Ishockey VM

- Det er fuldstændig vanvittigt

Canadiske Joe Veleno diskede op med en stor svinestreg i VM-opgøret mod Schweiz.

- Det er helt galt det der.

Sådan lød det fra TV 2 Sports ishockeyekspert Frederik Åkesson midt under VM-kampen mellem Canada og Schweiz.

Canadiske Joe Veleno og schweiziske Nino Niederreiter var kort forinden endt i et større tumult. I første omgang var det svært at se præcist, hvad der havde udløst det, men da den langsomme gengivelse rullede henover skærmen, var der ingen tvivl.

Mens de to spillere stod klinet op ad banden, løftede Veleno sin fod og hakkede skøjten ned i skinnebenet på Niederreiter.

Ekspert har aldrig set noget lignende

Og hvis man er i tvivl om, hvorvidt det er en svinestreg, er meldingerne fra TV 2 Sports eksperter rimelig klare.

- Hvis du spørger mig, burde han bare sættes på et fly direkte hjem til Canada og få sådan en karantæne. Jeg har aldrig set noget lignende, og det er fuldstændig vanvittigt. Det hører ingen steder hjemme, siger Lasse Degn.

Han følges op af Michael Eskesen.

- Det overrasker mig, at Niederreiter ikke reagerer kraftigere, for det er en kæmpe svinestreg. Veleno burde have spillet sit sidste minut ved det her VM. Men jeg tror simpelthen, det går deres næse forbi (dommerne og de øvrige spillere, red.), hvor grim en svinestreg, det er, siger Eskesen.

Velenos "tackling" blev – ikke overraskende – taget dårligt imod af Niederreiter, der farede mod sin canadiske modstander.

De to spillere brugte efterfølgende flere sekunder på at puffe til hinanden, inden Veleno fik en albue i hovedet og kastede sig ned på isen.

Situationen endte med en udvisning til Niederreiter, mens Veleno, der startede det hele med sin stempling, fik lov at blive på banen – formentlig fordi dommerne ikke så den første episode.

Selvom 23-årige Veleno ikke blev straffet i første omgang, kan han stadig risikere en karantæne på bagkant.

Canada vs. Schweiz
2-3
Ft
Topscorer
HoldSpiller(e)Mål
CanadaTyler ToffoliMichael Carcone1 mål
SchweizNico HischierDario SimionAndres Ambühl1 mål
Udvisninger
HoldUdvisninger
Canada3
Schweiz2