Ishockey

Herning sænker isligaens tophold

Fire gange bankede Herning pucken i mål i tredje periode, da førerholdet fra Sønderjyske blev slået 4-1.

Herning Blue Fox slog fredag førerholdet fra Sønderjyske i landets bedste ishockeyrække.

Værterne fra Herning vandt duellen med 4-1 efter fire scoringer i en suveræn tredje periode.

De to hold havde svært ved at komme i gang, og der skulle gå mere end 39 minutter, før pucken kom over målstregen.

Det første mål tilfaldt Sønderjyske, da Steffen Frank i slutningen af anden periode bragte gæsterne på 1-0.

Efter pausen mellem anden og tredje periode tog herningenserne ellers over, og Mathias Bau Hansen fik hurtigt udlignet til 1-1.

Midtvejs i perioden gjorde Lukas Bang det til 2-1, inden Mathias Bau Hansen øgede til 3-1 for hjemmeholdet.

Otte sekunder før tid kunne Hernings Brett Perlini cementere sejren med kampens sidste mål.

Sønderjyske topper fortsat Metal Ligaen med 21 point, men sidste sæsons mester fra Aalborg Pirates nærmer sig bagfra.

Nordjyderne, der har spillet en kamp mindre end Sønderjyske, har 18 point efter en sejr på 5-1 fredag over Rødovre Mighty Bulls.

Det er tæt i toppen af rækken, da Herning på tredjepladsen har 17 point efter fredagens sejr over Sønderjyske.