernerne, Danmark stiller med.

Så der var ingen kvartfinaledrømme. Der var bare fokus på os, Norge og Slovenien og den vigtige kamp for at undgå at havne på sidstepladsen i gruppen og dermed tage imod den tunge nedrykning.

Derfor var det et VM, hvor jeg brugte rigtig mange kræfter på at følge med i, hvordan det gik netop de konkurrenter. Følge deres kampe. Regne på stillinger og mulige konsekvenser.

Mest af alt holdt jeg øje med slovenerne, der bare ikke måtte tage point undervejs, for vi havde dem i sidste kamp, og i værst mulige tilfælde ville vi så kunne afgøre det til allersidst.

Måske var det derfor, det ikke blev det mest sprudlende VM. Vi var simpelthen presset det meste af turneringen. Alt var fokuseret på de to sidste kampe mod de direkte rivaler i nedrykningskampen. Også selvom det startede meget godt for os.

Det lykkedes os nemlig at tage point mod Slovakiet i den første kamp, da vi tabte med 3-4 efter straffeslag. Men så stod nederlagene ellers i kø – lige indtil vi skulle møde Norge i næstsidste kamp.

Der spillede vi så en rigtig god kamp og fik endelig viftet spøgelset væk. Nu viste vi – endda med et tyndt hold – at vi kunne besejre Norge i en kamp om vigtige point. 4-1 sluttede den, og jeg havde to assists med ud af opgøret. Det var perfekt. Og måske den kamp, der indvarslede et magtskifte mellem dem og os.

Aftenen blev så ellers brugt på at følge Sloveniens kamp mod USA, for blev det til amerikansk sejr, så var vi sikrede inden den sidste kamp mod netop Slovenien.

USA vandt 3-1, og dermed kunne vi se frem til endnu en sæson blandt ishockeyens bedste.

Det var en ekstremt stor forløsning. Især for mig personligt. Truppens udformning havde jo gjort, at der var lagt et stort ansvar på mine skuldre, og det kan være en noget blandet fornøjelse. For samtidig med, man går og drømmer om mere ansvar, så kan det også være angstprovokerende at stå som en af dem, der for alvor skal bære et hold.

Men når det så lykkes med os, der normalt er at finde i de lavere kæder, i hovedrollerne… så er forløsningen også dét større.

Det var selvfølgelig en fed oplevelse sammen med kammeraterne at undgå nedrykningen med en trup, som der ikke var mange, der troede på.

Men ellers var det begrænset med de fede oplevelser sammen. Det var nemlig desværre sådan, at vores hotel lå lige klos op og ned ad hallen i Ostrava, så der var ikke noget med fælles busture til hallen. Folk gik derover, når det passede dem i forhold til mødetiden.

Så det blev mere dig og værelseskammeraten, det handlede om. Vi fik ikke noget fælles op at køre, som vi gør, når vi skal køre i hallen og har 15-20 minutter sammen i bussen, hvor vi kunne snakke, hygge og for alvor køre et fællesskab op.

Det skal dog siges, at da vi havde tabt den sidste ligegyldige kamp til Slovenien, så skulle vores fortsatte VM-færden blandt de bedste fejres. Og det blev den i den grad med en all-nighter, hvor den fik én over nakken.

Så vi var faktisk stadig i temmelig godt humør, da vi næste dag satte os på bussen for at rejse hjem.

Først stod den på en lang og varm bustur til Prag. Sådan en tung forsommervarme er ikke noget, der løfter sindet op af dyngen, som det er havnet i efter en våd bytur. Tværtimod. Tømmermændene forduftede på ingen måde. De voksede.

Og så skulle vi ellers flyve til København. Og selvom jeg burde være klogere, så gjorde de tømmermænd heller ikke noget godt for min flyskræk.

Vi letter. Jeg har de sædvanlige klamme håndflader. Og har det også ekstra stramt, fordi jeg ikke har det specielt godt efter nattens afsluttende VM-fest med gutterne.

Så pludselig et sted over Polen siger kaptajnen: Cabin crew, take your seats!

Det var det eneste, han sagde. Ingen forklaring. Jeg sad alene på min række ved vinduet og kunne konstatere, at det med sikkerhed ikke var, fordi vi var ved at lande i Kastrup, at flypersonalet skulle spænde sig fast.

Hjertet røg op i halsen på mig, og kort efter var jeg sikker på, at jeg så ind i den visse død, for der ramte vi et stormvejr, der kastede maskinen fra side til side. Op og ned. Det værste, jeg har oplevet.

Forløsningen ved at overleve på isen blev afløst af en umiddelbar rædsel for at dø i luften.

Turbulens, tømmermænd og flyskræk bliver aldrig en kombination, jeg bliver fan af.

Heller ikke selvom vi landede i Kastrup i ét stykke.

Jeg tror faktisk heller ikke, jeg for alvor er blevet klogere. Men det er en anden snak.

Det naturlige had til Norge

Der var en ny landstræner på spil ved VM i Minsk. Janne Karlsson.

