Ishockey

Finland vinder VM efter stort drama

Canada leverede et vildt comeback i den ordinære spilletid, men Finland endte med at vinde guld alligevel.

Der var spænding til det sidste, men nu er det afgjort. Finland har vundet verdensmesterskabet i ishockey.

Guldet kom i hus efter en dramatisk kamp mod Canada, der skulle afgøres i forlænget spilletid. Her viste Finland sig altså stærkest og tog en sejr på 4-3.

Finland vs. Canada
4-3
FT
Topscorer
HoldSpiller(e)Mål
FinlandMikael Granlund2 mål
CanadaDylan CozensZach WhitecloudMax Comtois1 mål
Udvisninger
HoldUdvisninger
Finland2
Canada5

Tidligere på søndagen sikrede Tjekkiet sig VM-bronzemedaljerne med en sejr på 8-4 over USA.

Sådan forløb kampen

Af Ritzau

Det var Canada, der havde første periodes bedste muligheder, men det lykkedes ikke at få hul på bylden. I stedet kom Finland bedre og bedre med.

Scoringer kom der ingen af, men det lavede Canada om på fire minutter inde i anden periode.

Buffalo Sabres-stjernen Dylan Cozens modtog pucken i fri position og sendte den afsted med så meget fart, at målmanden ikke kunne nå tilbage i position.

Finland havde flere gode muligheder for at udligne og var tæt på i powerplay, men Chris Driedger i Canadas mål fik reddet kastanjerne ud af ilden.

Ved indgangen til tredje periode var stillingen 1-0, men det blev der lavet godt og grundigt om på.

Hallen nåede kogepunktet, da finnerne udnyttede sit powerplay til at udligne. Mikael Granlund skabte euforien med sin scoring, og kort efter scorede han også til 2-1 med et knaldhårdt skud, mens Finland stadig var i overtal.

Afgørelse i forlænget spilletid

Det lugtede af en afgørelse, da Joel Armia med seks minutter igen øgede til 3-1, men Canada nægtede at lægge sig.

Zach Whitecloud hamrede pucken op i målhjørnet, men først efter at scoringen var kigget igennem på video, stod det endegyldigt klart, at den talte.

Nu lugtede Canada for alvor blod, og uden en målmand i egen ende lykkedes det endnu en gang nordamerikanerne at score. Sekunderne tikkede ned, og overtiden blev en realitet.

En canadisk udvisning i overtiden gav finnerne gode arbejdsbetingelser, og det blev udnyttet prompte til stor jubel blandt de ellevilde finske fans.