Ishockey

Dansk profil alvorligt skadet

Nicklas Jensen står foran en længere pause på grund af en alvorlig skade.

Den danske ishockeylandsholdsspiller Nicklas Jensen risikerer at få smadret sæsonen, efter at han er kommet galt afsted i sin schweiziske klub, Rapperswil.

Ifølge klubbens hjemmeside blev den 29-årige forward "alvorligt skadet" på overkroppen under torsdagens træning.

- Der gennemføres i øjeblikket detaljerede undersøgelser af hans tilstand, så vi kan ikke udtale os konkret om, hvor længe han er ukampdygtig, skriver klubben.

Det står dog klart, at man forventer at måtte undvære Jensen i en rum tid.

Klubbens sportschef er gået i gang med at sondere spillermarkedet for at finde en erstatning for danskeren, lyder det.

God sæsonstart

Nicklas Jensen har ellers haft en fin start på sæsonen. I de første 12 kampe lavede han seks mål og fem assister.

Den skudstærke forward skiftede før denne sæson til schweizisk ishockey efter fem år med stor succes i finske Jokerit.

Klubben kom dog i klemme, fordi den spillede i den russiskstyrede liga KHL. Da Rusland i februar invaderede Ukraine, valgte Jokerit omgående at trække sig og fritstille alle ansatte.

I det hele taget har Nicklas Jensen haft et temmelig uheldigt år. Under vinter-OL blev han skadet undervejs og måtte derfor sidde ude, da Danmark mødte Rusland i kvartfinalen.