Og på en måde var der alligevel ikke, for med Janne kom der mere af det samme, som vi havde med Bäckman. Bare i udgave af en yngre model.

Janne var også en god motivator i sine snakke før kampene, og selvfølgelig var der lidt taktiske justeringer. Men der var ikke den store forskel.

Selvom jeg elskede at spille under Bäckman, så var der heller ingen tvivl om, at skiftet kom på det rigtige tidspunkt. Og jeg kunne også godt lide at spille på landsholdet under Janne.

Samtidig kom jeg også ind i truppen med stor selvtillid. Jeg havde rykket teltpælene op og var taget til Tyskland. Til Hamburg Freezers.

Fantastisk klub og samtidig blev jeg holdkammerat med Julian Jakobsen og Daniel Nielsen.

Derfor tog jeg til Minsk med personlig succes i bagagen, for vi havde vundet grundspillet det år, og var så desværre røget ud i semifinaleserien. Men det var stadig en god sæson. Og fremragende for min hockeykarriere.

Det er et fantastisk sted at spille. Altid mange fans, og der er virkelig gang i den på tilskuerpladserne.

Og så havde jeg det rigtig godt udenfor isen. Og de år jeg har spillet min bedste hockey, er de år, jeg har haft det bedst udenfor isen også.

Vi havde store forventninger før VM. Vi var i en gruppe med Norge, Italien og Frankrig. Tre hold, som vi mente, vi burde slå – og med tre sejre og dermed ni point, så var der ikke meget, der skulle til, før vi ligesom i 2010 kunne stå i en kvartfinale.

Men sådan gik det slet ikke. Den plan blev forpurret allerede i første kamp mod vores evige arvefjender fra Norge.

Vi tabte med 3-4 selvom vi førte 2-0 efter to et halvt minut.

Nederlag til Norge er det værste. Det er nogle drabelige opgør, og dengang på landsholdet var historien med dem bare, at vi kunne slå dem i alle mulige ligegyldige opgør. Men så snart det blev alvor, og det var VM eller OL-kvalifikation, så blev vi slået af dem.

Tit stod vi og syntes, vi var det klart bedste hold, men alligevel fandt vi gang på gang en måde at tabe på.

De har virkelig gjort ondt på det danske landshold. Mange VM-nederlag på det her tidspunkt. Og så et smertefuldt nederlag i 2009 i OL-kvalen til OL i Vancouver i 2010 i den altafgørende kamp. Det er sådan noget, der sætter sig.

Og så har det altid været en drabelig kamp om at være næstbedst i Norden. Sverige er jo i en liga for sig selv, men så slås vi med Norge om næste plads.

I de kampe blev venskaber lagt på hylden, og så blev der virkelig smadret igennem. I MODO har jeg spillet med mange nordmænd, som jeg også vil sige, er mine venner, men når vi tog hver sin trøje på, så blev det glemt. Når vi ramte VM, så var der bare et naturligt had.

De drabeligste opgør, jeg har haft, er mod Kristian Forsberg, som jeg spillede med i MODO. Venner uden for isen, men på isen…

Selvfølgelig er der også mange, som man ikke kunne døje, som man bare havde lyst til at tvære ud. Men måske opfattelsen havde været en anden, hvis jeg havde været på hold med dem.

Men de gjorde det grimme ved os igen, nordmændene. Og selvom vi slog Italien og Tjekkiet, så blev vi også lammetævet med 2-6 af Frankrig. Så VM i Minsk var absolut ingen sportslig succes. Tværtimod. Det var en stor skuffelse.

Uden for isen var det en helt anden sag. Det er måske ikke tiden til at fremhæve Minsk med det in mente, der foregår østpå for tiden, men byen var et perfekt sted for os at hænge ud i efter nogle kedelige VM i Stockholm. Også når det blev sent. Her var der virkelig gang i den.

VM i Sverige og Finland. Igen? Ja, præcis igen. Og vi landede selvfølgelig i Stockholm igen. Præcis som året før.

Det var dog lidt bedre i 2013, men 2012 og 13 er for mig de mest røvsyge VM, jeg har været med til.

Jeg ved ikke, om det er fordi, det ikke er så eksotisk, når man bor i Sverige og kender alt til landet, som når der er VM andre steder.

Men det handler også om oplevelsen for fans. De kan bare ikke det med en fed fanzone i Sverige.

VM i ishockey handler for fans om hockey, naturligvis. Men det handler også om at have et brag af en fest samtidig. Med hinanden på tværs af nationer.

Det kan de finde ud af andre steder. I Tyskland, Tjekkiet og Slovakiet for eksempel. Hvor festen bare banker af sted under åben himmel. Men i Sverige… der fungerer den slags bare ikke.

Op til VM havde jeg spillet wing i en af topkæderne, men dagen før hev Bäckman fat i mig og bad mig om at spille center i fjerdekæden, hvor jeg skulle kobles sammen med Kim Staal og Patrick Bjorkstrand.

Der er måske nogle, der vil se det som en degradering, men sådan har jeg det ikke. Jeg har altid spillet dér på landsholdet, hvor jeg bedst har kunnet hjælpe holdet. Og været stolt af det.

