Lars Eller skifter til regerende Stanley Cup-vinder

Efter syv år hos Washington Capitals fortsætter Lars Eller karrieren hos Colorado Avalanche.

Danmarks hidtil eneste Stanley Cup-vinder, Lars Eller, er blevet hovedperson i en opsigtvækkende handel i NHL.

Efter syv år hos Washington Capitals skifter den 33-årige center til den regerende Stanley Cup-vinder, Colorado Avalanche. Det oplyser begge NHL-hold på deres hjemmeside.

- Sportsligt er det meget spændende. Han kommer til et godt hold og bytter en potentiel tidlig sommerferie ud med en ny chance for at vinde Stanley Cup, siger TV 2 SPORTs ishockeykommentator Jimmy Bøjgaard.

- Det er stort, at et hold, der kan vinde Stanley Cup, tager Lars Eller ind.

"NHL er big business"

Til gengæld for at afgive den rutinerede dansker får Washington et af Colorados valg i NHL's talentdraft i 2025.

- Det viser bare, at NHL er big business. Når Washington føler, at de kan få noget for Eller, der har kontraktudløb efter denne sæson, så spiller man et andet sted i morgen.

- Det er tredje gang i karrieren, Lars Eller bliver tradet. Det er bare sådan, det er. Washington får om nogle år en spiller, der kan holde i ti år. Det her er ingen plet på Lars Ellers cv, mener Bøjgaard.

Lars Eller vandt i 2018 Stanley Cup, ishockeysportens mest eftertragtede trofæ, med Washington Capitals. Han var endda manden bag den afgørende scoring, der sendte trofæet til den amerikanske hovedstad.

Ellers rolle i den igangværende sæson har dog været mindre fremtrædende og hans pointproduktion lavere end i de seneste sæsoner.

Colorado bliver det fjerde NHL-hold, Eller optræder for i en efterhånden lang karriere i Nordamerika. Han fik debut i 2009 for St. Louis Blues, der to år tidligere havde plukket ham i første runde af talentdraften.

Allerede året efter flyttede han til Canada og Montreal Canadiens, hvor det blev til seks sæsoner, inden han i 2016 røg han videre til Washington Capitals.

Her har han primært begået sig som center i tredjekæden på et hold med store forwardnavne som Alexander Ovechkin og Nicklas Bäckström.

En travl periode for Eller og Colorado venter

Eller overhalede i februar Frans Nielsen i toppen af listen over danskere med flest grundspilskampe i NHL.

Han er aktuelt noteret for 930 af slagsen, men har for længst rundet 1000 i den nordamerikanske liga, når man tæller slutspilskampene med.

Ellers nye hold, Colorado Avalanche, ligger lige nu på en beskeden femteplads i NHL's vestlige turneringshalvdel. Men seks sejre i træk antyder, at formkurven er på vej opad.

Holdet vandt i sidste sæson 4-2 over Tampa Bay Lightning i Stanley Cup-finaleserien og tæller stjernenavne som Cale Makar, Nathan MacKinnon og Mikko Rantanen.

De næste 44 dage skal Colorado spille 24 kampe.