Herning får pokalrevanche og triumferer i Aalborg
Herning Blue Fox vandt pokalfinalen med 4-2 over Aalborg Pirates på nordjydernes egen is.
For første gang siden 2015 kan Herning Blue Fox kalde sig pokalmester i ishockey.
Titlen blev sikret lørdag aften, da pokalfinalen blev vundet med 4-2 over Aalborg Pirates. Landsholdsspilleren Mathias Bau blev den store Herning-helt med to mål og en assist.
Efter kampen blev han kåret som årets pokalfighter, og han får også stor ros af holdkammeraten Morten Poulsen.
- Mathias Bau er alt for god til at spille for os, og han skal have en stor krammer, siger Poulsen til TV2 Sport.
Med triumfen revancherede Herning sidste års pokalfinalenederlag til netop Aalborg.
Nordjyderne havde ellers fordel af at spille på egen is i lørdagens finale foran over 4000 tilskuere, men det var gæsterne, der slap bedst fra den intense duel mellem grundspillets aktuelle nummer et og to.
Der var spillet under tre minutter, da rutinerede Mads Christensen bragte midtjyderne i front.
Herning svarede stærkt igen
Føringen varede indtil begyndelsen af anden periode, hvor Jeppe Korsgaard udlignede for Aalborg blot for at se briten Brett Perlini sende Herning i front igen en håndfuld minutter senere.
Begge hold havde en spiller i straffeboksen, da Mathias Bau i slutningen af anden periode bragede pucken ind bag George Sørensen til 3-1.
Aalborg-spillerne fik et tiltrængt energiboost seks minutter inde i tredje periode, da canadieren Ian Edmondson reducerede, men Herning formåede igen at komme med det bedst tænkelige modsvar på et Aalborg-mål.
Mathias Bau erobrede pucken i egen zone og spillede bandespil med en holdkammerat, før han smækkede Herning i front med 4-2 med syv minutter tilbage af kampen.
I de sidste to minutter satsede nordjyderne hele butikken og sendte en ekstra markspiller på banen, men tættere på en reducering end et stolpeskud kom Aalborg ikke.