Jeg følte også, jeg var vigtig for holdet i den rolle.

Og så fandt jeg min helt specielle niche. Undertalsspillet, eller boxplay, som man kalder det.

Jeg havde jo efterhånden fundet ud af, at jeg ikke var det store offensive unikum. Jeg var ikke den, der i powerplay skulle stå og spille puckene rundt og klappe dem i nettet i overtalsspillet.

I stedet for fandt jeg ud af, at min rolle så kunne være at være rigtig dygtig i boxplay. Her kunne jeg for alvor hjælpe holdet, og det var en rolle, jeg begyndte at finde stor ære i at løse til perfektion. Og det har holdt ved lige indtil mit sidste skifte på isen. Uanset om det har været landshold eller klub, så har jeg gjort alt for at løse den opgave bedst muligt.

Og det er jo også historien om mig som ishockeyspiller. Fra at være en offensiv spiller til mere at blive en arbejdsmand og have mere fokus på de defensive pligter. Som jeg tidligere har skrevet, så er det nok den transformation, der gjorde, at jeg opnåede så mange landskampe og VM-turneringer, som jeg gjorde.

Men jeg kunne heldigvis stadigvæk finde vej til modstandernes net. Og her i 2013 scorede jeg det vigtigste landsholdsmål i min karriere.

Vi havde en nøglekamp mod Slovenien, hvor en sejr ville sende os ud af nedrykningskampen.

Det så sort ud, da vi var bagud med 1-2 i tredje periode. Hvor jeg så udligner – i powerplay endda. Det mest forløsende og vigtige mål i min landsholdskarriere. Og så var det Morten Green, der gav os sejren i overtiden, da han gled gennem midtzonen.

I de år begyndte der også at dukke Playstations op i landsholdslejren. Der skulle spilles FIFA. Og det var drabeligt.

Jeg har aldrig ejet en maskine, så jeg er langtfra noget unikum, men det skulle ikke forhindre mig i at teame op med Mads Christensen, der var en flittig FIFA-spiller. Over for os stod Simon Nielsen og Morten Poulsen.

Jeg var uduelig. Og derfor endte det oftest med, at vi tabte den ene frokost efter den anden til Simon og Morten. Men det var egentlig lige meget, for hele oplevelsen var at se de to diskutere indbyrdes. Hvem, der gjorde hvad forkert, når der var noget, der ikke lige lykkedes.

Og hvis vi en sjælden gang i mellem vandt, så var det bare lykken. For Morten Poulsen er ubetinget landsholdets dårligste taber. Det er en fryd for øjet at se ham tabe. Mere indebrændt taber skal man lede længe efter. Den mand kan ikke skjule sine inderste tanker i nederlaget.

Men ret skal være ret. Vi blev oftest spillet helt i banden.

Det blev Sebastian Dahm og Kiril Starkov også på det nærmeste. Ikke på grund af Playstation. Men på grund af dåsefermenteret fisk.

Der blev lagt hemmelige planer om, at der skulle åbnes en dåse surströmming på et værelse. Og valget faldt på Seb og Kiril.

Selv den dag i dag er der en tavshedens lov, der gør det svært for mig at komme nærmere ind på, hvem der stod bag (der kunne jo stadig komme en hævn), men jeg kan sige så meget, at jeg på et tidspunkt var med i planlægningen.

Surströmmingens lugt er heftig. Og voldsom. Gæret fisk. Det siger jo alt om, hvad der venter næseborene, når man åbner en dåse med det.

Det stank på hele gangen, og jeg ved ikke, hvordan de to overlevede det på deres værelse.

Men jeg kan ikke sige, hvem der første dåseåbneren. Jeg kan bare sige, at det i hvert fald ikke var mig.

Til gengæld har jeg smagt det ved en senere lejlighed. For da jeg nogle år senere skulle spille i Timrå, var der ingen vej udenom. Det er simpelthen et optagelsesritual i klubben.

Så jeg har haft det i maven. Men jeg vil også være ærlig at sige, at det havde jeg ikke ret længe. Så kan I jo selv regne resten ud.

Min svigerfamilie spiser det til min store forundring med stort velbehag. De spiser det nærmest som en happening.

Der går jeg så med oksekødet.

Det er ikke ligefrem lysende VM-oplevelser, der står i kø i de år, vi er kommet til.

Fra mit dårligste VM til det absolut kedeligste.

Det var et delt VM, hvor Sverige og Finland havde hver sin gruppe. Det var for øvrigt første gang, at VM blev afviklet, som det gør nu med to puljer á otte hold.

Vi havde hjemme i Stockholm, hvor svenskerne åbenbart troede, de skulle skovle penge ind på turneringen, så de havde skruet godt op for billetpriserne. Men det var ris til egen røv. Der var en grænse, for folk blev væk fra kampene.

Samtidig boede vi på et hotel lige ved siden af Globen. Og det er jo ikke fordi, det er det mest inspirerende sted i verden. Samtidig var hotellet under renovering, så det var kun dele af hotellet, der kunne bruges.

