Colorado Avalanche vinder første mesterskab i 21 år
Med en 2-1-sejr over Tampa Bay Lightning har Colorado Avalanche vundet sin første Stanley Cup siden 2001.
NHL-holdet Colorado Avalanche har sikret sig sit første mesterskab i 21 år.
Det skete med en 2-1-sejr på udebane over Tampa Bay Lightning natten til mandag dansk tid.
Kampen var den sjette i finaleserien Stanley Cup, som playoffspillet i den bedste nordamerikanske ishockeyliga, NHL, hedder.
Her spilles bedst ud af syv, og Colorado Avalanche vandt det samlede regnskab 4-2.
Lang ventetid
Colorado Avalanche har ikke vundet den prestigefyldte ishockeyturnering siden 2001. I samme periode har Tampa Bay Lightning vundet Stanley Cup tre gange - senest sidste år.
Det var ellers hjemmeholdet, der kom bedst fra start i den sjette kamp i finaleserien. Således bragte den canadiske anfører Steven Stamkos Tampa Bay Lightning foran 1-0 efter 3 minutter og 48 sekunder.
Colorado Avalanche fik dog udlignet til 1-1 i begyndelsen af anden periode på mål af Nathan MacKinnon, som også er canadier.
Netop MacKinnon blev desuden manden, som lagde op til det afgørende mål, som kom langt inde i anden periode.
Her fik den 26-årige finne Artturi Lehkonen således sendt pucken i nettet til 2-1.
"Det er utroligt"
- Det føles uvirkeligt, siger Nathan MacKinnon ifølge nyhedsbureauet AFP.
- At se alle disse krigere kæmpe så hårdt, det er utroligt. Ord kan slet ikke beskrive, hvad jeg føler lige nu, tilføjer han.
Det er tredje gang i historien, at Colorado Avalanche vinder Stanley Cup. Første gang var i 1996.
Forsvarsspilleren Cale Makar fra Colorado Avalanche blev kåret som slutspillets mest værdifulde spiller og løb dermed med Conn Smythe-trofæet.
Trofæet er opkaldt efter den mangeårige ejer af Toronto Maple Leafs canadieren Conn Smythe, der døde i 1980.