Ishockey

Han er stadig meget medtaget, men det var det hele værd

Ishockeyspilleren Nichlas Hardt hamrede nærmest ind i en identitetskrise, da smerter betød, han måtte sige stop og give slip på karrieren.

Et ståsted. Et udgangspunkt. Der, hvorfra din verden går. Der, hvorfra du forholder dig til din verden. Din dagligdag. Dit liv.

Og når det ståsted pludselig fortoner sig i en verden af smerte. Hvad så?

Kan du så stå mere?

- Jeg følte nærmest, at jeg hoppede ud fra en klippe. I frit fald.

Ordene kommer fra Nichlas Hardt. Manden, der er kendt som ishockeylandsholdsspilleren ’Hardt-hitteren’. Den menneskelige bowlingkugle, der satte sine tacklinger så tungt i Finland, Sverige, Danmark og ikke mindst på det danske ishockeylandshold, at han vel kom så tæt på folkeeje, som man kan i et land uden høje bjerge og ishockeyhaller i hver en flække.

Det var svært at komme ind i bilen, op og ud af sengen og gå på legepladsen med børnene

Nichlas Hardt

Men det var dengang. I forsommeren. For det sluttede dér i maj måned. Lige op til VM. Der sagde kroppen og Hardt selv stop. Han kunne ikke mere.

Og ståstedet? Det var væk.

- Det er helt vildt anderledes, når man ikke har ishockeyen – det er da en identitetskrise, fortæller han sommerklædt og afslappet på den tid af året, hvor han normalt ville have svedt på isen eller i styrkerummet for at stramme kroppen op til endnu en lang og opslidende sæson.

På smertestillende

Identitetskrisen blev animeret af en skade. Skader sker i sport og især i en fysisk én af slagsen som ishockey. Men den her var ikke af den slags, der blev bedre. Den blev ved. Også på den anden side af en operation.

For halvandet år siden i Nichlas Hardts comebacksæson i dansk hockey for Rungsted Seier Capital, der endte som et triumftog med point på samlebånd og et dansk mesterskab, kom det skæbnesvangre vrid i knæet i en kvartfinale mod Rødovre.

Hvad gør man så, når man er stjernen, der er vendt tilbage til den danske liga, og som er på jagt efter sit første mesterskab i karrieren? Man kører på.

- Der havde jeg det ikke så godt med knæet. Det blev dæmpet med smertestillende. Alvedon og panodil i mit tilfælde.

Operationsbordet måtte vente, til operationen på isen var lykkedes. Mesterskabet kom i hus med Nichlas Hardt som en absolut nøglefigur.

Knæet kom under kniven før sidste sæson. Og selv om Hardt vendte tilbage til isen med få kampe i grundspillet og et slutspil, der gik hele vejen til finaleserien mod Aalborg Pirates, så gik hans karriere den direkte vej mod det frie fald.

For smerterne var for voldsomme.

- Det var svært at komme ind i bilen, op og ud af sengen og gå på legepladsen med børnene. Ja, ondt bare at gå. Når det begynder at gøre ondt der, så er man derude, hvor det ikke er så godt.

En erkendelse af den slags, han i de seneste år har arbejdet på at nå frem til. Ikke bare som ishockeyspiller, men som menneske. Få åbnet hovedet og tankerne og se på sig selv ovenfra. Og mærke sig selv. Og mærke det dér forbandede knæ.

- Det kommer til et punkt, selvom man som hockeyspiller giver alt, og man er tough, som man nu er, hvor det ikke er helbredsmæssigt forsvarligt. Så er det op til én selv at sige fra og tage ansvar for det.

Det var der, det gik op for mig, at nu er det slut. Nu kan jeg ikke trække den længere

Nichlas Hardt

Ville have spillet et sidste VM

Men erkendelse er ikke altid den nemme vej. Det kan gøre ondt. Ligesom det kan, når man vender ryggen til identiteten som ishockeyspiller.

