Danmark tvunget til to udskiftninger
To nye ansigter møder ind i den danske VM-lejr forud for de resterende kampe mod Sverige og Finland.
Fredrik Dichow og Oliver Lauridsen er ifølge TV 2 Sports oplysninger færdige ved VM. Det er de efter, at de begge er blevet skadet. Derfor rejser de nu hjem fra den danske lejr.
Der arbejdes nu på, at William Rørth erstatter Dichow, og at Oliver Larsen erstatter Lauridsen.
Ifølge TV 2 Sports oplysninger er det kun de sidste kommaer i IIHF's nye procedure for skadede spillere, der mangler at komme på plads, før at Rørth og Larsen kan komme ind i truppen.
Frederik Dichow pådrog sig en hjernerystelse i kampen mod USA, der også betød, at målmanden udgik fra kampen - og nu også fra den danske VM-trup.
Oliver Lauridsen bokser angiveligt med en drilsk lyske og rejser derfor hjem fra den danske lejr.
Forsvarsklippen måtte, ligesom Dichow, også lade sig udskifte i kampen mod USA.
Andet VM i træk at Lauridsen bliver skadet
Ved den seneste VM-slutrunde i 2022 blev Oliver Lauridsen skadet og måtte også ved den lejlighed forlade landsholdslejren. Dengang skyldtes det en skulderskade.
Både Dichow og Lauridsen vil blive savnet, når Danmark mandag eftermiddag møder Sverige. Her får danskerne nemlig brug for at lave et stor resultat i jagten på VM-kvartfinalen.
Se kampen på TV 2 Play og TV 2 Sport klokken 15.20.