38-årig kaptajn nåede at komme med i eksklusiv klub
Med søndagens VM-guld blev Valtteri Filppula den første finne til at komme med i ishockeyens Triple Gold Club.
Blot 29 spillere havde opnået det inden ham. Ingen af dem var finner.
38-årige Valtteri Filppula blev med Finlands sejr i VM-finalen over Canada den 30. spiller i historien til at skrive sig ind i Triple Gold Club - spillere, der har vundet OL- og VM-guld samt verdens stærkeste ishockeyliga, NHL.
- Det betyder bare, at jeg har været heldig at spille på nogle gode hold. Så har man chancen for at gøre det, siger han til Yle.
Til det finske medie siger han samtidig, at det meget vel kunne være hans sidste kamp i nationaldragten.
Tilbage i 2008 vandt han NHL med Detroit Red Wings, men der skulle altså gå 14 år fra triumfen, før han skrev sig ind i den eksklusive klub.
Tidligere på året vandt Finland OL-guld, og på hjemmebane i Tampere blev VM-guldet så sikret. Filppula var nemlig ikke med, da Finland i 2019 blev verdensmestre.
- Tilskuerne har været fantastiske fra dag ét til nu. At vinde på hjemmebane er noget, jeg altid vil huske, sagde Filppula til TV 2 SPORT efter søndagens finale.
- Det er fantastisk. Det er svært at sætte ord på følelserne lige nu. Vi har en fantastisk gruppe, og det har været et privilegium at være kaptajn. Der er mange ledere i gruppen, så det har gjort arbejdet så meget nemmere.
Svenske Tomas Jonsson, der i flere år var assisterende landstræner for det danske landshold, var blandt de første medlemmer af klubben, da Sverige vandt OL-guld i 1994.
Siden har ishockeylegender som Peter Forsberg, Vyacheslav Fetisov, Jaromir Jagr, Sidney Crosby og Pavel Datsyuk skrevet sig på listen.
Finland vandt VM-finalen med 4-3 over Canada. Kampen blev afgjort i forlænget spilletid, efter canadierne havde leveret et vanvittigt comeback i den ordinære spilletid.