Ishockey

Danske kvinder taber anden VM-kamp på egen is

Trods en god start og en åbningsscoring endte det med dansk nederlag til Tjekkiet i VM-kampen i Frederikshavn.

De danske ishockeykvinder kæmpede heroisk i hele kampen, men det endte lørdag aften med et nederlag på 1-5 til Tjekkiet ved VM på hjemmebanen i Frederikshavn.

Dermed har Danmark tabt sine to første gruppekampe, men holdet kan stadig gå videre ved VM. Det kræver dog point på kontoen i de to sidste gruppekampe.

Målvogter Lisa Jensen fik chancen for første gang ved VM og blev kampens bedste danske spiller.

- Jeg er altid kritisk, genser alle mål og vil altid gerne gøre det bedre. Jeg synes ikke, at 1-5 er godt nok, men vi gjorde, hvad vi kunne, siger hun til DR Sporten.

Det danske landshold fik ellers en god start på kampen mod tjekkerne. Michelle Weis bragte Danmark på 1-0 efter 12 minutter i første periode.

To danske udvisninger blev kostbare i anden periode, og tjekken Natalie Mlynkova udnyttede fem mod tre-spillet til at score til 2-1.

Kort inde i tredje periode lignede det afgørelsen, da Daniela Pejsova scorede til 3-1 for Tjekkiet.

Pejsova tog et godt træk forbi en dansk forsvarsspiller og sendte pucken i nettet.

Der var kun spillet 37 sekunder af perioden, så det var lidt af en mavepuster for danskerne, som skulle forsøge at levere et comeback.

Vigtig kamp venter

Med omkring fem minutter tilbage af opgøret scorede Michaela Pejzlova til 4-1 efter endnu et mål efter tjekkisk power play.

Pejsova cementerede sejren med kampens sidste mål, mens Danmark havde en spiller i straffeboksen. Dermed scorede tjekkerne fire ud af holdets fem mål i overtal på isen.

Med sejren topper Tjekkiet gruppe B med seks point efter to sejre i to kampe. Danmark er placeret på sidstepladsen uden point og en målscore på 3-10.

Danmark skal møde Ungarn søndag, inden Tyskland venter i den sidste gruppekamp på tirsdag.

Især kampen mod ungarerne bliver vigtig for Danmark, som meget gerne vil undgå at rykke ud af A-gruppen.