Det var det rene kaos. Der var ikke styr på noget, og alt tog lang tid – mad, elevator, you name it.

På isen var det også noget hø.

Bäckman havde været ude og sige, at første kamp mod Italien var den absolut vigtigste. En sejr her, og vi kunne feje nedrykningsspøgelset til side. Og hvad sker der så? Vi taber 3-4 til dem i overtid.

Vi havde lige smadret dem før VM i en kamp hjemme i Rødovre. Og så taber vi til dem til VM. Så var vi ellers i dén grad under pres fra dag ét – på jagt efter point.

Derfor blev det en krampagtig turnering. På et lortehotel. Et sted i Stockholm, hvor der ikke var noget som helst at lave uden for isen.

Eller det vil vores fysioterapeut Carsten Esmark nok sætte spørgsmålstegn ved, for der gik sport i at drille ’Esser’, som vi kalder ham.

Der gik ikke en dag, hvor vi ikke udtænkte en snedig plan for, hvad der skulle ske med hans værelse.

Den ene dag havde vi puttet stanniol rundt om alt hans tøj og alle hans ting på værelset. Fjernbetjening. Alt.

Næste dag havde vi stillet hundredvis af glas med vand på gulvet derinde, så han ikke kunne tage et eneste skridt, da han skulle ind på sit værelse.

Vi sad også og pustede mange hundrede balloner op, så hele badeværelset var fyldt.

Men måske var kronen på værket, da vi lagde en død torsk i hans toilet for at give ham et chok med et besøg i kummen, når han skulle op og nattisse.

Det var faktisk de drillerier, der reddede vores VM.

’Esser’ tog det godt. Han er en superfyr, der stadig er med landsholdet. Men han var flere gange nede i receptionen og pointere, at de ikke måtte udlevere flere nøglekort til hans værelse.

Han er mere end en god mand at have på landsholdet. Han er også en forbundsfælle, når det kommer til flyskræk.

Jeg hader at flyve. Det gør Esser også. Altså virkelig hader at flyve. Og vi har et næsten manisk forhold til det.

Lige så snart, vi skal af sted med landsholdet, så går vi i gang. Finder ud af flytype, begynder at kigge på vejrrapporter i ugerne op til for at finde ud af, om der er uvejr undervejs eller voldsomme vindforhold.

Jeg ved godt, det er en latterlig skræk at have. Jeg kender alt til alle statistikker om biluheld i forhold til flystyrt. Men selv ved godt vejr skal jeg nok finde nogle loopholes, der kan få mine håndflader til at svede allerede dagene op til afgang.

Og det er endnu værre, hvis der er udsigt til stormvejr. Så kan min mave godt sætte sig fast mange dage før.

Nå, ned på jorden – eller isen – igen.

Vi redder os det år med en sejr over Letland, hvor jeg scorer til 2-0. Efter et VM til glemmebogen, hvor det bedste var, at det var en kort flyvetur til Stockholm.

Egentlig var scenen sat til et fantastisk VM.

Det var i Slovakiet og Bratislava – en hockeygal nation og en fantastisk by, hvor der virkelig er gang i den. Perfekt kombination.

Men det er et af mine dårligste VM for Danmark. Jeg var der ikke mentalt. Jeg hang fast i en hård sæson i MODO.

Dengang var klubben en storklub i Sverige, og det var kun topplaceringer, der talte. Men i det år havde vi kørt skævt, og vi havnede i en drænende kamp i nedrykningsspillet.

Og det var tungt. Örnsköldsvik, som MODO hører hjemme i, er en lille by, og alle ved, du spiller for byens stolthed. Men når det går ad h… til, så skal du ikke ud og spille Karl Smart. Når det går godt, så kan du godt gå ud og spise og drikke et glas vin. Men ikke hvis det går dårligt. Så bliver du hjemme.

Så jeg holdt mig stort set indendørs efter jul, for jeg kunne ikke gå ud i byen, uden der skulle snakkes hockey.

Så måske var jeg mentalt brugt, da jeg kom ind i lejren. Og selv om jeg som altid glædede mig, blev det bare ikke et godt VM for mit vedkommende.

På en måde gik det egentlig fint på isen, for vi vandt en vigtig kamp mod Letland, hvor Frederik Andersen stod på hovedet for os og sendte os i mellemrunden.

Her spillede vi for første gang nogensinde lige op med Rusland og tabte kun 3-4. Og næste kamp slog vi Tyskland med 4-3 efter straffeslag. Endda på en lørdag aften. En aften, hvor det centrale Bratislava forvandles til et stort, pulserende værtshus. Perfekt til dansk hygge oven på en sejr.

Men hverken hygge eller fest blev der meget af. For da vi kom hjem på hotellet, fandt vi ud af, at der havde været ubudne gæster på alle vores værelser, der var blevet støvsuget for værdigenstande. Ure, computere, alt var væk.

Så i stedet for at føre os lidt frem i det hockeygale Bratislava med fest og farver brugte vi hele aftenen i hotellets lobby med lokale betjente. Det var der ikke meget fest i.

