- Intensiteten var der ikke, siger skuffet dansk profil
Da de danske ishockeykvinder kom ud på isen, havde de glemt at tage intensiteten med.
1500 tilskuere i Iscenter Nord i Frederikshavn overværede torsdag aften det danske kvindelandshold tabe 2-5 til Sverige i VM-åbningskampen.
Her så de også en flok danske spillere, der – trods en drømmestart og en 1-0-føring – aldrig for alvor fandt fodfæste.
Det erkender den danske landsholdsprofil Josefine Persson også efter kampen.
- Vi var der ikke rigtig i dag. Vi var hele tiden et skridt bagud, og intensiteten var der ikke rigtig, siger hun til TV 2 SPORT.
Hun er ikke helt klar over, hvorfor intensiteten manglede på hjemmebanen, men måske skal forklaringen findes i nerver.
- Vi har snakket meget om det, og den (intensiteten, red.) har også været der i omklædningsrummet. Jeg ved ikke, om det har været nervøsitet eller noget andet, der har taget over.
Fantastisk oplevelse
Trods det skuffende resultat og den vaklende indsats er Persson og kompagni ikke slået ud, og de tager da også positive ting med fra oplevelsen.
- Det var en fantastisk oplevelse, selvom vi desværre taber, er vi meget stolte af at få lov til at spille på hjemmebane, og at der er kommet så mange folk til at bakke os op. Det er vi meget glade for.
Danmark skal i aktion igen på lørdag mod Tjekkiet, der på papiret er en stærkere modstander end Danmark.
De to sidste modstandere i den indledende gruppe er Ungarn og Tyskland, og det er sandsynligvis her, der skal point på kontoen.