Ishockey

Hænderne kørte rundt i ansigtet, mens datteren forsvarede sit mål

Det var ikke alt, der virkede ved den danske VM-premiere på egen is, men landsholdet stod tilbage med en oplevelse ud over det forventede.

Verdensmesterskab. Det lugter alligevel af noget helt andet end de fisk, som de lokale ishockeyherrer i Frederikshavn altid bliver mødt med, når de møder de nordjyske lokalrivaler fra Aalborg på den glatte overflade.

Nu er det kvindernes tur i et historisk første VM på en hjemmebane langt mod nord.

Men det lugtede af alt andet end storhed i Danmarks nordligste hockeyby, da der torsdag blev blændet op for det, som Danmarks Ishockey Unions direktør, Ulrik Larsen, i en pressemeddelelse kaldte for "store dage for dansk ishockey." Stort for sporten, javist. Men det var ikke en by, der sitrede af hockeyfeber, der tog imod.

Hvis der endelig var noget, der flimrede, så var det varmedisen hen over den sorte asfalt. Hvis der var noget, der kogte, så var det solbaderne på Palmestranden. For i bykernen var det svært at opdage, at verdens bedste kvindelige ishockeyspillere er på besøg helt deroppe mod nord.

Lidt bannere på tværs af gågaden. Lidt skilte med kampprogrammet strøet udover fliserne med løs hånd. Her var der ikke noget, der swingede, kogte eller sitrede. Det tætteste på ishockeyfeber var fem tyske turister, der noterede sig, at deres hjemland møder de danske værter tirsdag.

Måske en god dag på ferien at smutte i hallen? Måske en tur til Grenen står højere på listen til den tid?

Det kunne give bange anelser om en opbakning på den sommerlade side til de danske ishockeykvinder, der torsdag aften gik på isen til deres VM-premiere mod Sverige – eller Damkronorna, som de så poetisk har døbt holdet hinsidan på den anden side af en tre timer lang sejltur til Göteborg.

Byens billigste humle

Jagten var dog gået ind på at hive tilskuere i hallen i en evig dansk sommer, hvor den eneste is, man tænker på, skal i en vaffel. Hvis ikke alle sejl var sat til, så dog en del fadølshaner.

Rygter ville vide, at den lokale fanklub var blevet lokket med adgang og en fadøl for 25 kroner. Den billigste halve liter humle i byen.

Og så kunne det sådan set være ligegyldigt, om der fulgte en ishockeykamp med den kolde væske, eller om det var den kolde væske, der fulgte med en ishockeykamp. Prioriteten er underordnet. Resultatet er det væsentlige. En VM-premiere med folk på tribunerne.

Uanset midlerne, så lykkedes missionen. 1500 fandt vej til hallen og brugte et par svalende timer i selskab med de danske kvinder. Ganske imponerende, når man tænker på, at det er mere end dobbelt så mange tilskuere, som der er aktive spillere af hunkøn, der snører skøjterne herhjemme.

Men det er også den slags tilskuertal, der kan give masser af nerver, når man til dagligt kun ser få og kendte ansigter på tribunerne. De var der også denne torsdag aften – og det vender vi tilbage til – men der var også andre end familie og venner. En hel del andre.

- Er man ikke nervøs, så betyder det ingenting. Er man nervøs - godt, så betyder det noget.

Det er det, han har snakket med sit hold om, den bare 36-årige svensker Björn Edlund, der står i spidsen som cheftræner for de danske kvinder, og som står skarpt i det stålgrå jakkesæt ved ankomsten til hallen to timer før kampstart.

Til et møde med hans hjemland og et møde med et hold, hvor han kender en hel del. Det gør han også på tribunerne. Kort efter vores møde kan den danske landstræner ses i en svensk enklave på tribunen i hyggelig snak med bekendte. VM? Det kan godt være – men kvindehockey er også The Usual Suspects, så er du først i de kredse, så kender du de fleste andre.

Sådan er det også hos danskerne. Også denne aften i Frederikshavn, hvor det minder om en udvidet fætter-kusine fest.