Egentlig ville han have taget den sidste tur med landsholdskliken. VM i Finland og den sidste optræden på is i den elskede røde trøje med løverne på brystet.

- Det havde jeg egentlig sagt, at jeg ville, men det går op for mig, at det går simpelthen ikke. Jeg kan ikke møde op. Det er ikke fair for mig selv eller Heinz (Ehlers, landstræner, red.) eller nogen anden spiller, hvis jeg tropper op og ikke lige siger, hvor ondt jeg har – eller jeg ikke kan yde. Så er det bedre at tage nogle andre med.

- Det var der, det gik op for mig, at nu er det slut. Nu kan jeg ikke trække den længere.

En svær beslutning. For beslutninger af den slags kan ikke gøres om. De er definerende og trækker spor, der stadig kan mærkes.

- Jeg blev ked af det. Det kan jeg også mærke nu, når vi snakker om det.

- Jeg tror, man virkelig lyver for sig selv indtil det sidste – at der altid kommer en sæson til, altid en sommertræning til, og så skal man bare i gang. Så det der med, at der ikke gjorde det (kom en sæson til, red.), det kan man ikke rigtigt forestille sig, når man har spillet, siden man var tre år.

Indtil nu har jeg på en måde gjort lidt vold på Nichlas Hardt. Ikke på den fysiske måde, slet ikke. For han ligner ikke en mand, der nu har ladet sig pensionere. Han er stadig lige så kompakt og fit som altid. Hugget i granit. Men han er ikke meget for at tale om det, der var, han vil hellere være i nuet og se frem.

For selv om isen stadig trækker. Selvom det gør ondt, at han ikke er i gang med den vanlige sommertræning for at stå skarp i den kommende sæson. Så er der et nu. Et her. Og et nyt ståsted.

For det var ikke et frit fald. Der var en landing. Og han slog sig ikke.

- Man ser ikke altid lige, hvad der sker i ens liv, før der bliver banket på. Men lige nu, når vi sidder her, så giver det meget god mening.

Forud af sit stop kom der nye muligheder, uden han opsøgte dem.

Smerte er en god lære

Han har faktisk været en ombejlet herre, der nu er blevet hevet af isen og ind på trænerbænken i den sport, han er blevet nyforelsket i, som var han en teenager, der bare lever og ånder for at snøre skøjterne.

Assistenttræner for det danske kvindelandshold, der lige nu er ved at forberede sig til et historisk VM på hjemmebane. Assistenttræner for det danske U18-landshold - sammen med den tidligere landsholdskollega Morten Madsen - og assistenttræner for 1. divisionsklubben Gentofte Stars med de store ambitioner.

Og hvis man tvivlede på, der er flere timer i døgnet, så har Hardt også skabt sin egen coaching- og træningsvirksomhed.

- Der var et eller andet, der klikkede, i hvert fald da jeg startede på U18-landsholdet her tidligere på sommeren. Alle de ting, jeg har set som spiller, det kunne jeg få til at gå op i en højere enhed på en måde, hvor jeg kan få nogle andre til at forstå, hvad jeg gjorde.

På en måde handler det også om at omstille sig. Om at tage, hvad livet byder, også når det gør ondt og lære af det. Også selvom Nichlas Hardt egentlig ikke er meget for at snakke om de der smerter, så er det referencen.

- Smerte er en rigtig god lære på mange måder. Hvis man bare gik rundt i livet sådan lallende, men så går man lige ind i noget, som lige skal adresseres i forhold til sit eget liv, så gør det ondt at se sig selv i spejlet eller oppefra. Hvem er jeg? De her lidt dybere spørgsmål, som er super spændende.

Og hvordan har din krop det i dag?

- Den er meget medtaget af det. Det er ikke så fedt. Jeg tænker, det bliver bedre og bedre. Og det er det, man tænker på – var det dét værd? Det synes jeg 100 procent, det var, jeg er stolt og glad over alt, der er sket.