Dansk landstræner har fået nyt job
Heinz Ehlers bytter jobbet som dansk landstræner ud med endnu et trænerjob i schweizisk ishockey.
Efter en periode på fire år som landstræner, der slutter til sommer, har Heinz Ehlers nu fundet ud af, hvad han skal lave efter sommerferien.
Den afgående danske landstræner vender nemlig tilbage til schweizisk ishockey, hvor han skal stå i spidsen for EHC Visp i den næstbedste schweiziske række.
- I fremtiden skal Valais (den region Visp ligger i, red.) blive lagt mere mærke til på det nationale ishockeykort. I Visp er der de forudsætninger og rammer, der skal til for at opnå dette.
- Vi er klar over, at vi bliver nødt til at arbejde hårdt for at få succes. Jeg vil være en del af projektet for at få EHC Visp tilbage på vejen til succes i fremtiden, siger Ehlers på klubbens hjemmeside.
Ehlers, der har haft adskillige trænerjobs i Schweiz inden tiden som dansk landstræner, har skrevet under på en toårig aftale.
Udramatisk stop som landstræner
Altså nåede der at gå tre uger, inden Heinz Ehlers landede et nyt job.
Den danske landstræner beskrev stoppet som landstræner på følgende vis:
- Det er fuldstændig udramatisk. Jeg har bare valgt ikke at forlænge, og jeg søger nye udfordringer, skrev landstræneren blandt andet i en SMS til TV 2 SPORT for tre uger siden.
57-årige Ehlers overtog landstrænerposten i 2019 efter en tid som assistenttræner, og han har opnået store resultater i spidsen for holdet. Blandt andet ved vinter-OL sidste år, hvor holdet spillede sig hele vejen til en kvartfinale.
Ved VM nogle måneder senere blev det til en dansk niendeplads, hvilket var den bedste placering i otte år.