Det er dog ikke de kedelige oplevelser, der har sat sig mest i mig fra det VM. Det er mere det kuldegysfremkaldende farvel til en lokal legende.

Pavel Demitra sluttede sin landsholdskarriere mod os i den sidste kamp i mellemrunden. En af de absolut største i Slovakiets ishockeyhistorie.

Han var med på holdet, som vandt et sensationelt VM i 2002, der står som en milepæl i landets sportshistorie.

Nu skulle han sige farvel foran en fyldt arena i Bratislava, hvor alle var kommet for at hilse af. Og allerede efter 38 minutter gik hallen amok, for Demitra spillede netop med nummer 38.

Efter kampen blev de 10.000 tilskuere stående og sang hans navn igen og igen. Jeg er glad for, han fik lov til at opleve det, for det må have sendt kuldegysninger ned ad nakken på ham. Det gjorde det på mig og mine holdkammerater.

Det tragiske er, at det stort set var den sidste optræden, han fik på isen. Bare fire måneder senere døde den slovakiske legende i et tragisk flystyrt med sit russiske mandskab Lokomotiv Yaroslavl på vej til Minsk for at begynde en ny sæson.

Det ene øjeblik hyldet i Bratislava. Det næste øjeblik væk for altid.

I det perspektiv fylder mit eget dårlige VM meget lidt.

Hvilket VM. Den første kvartfinale.

Et VM, der startede hjernedødt godt, da vi slog finnerne med 4-1.

Vi byggede på med Bäckman det år. Som om han virkelig havde fået sat sit præg på holdet, og så havde vi været sammen på camp i Odense i mange uger, så taktikken, spilsystemerne og kæderne sad bare, da vi tog til Køln.

Der var også kommet guld hjem fra Nordamerika, hvor både Frans Nielsen, Peter Regin og Lars Eller var med på holdet.

Og så byggede vi på, da vi slog USA i overtiden på et mål af Stefan Lassen - af alle spillere.

Bare to kampe, og så var vi klar til mellemrunden. Og når de danske drenge er det, så er der også plads til at hygge sig lidt ekstra. Og det gjorde vi i Skybaren på hotellet.

Der er en vigtig pointe i det her, og det handler om fællesskab og veludført arbejde. Ishockeyspillere er som alle andre: Når et job er veloverstået, så er det ok at sidde og falde ned med en øl. Og det gjorde vi i min tid på det danske landshold.

Det var ikke druk. Men når man vinder, så bliver det ekstra hyggeligt. Og så er det også en god måde at få kroppen til at slappe af på, når adrenalinen pumper rundt i kadaveret efter 60 jernhårde minutter.

Det er også en god måde at samles på. At få snakket de gode og mindre gode ting igennem på. Og ikke mindst at få grinet sammen. Det skaber det fællesskab, som vi altid har brystet os af på det danske landshold.

Man kigger på præstationen, og man kigger på spilleplanen, og er der et godt hul, og har præstationerne været til det, så kan det godt være, man tager en ekstra.

Det har vi altid været gode til på landsholdet - at sige: Det her er en god mulighed. Men vi har også altid haft en god fornemmelse for at gå den modsatte vej. At det her ikke er en mulighed. Overhovedet.

Vi er voksne mennesker, og at være låst inde på et hotel i to uger, som man nærmest er under et VM, er heller ikke noget, jeg tror, fremmer en præstation. Det har jeg aldrig troet, og det kommer jeg heller aldrig til at tro.

Det var også under det VM, at Mads Christensen og Philip Larsen endte op som røde krebs under en opvarmning.

Mads Christensen, der spillede i Tyskland, havde fået fingre i et vidunderpulver – tilladt pulver, naturligvis, ikke noget ulovligt – der skulle give pivgode ben. Så de snuppede noget af det, inden de gik på isen til opvarmning før en kamp i Køln.

Deres reaktion på det pulver var helt vild. Det kunne de ikke tåle. De blev begge knaldrøde fra top til tå, og Philip Larsen måtte gå af isen under opvarmningen, fordi han havde det så dårligt. Heldigvis nåede det ud af systemet inden kampstart.

Men 2010 vil altid stå som den første danske kvartfinale

Det var en kæmpe fremgang for dansk ishockey. Vi tog det næste skridt. I stedet for at ligge og kæmpe om nedrykning havde vi nu spillet os blandt de sidste otte nationer ved at VM.

Vi tog næste skridt på udviklingsstigen i stedet for ’bare’ at være med i mellemrunden.

Vi skrev dansk ishockeyhistorie.

Der var rent emotionelt den værste tid i mit liv.

Jeg spillede på et hold i Houston med en træner, der straffede fejl med at sende folk på tilskuerpladserne i de kommende kampe. Det var slet ikke udviklende for mig.

Det var vel også der, jeg ’mistede’ mit offensive touch, for det var 100 procent defensivt fra alle - eller også var det en tur på tribunen.

Men måske var det mit held, at jeg gik fra at være en offensiv spiller til at være en arbejdsmand, for jeg indså under ham, at jeg skulle ændre min spillestil, hvis jeg skulle på isen. Så det ætsede sig bare ind i mig: Gør, som der bliver sagt!

