Ishockey

Højt brag aflyser svensk ishockeykamp

Kampen mellem Kristianstad og Tingsryd kunne ikke genoptages, efter at der lød højt brag i hallen.

De to svenske ishockeyhold Kristianstad og Tingsryd stødte fredag aften sammen, men kampen skulle ende med at blive afbrudt, efter at et højt brag lød inde i hallen.

Episoden fandt sted cirka fem minutter inde i kampens tredje periode.

- Han kan ikke høre noget. Det ringer bare for ørerne. Han sidder bare derinde og ryster som et espeløv

Tingryd-træner, Fredrik Glader, om målmanden Daniel Rosengren

Der blev kastet en form for fyrværkeri ind på isen, og umiddelbart efter kunne man høre et stort brag i hallen.

Dommeren reagerede ved straks at sende spillerne af isen og ud i omklædningsrummet. Imens voksede uroen på tribunerne, inden sikkerhedspersonale ryddede den tribune, hvor braget var kommet fra.

Seancen nåede at stå på i 40 minutter, før beskeden kom i hallen. Kampen var blevet afbrudt, og den ville ikke blive genoptaget fredag aften. Kristianstad førte 5-1, inden kampen blev stoppet.

Kristianstads direktør siger ifølge det svenske medie SVT, at personen, der kastede noget ind på banen, er identificeret. Det nævnes dog ikke, hvad der er sket med vedkommende.

Målmand påvirket af braget

Tingsryds træner, Fredrik Glader, siger, at det er nogle "rigtige idioter", som gør den slags.

- Prøv at tale om totalt IQ-forladte mennesker, siger han til SVT.

Ifølge det svenske nyhedsbureau TT fortæller Glader, at Tingsryds målmand Daniel Rosengren blev påvirket af braget.

- Han kan ikke høre noget. Det ringer bare for ørerne. Han sidder bare derinde og ryster som et espeløv, siger Glader.

Kristianstads træner, Mikael Gath, siger til mediet C More, at situationen med tribunen er forfærdelig.

- Vi har knoklet for at have en god tribunekultur i Kristianstad, og så er der en, som ødelægger det, siger Mikael Gath.