Landsholdstrøjerne med navne på de kvinder, der kæmper hårdt på isen, barderer de blå plasticsæder. Ikke fordi de er fans af spillerne, eller jo, det er de også, men de er først og fremmest familie. Tæt vævet sammen med de andre familier i røde landsholdstrøjer med andre navne på ryggen, med den samme historie om weekend efter weekend i den samme hal, til de samme kampe, de samme stævner og den samme vej fra ungdomslandsholdene hele vejen til nu. Et drømme-VM på hjemmebane.

Det, der i gågaden lignede et discount VM, er The Real Deal i hallen, og det er trods alt det, der tæller. Også selvom der må være et teknisk setup billigt til salg her til morgen i Vendsyssel efter borgmester Birgit S. Hansens velkomsttale druknede i hvid støj i lange pinagtige minutter op til kampstart.

Med nerverne blottet

Vi skal ikke mange minutter hen i opgøret, før det er tydeligt, at den familiære forbindelse er stærk. Fra isen til tribunen og vise versa. Og det er vel ikke tydeligere end det bånd, der løber fra den 21-årige målvogter Cassandra Repstock-Romme til far Flemming.

Han rager op, Flemming. For på en langside, hvor alle pænt sidder skulder ved skulder, insisterer han på at stå op. Eller han kan ikke andet. Det er en umulighed. For det er ikke en nydelse, det er nerver uden på trøjen. Landsholdstrøjen med nummer 72 og Repstock-Romme i centimeterhøje versaler hen over skuldrene.

Hænderne tæt på ansigtet hele tiden. Det ene øjeblik knyttet i jubel over datterens reflekser på stregen. Det næste øjeblik i jagt på de grånende hårlokker i frustration over en uudnyttet mulighed.

- Det er ikke sjovt, når hun står. Når hun ikke står, så kan jeg stå og se en ishockeykamp, men jeg har ikke nerver til det.

Han skal være der. I nærheden af Cassandras mål. Derfor skifter han ende i hver periode. Står i samme vinkel i forhold til datterens mål.

For der er et bånd, der går fra ham til hende. Fra hende til ham. Og symboliseret ved nummeret 72, som hun spiller med. Det er en hyldest til farmand, for det er hans brandmandsnummer.

Og selvom Cassandra undervejs er travlt optaget med at afværge et til tider tungt svensk pres mod det danske mål, så er hun også opmærksom på far Flemming. Hun kan høre ham gennem en lydkulisse, der i perioder virkelig slår ud på decibelskalaen. Og hun kan mærke ham.

- Jeg fokuserer ikke så meget på ham, men jeg ved, han er der, og det har altid bare været en kæmpe støtte. Han har været med mig altid, og det sætter jeg sindssygt stor pris på. Jeg er altid blev bakket meget op hjemmefra.

Mens Cassandra Repstock-Romme fornemmer Flemmings tilstedeværelse. Og hører de små, korte opmuntrende tilråb og ser fagterne, så er hun en del af et dansk hold, der ikke får slået det hul på et VM på hjemmebane, som de havde håbet på.

Langt over det forventede

I en verdensorden på isen, hvor tre svenske kronor på brystet stort set altid har været i højere kurs end den danske løve på den røde landsholdstrøje, så er det også denne gang de gulblusede, der tager de tre point med en sejr på 5-2.

Den nervøsitet, som landstræneren havde udnævnt som et væsentligt brændstof i jagten på en premiere-sejr, blev måske mere en hæmsko for et landshold i uvante rammer. Det kunne være en del af forklaringen mente Josefine Persson efter kampen.

- Vi var der ikke rigtig i dag. Vi var hele tiden et skridt bagud, og intensiteten var der ikke rigtig. Jeg ved ikke, om det har været nervøsitet eller noget andet, der har taget over.

Det blev ikke en drømme-premiere på egen is. Drømmen om en kvartfinale lever dog stadig i det danske hold, der stadig har tre kampe tilbage på hjemmebanen i Frederikshavn.

Men drømmen om et VM på hjemmebane i rammer, de aldrig før har fornemmet i den rød-hvide landsholdsdragt, blev opfyldt.

Derfor var der mere smil end bekymring hos Cassandra Repstock-Romme i den undseelige mixed zone efter nederlaget, der egentlig var et knæk i jagten på sportslig succes.

- Opbakningen var vidunderlig. Det var langt over, hvad jeg havde forventet. En super fed oplevelse.