Men selvom det var et helvede at være i, så er det måske det, der har betydet, jeg har fået så lang en landsholdskarriere; at jeg har været alsidig. Jeg har lært mig den defensive del, og jeg har også haft det offensive i mig, så jeg har spillet førstekæde – som i 2017 med Peter Regin og Nikolaj Ehlers – og også spillet i de andre kæder.

Jeg har spillet, hvor der har været brug for mig. Og det har nok været sådan, at kan vi ikke bruge ham i topkæderne, så kan vi bruge ham længere nede. Men ingen tvivl om, at siden 2017 har det defensive været mit primære fokus på landsholdet.

Tilbage til 2009 og VM i Schweiz, hvor jeg valgte at smutte fra et slutspil i AHL for at spille VM. Et definerende øjeblik, der set i bakspejlet helt sikkert kostede mig chancen for at få en karriere i Nordamerika.

Jeg havde spillet den første kamp for Houston Aeros i playoffs, men sad så på tribunen i de to næste. Og så orkede jeg ikke mere. Jeg bankede på hos klubbens management og sagde, at det var bedre for min udvikling at spille VM med Danmark end at sidde og kukkelure på tribunen i Texas.

Det handlede om at spille VM med mine venner. Men det handlede også om at komme væk fra den værste tid i mit hockeyliv, hvor man ikke blev behandlet som et menneske. Det var svinere hele tiden, hvor det gik ud på at få at vide, hvor dårlig man var. Det var ikke et liv for en 22-årig knægt. Og når man ikke har det godt uden for isen, så har man det heller ikke godt på isen.

Derfor bankede jeg på og smuttede til VM. Ikke den klogeste beslutning, hvis drømmen var NHL, for året efter var det slut i Nordamerika. Det gjorde det jo nok nemmere for dem at skille sig af med mig efter det VM. Men så klog var jeg ikke dengang, at jeg kunne se, at jeg nok burde have meldt afbud og koncentreret mig om Houston.

Men det gjorde jeg ikke, og det betød, at jeg spillede VM under en ny landstræner, Per Bäckman. Og hvilken landstræner!

Han var en fantastisk motivator og træner, og jeg nød virkelig at spille for ham, for det var noget helt andet end det gammeldags macho-halløj, jeg kom fra i Houston, hvor europæiske spillere notorisk var soft.

Bäckman kunne snakke med os og så mennesket bag spilleren. Han kunne snakke om andet end hockey, og det var en gave for en spiller for mig, der kom fra nogle sæsoner, hvor det sejlede på den front. Han har den dag i dag en kæmpe stjerne hos mig.

Rent sportsligt røg vi i nedrykningsspillet, men her satte vi et klart aftryk med tre sejre i tre kampe, og vi besejrede Tyskland. En nation, hvor vi ellers var lillebroren, men vi satte dem på plads og vandt 3-1, hvor jeg kan huske, Regin lavede et klassemål, og Bødker og jeg kom i en to mod en, og jeg lavede assist til Mikkels mål.

For mit eget vedkommende var det også det første VM, hvor jeg følte, at jeg for alvor hjalp holdet. At der lå noget ansvar på mine skuldre – og jeg kunne bære det. Og måske Bäckman også havde set noget særligt i mig?

Det var der, min prime på landsholdet startede.

Dengang drømte jeg om NHL. Det var dengang, jeg troede lidt mere på mig selv og egne evner.

Jeg havde spillet sæsonen i AHL – ligaen lige under NHL i Nordamerika. En sæson i Houston Aeros. Og der var ikke ret mange, der havde taget den vej. Det var jo ret nyt med danskere i USA og Canada. Der var selvfølgelig Frans Nielsen, Jannik Hansen og Peter Regin. Og efter dem var der mig.

Jeg var draftet af Minnesota Wild, og det var målet at gå hele vejen til The Big League. Det var dengang, jeg blev set som en offensiv spiller. Men det var også i de år, at det blev pillet af mig. Det skal jeg nok vende tilbage til.

Men uanset: Når jeg kigger tilbage, overvurderede jeg nok, hvor god jeg egentlig var.

VM i 2008 blev spillet i hockeyens moderland, Canada. Det var naturligvis stort, for der er stort set aldrig VM i Nordamerika. De har deres Stanley Cup, som betyder alt. Men i 2008 var det anderledes. Så det er et af de specielle VM.

Især for mig, for jeg spillede jo derovre. Og havde året forinden spillet i Quebec-regionen, så jeg havde masser af folk, jeg havde mødt i min sæson derovre, der kiggede forbi.

Stemningen ved det VM var fantastisk. Canadierne elsker deres ishockey.

Vi spillede i Colisée i Quebec. Det sted, hvor byen havde et NHL-hold indtil 1995. Siden da har de ikke haft hockey fra verdens bedste liga i en hockeygal by. Det kom os ti gode, for publikum var sultne. Og det gav en enestående atmosfære.

