Ishockey

Ishockeyprofil vender hjem til Danmark

Efter kun otte optrædener for italienske Pustertal vender Morten Jensen tilbage til Rungsted Seier Capital.

Morten Jensen er efter et kort ophold i Italien tilbage i Metal Ligaen.

Tirsdag skriver Rungsted Seier Capital på sin hjemmeside, at ishockeyprofilen er vendt hjem.

Jensen spillede også for nordsjællænderne fra 2017 til 2019 og 2020 til 2021. I de fire sæsoner var han med til at vinde fire DM-medaljer herunder to af guld.

Efter sidste sæsons sølvmedaljer tog landsholdsspilleren sydpå for at prøve lykken. Men opholdet i italienske Pustertal blev aldrig nogen stor succes.

- Jeg var glad for at være i Pustertal, men nogle gange udvikler tingene sig bare ikke, som man håber, siger Jensen på Rungsteds hjemmeside.

- Vi havde en sportslig svær sæsonstart, og i sidste uge blev træneren udskiftet. Efter en snak med den nye træner og ledelsen, blev vi i fællesskab enige om, at det var bedst for alle parter, at vores veje skulle skilles.

I 2021/22-sæsonen var Morten Jensen den spiller i Metal Ligaens grundspil, der lavede næstflest point.

25-årige var med i den danske trup ved VM i maj. Han fik sin ishockeyopdragelse i Esbjerg og tog derefter til svenske Rögle. I 2017 tog han så tilbage til Danmark for at tørne ud for Rungsted.

De danske vicemestre har for andet år i træk fået en sløj start på sæsonen. I de første 13 kampe er det blevet til fem sejre.

Det kan der blive rettet op på onsdag, hvor Rungsted møder Esbjerg Energy. Her ventes Morten Jensen at gøre comeback i Bitcoin Arena i Hørsholm.