Ishockey

Aalborg kommer ned på isen igen i Champions League

Aalborgs ishockeyherrer kunne ikke følge op med endnu en sejr i Champions League, da holdet mødte Jukurit.

Aalborg Pirates skulle søndag forsøge at følge op på den overraskende sejr i åbningskampen i Champions League fredag aften.

Det lykkedes dog ikke, da Aalborg tabte 3-5 på udebane til finske Jukurit. I fredags vandt nordjyderne 3-2 ude over Sparta Prag.

Aalborg fik en skrækkelig start på søndagens opgør, da Jukurit scorede til 1-0 efter blot 23 sekunder.

Den danske landsholdsspiller Oliver Larsen, som tørner ud for Jukurit, var med i opspillet til åbningsmålet, som blev sat ind af finnen Otto Makinen.

Trods chokstarten fik Aalborg-spilleren Tobias Ladehoff udlignet til 1-1 fem minutter senere, da nordjyderne ellers var i undertal.

Tre minutter senere bragte Niko Huuhtanen hjemmeholdet foran 2-1, efter at han smart fintede Aalborg-keeper Thomas Lillie.

Lille håb blev slukket

I anden periode udlignede Patrick Bjorkstrand til 2-2, da det lignede at han ville skøjte om bag det finske mål. Men i stedet sendte han pucken i nettet fra en spids vinkel.

En Aalborg-udvisning blev dyr, da Jukurit scorede til 3-2 i powerplay ved finske Pekka Jormakka.

Det blev også 4-2 til Jukurit ved Daniel Makiaho med lidt over fem minutter tilbage af opgøret.

Aalborg svarede dog flot tilbage med Oscar Drugges hurtige reducering til 3-4 et minut senere.

Chancen for Aalborg-point forsvandt dog med Jukurits mål til 5-3, som blev sat ind af tjekken Ondrej Kovarcik med lidt over tre minutter tilbage.

Der blev ikke scoret mere på isen i finske Mikkeli, og så endte det med en favoritsejr til Jukurit.

Den næste opgave for Aalborg bliver onsdagens kamp i Metal Ligaen ude mod Rungsted Seier Capital. Der er tale om en ligapremiere for de to mandskaber.