Det blev også ret specielt for mig personligt, fordi Mike Sirant sendte mig i den danske førstekæde. Det var virkelig noget, der rykkede. Sammen med Morten Green og Kim Staal.

De var de store stjerner dengang, og det var dem, der trak det store læs. Mens jeg mere bare var med i kæden.

Rimeligt hurtigt fik vi vundet den vigtige kamp mod Italien, der betød, at vi ikke skulle i nedrykningsspillet. Og så var vi sikret endnu en sæson på højeste niveau.

Det var altid det helt store mål dengang. At overleve. Så når det var overstået, og det var sikkert, at vi ville blive oppe, så blev resten af kampene ’gratis’. Selvfølgelig ville vi gøre alt for at vinde dem. Men vi havde nået vores mål.

Derfor blev der også mere tid til det, der altid har været en vigtig del af at være sammen med landsholdet. Nemlig hygge.

Derfor strøg vi også på natklub efter vi havde sikret os en plads i mellemrunden i stedet for nedrykningsspillet, og på en stor aften i hockeyens hjemland sluttede det hele rimeligt sent med stor dansk-canadisk fællessang.

Det er et minde som fra en film, jeg altid vil bære rundt på. En sjov aften, der sluttede med danskere og canucker arm i arm og fuldt blæs på skønsangen.

Men det er også et VM, der står tilbage som det VM, hvor jeg stort set ikke fik lukket et øje. Jeg sov nemlig på værelse med min Rødovre-kammerat Jannik Hansen, og hans snorken ødelagde fuldstændig mine muligheder for nattesøvn.

På den måde var det også et langt VM.

Der var kommet ny landstræner. En helt anden type, end det danske landshold havde været vant til før - også i forhold til, hvad der kom bagefter. Mike Sirant hed han. En canadier, som det var meget begrænset, hvad jeg havde med at gøre, fordi jeg ikke var med i træningssamlingerne i løbet af året.

Årsagen var, at jeg havde skiftet Sverige ud med Canada, hvor jeg spillede juniorhockey i Quebec-regionen for Victoriaville Tigres. Og i hockeyens moderland er der ikke lige lagt landsholdspauser ind.

Sirant havde ikke den store internationale erfaring, og i vores første VM-kamp skulle vi møde værtsnationen – mægtige Rusland. Det vildeste hold. Verdensstjerner som Ovechkin, Malkin og Gonchar står klar til mødet med lille Danmark.

Men det bed ikke på Mike Sirant. Han var helt overbevist om, at det var et hold, vi kunne drille. Det var de store nordamerikanske gloser før kampen om de chancer og muligheder, der kommer, som man skal tage. Han var fast besluttet på, at vi kunne tage point i den kamp.

Og imens sad der bare 20 drenge i omklædningsrummet og kiggede på hinanden og havde det sådan: Ahhh, er du nu også helt sikker på det?

Og vi taler ikke det styrkeforhold, der er nu, hvor vi er rykket tættere på russerne. Dengang var de nærmest på en anden planet. Der gik også lige præcis 3 minutter og 54 sekunder, så var vi bagud med 0-3. Og det hele sluttede 9-1 til værterne.

At se hans skuffelse efter den åbning på VM var sådan: Wow, hvad troede du lige? Men det stod malet i hans ansigt. Den her tunge forbitrelse.

Vi undgik dog nedrykningsspillet, fordi vi slog Ukraine i den afgørende gruppekamp. En stor lettelse ikke at have nedrykningsspøgelset med som blind passager i resten af turneringen.

I stedet var vi videre til mellemrunden, hvor vi skulle møde Sverige i første kamp. En kamp, jeg helt vildt gerne ville spille, fordi det ligesom havde været mit andet hjemland.

Jeg havde efter Rødovre spillet tre sæsoner i Frölunda som ungdomsspiller. Og nu ville jeg gerne møde deres bedste på isen til et VM.

Efter morgentræningen blev min glæde til mødet med Tre Kronor dog forvandlet til en megaskuffelse. Jeg fik at vide, at jeg var sendt på tribunen som oversidder. Den var svær at sluge.

Det blev dog den rene rutsjebanetur, for bare tre timer før kampstart fik jeg at vide, at Christoffer Kjærgaard var syg. Så hurtigt mentalt skifte fra bænkevarmer til at starte på isen.

Kort inde i opgøret scorer jeg til 1-0. Mit første VM-mål. Så på den måde får jeg min lille hævn, selvom vi taber 5-2.

Det mål står stadig som noget særligt blandt 13 VM-scoringer, fordi det var det første. Men det er ikke sådan, at jeg har gemt pucken, sådan som man ser en hel del spillere gøre ved særlige scoringer. Det er ikke lige noget for mig.

To dage senere møder vi Schweiz i det, der bliver min sidste kamp ved det VM i Rusland. Vi er kommet hurtigt bagud, og jeg sidder på bænken og følger spillet på storskærmen, fordi der står spillere ved banden, der gør sig klar til at hoppe isen.

Så kommer schweizerne rundt bag deres mål, og sender pucken op langs banden og med kurs direkte ind i vores boks. Desværre sidder jeg stadig og ser storskærm, da spilleren ved banden træder til side for at undgå pucken. I stedet for er jeg helt uopmærksom på det flyvende projektil, der rammer mig rent på kinden.

Der går ikke hul. Men der går ti sekunder, så sidder jeg med en bule på størrelse med en tennisbold på kinden, og så er det slut med ishockey for denne gang.

Det betyder, at jeg ikke skal spille turneringens sidste kamp mod Italien. Og på den måde er min sæson allerede forbi.

Den sidste kamp i en sæson er en særlig dag. Og for os spillere, der er med til VM, kommer den dag jo under den turnering. Det er her, man kan puste ud og i dén grad fejre, at der er lidt ferie forude, inden den tunge træning til næste sæson begynder. Og siden kampen mod Ukraine vidste vi jo, at vi kunne fejre, vi ikke rykkede ned.

Og selv med en tennisbold på kinden var jeg i festhumør på sidstedagen. Så Simon Nielsen, der heller ikke skulle spille, og jeg hev fat i vores guide og tænkte, vi kunne tyvstarte festen lidt. Vi fik ham til at finde en bar i nærheden af arenaen, så mens vores holdkammerater varmede op på isen, så varmede vi op i baren med en enkelt vodka eller to inden kampen.

Den blev vundet med 5-2, og så kunne vi for alvor fejre en lang sæson var overstået sammen med holdkammeraterne. Og endnu en gang fejre, at dansk ishockey stadig var med i det fine selskab.

Det er godt nok mange år siden. 2006. Mit første VM.

Jeg fik først besked om, at jeg skulle med til Riga kort før afgang. Jeg var jo juniorspiller dengang, bare 19 år gammel. Vi havde den sidste træningskamp hjemme i Rødovre, hvor jeg vidste, det stod mellem mig og Thor Dresler til den sidste plads.

Jeg kan ikke huske, hvem vi mødte, men jeg kan huske, at jeg tog hjem til min far og mor og var pissehamrende nervøs, for jeg anede ikke, om jeg var købt eller solgt.

Det var en stor forløsning og en stor lykkefølelse, da jeg fik beskeden om, at jeg skulle til VM. Det var stort.

Jeg spillede dengang i Sverige på juniorholdet i Frölunda. Jeg havde godt nok været oppe og snuse til A-holdet i Göteborg-klubben og spillet lidt kampe, men jeg var jo bare en knægt.

Så det var rart, at der var andre unge spillere med holdet dengang, så man på en måde var sammen med sit crew. Peter Regin og Jannik Hansen for eksempel, som jeg boede på værelse med.

Pludselig stod man så i en turnering med de største stjerner. Jeg kan huske, Sidney Crosby var med. Han scorede to mål mod os, da vi tabte 3-5 til Canada, hvor jeg sad på tribunen.

Heldigvis har der altid været det med det danske landshold, at man tager godt mod de nye spillere. Det var nogle hyggelige mandfolk, der tog sig af os unge, da vi kom ind i truppen, og det er noget af det, som jeg selv har taget med videre, da jeg blev en af de ældre. Det er noget særligt for det danske landshold, synes jeg.

Jeg spillede ikke i gruppespillet, men da vi skulle spille nedrykningsspil, efter vi også havde tabt både til USA og Norge, så blev det besluttet, at Mads Bødker og jeg skulle have vores VM-debut mod Slovenien.

Det var dengang, hvor der var et format med nedrykningsspil, og det var også dengang, kampe kunne slutte uafgjort. Ikke noget med overtid eller straffeslag.

Og egentlig burde jeg vel huske selve kampen bedst, men det er mere vores videocoach Stefan Bergqvist, der står tydeligst ved den kamp. 

Dengang var det med video noget af det helt nye, og Stefan havde på vores videomøde virkelig studeret deres målmand Robert Kristan og kom frem til, at hans sideledsforflytninger var utroligt dårlige. Han havde virkelig scoutet sig frem til, at slovenernes keeper var deres helt store svaghed.

Virkeligheden var så en helt anden. Jeg tror, vi havde 10-15 A-chancer, og han tog stor set det hele. Vi fik at vide, at han intet kunne og slet ikke forflytninger, og så hev han superredning efter superredning op – lige præcis i sideleddet. Det var helt tosset. 3-3 sluttede den kamp. Ikke mindst takket være Kristan.

Det var det sidste VM med Stefan Bergqvist som assisterende træner, ligesom det også var det eneste VM, jeg havde med Mikael Lundström som landstræner.

Jeg spillede også kampen mod Italien, hvor vi vinder 5-0, men ellers er der ikke gevinst for mig ved det her VM. Tværtimod.

For vi boede på SAS Radisson i Riga, hvor der var et kasino i kælderen. Og nu bliver min mor nok lidt ked af det, men jeg har altid været lidt af en spillefugl, så selvfølgelig skulle jeg også derned og give den lidt gas. Men det gik slet ikke. Så da 19-årige Morten kom hjem fra mit første VM, var det med minus på kontoen.

Det var en meget, meget, meget skuffet mor, som tog imod mig hjemme i Rødovre.