Ehlers langer ud efter danske NHL-spillere

Én NHL-spiller i den danske VM-trup er for lidt, mener Heinz Ehlers, der sender en stikpille i retningen af USA.

Ishockeylandstræner Heinz Ehlers er skuffet over de danske NHL-spilleres manglende bidrag på landsholdet under hans periode som landstræner.

Det gør han klart i et interview med TV 2 Sport.

Ehlers, der stopper som landstræner til sommer, langer ud efter Danmarks spillere i verdens bedste ishockeyliga, som han ikke mener har prioriteret det danske landshold.

- Jeg kan selvfølgelig godt forstå, at man ikke kan stille op til VM hvert eneste år. Der kan være noget med familien, der kan være skader, og det kan være, at man står uden kontrakt.

- Men jeg skal være ærlig at sige, at der er nogle, jeg er rimelig skuffet over. Nogle, som slet ikke har budt ind i de fire år, jeg har været landstræner. Det, synes jeg, er for dårligt. Der synes jeg godt, at man nogle gange må betale lidt tilbage for det, som dansk ishockey også har gjort for dem, siger Heinz Ehlers.

Det er en sørgelig udvikling, som dansk ishockey absolut ikke har godt af

TV 2 Sports ishockeyekspert Morten Green

Søn er eneste NHL-spiller i truppen

I øjeblikket har Danmark syv spillere, som er på kontrakt i en NHL-klub. Men ved det igangværende VM har Danmark kun én NHL-spiller i truppen: Stjernen Nikolaj Ehlers, som er søn af landstræner Heinz Ehlers.

Landstræneren mener, at NHL-spillernes gentagne fravær i VM-truppen har været hans største udfordring, siden han trådte til som landstræner i 2018.

- Der er ingen som helst tvivl om, at den største udfordring har været at få samlet så mange af vores allerbedste spillere til de store turneringer.

Hvad har været det vanskelige?

- Det har helt sikkert været omkring NHL-spillerne. De fleste, der spiller i Europa, stiller op – med få undtagelser, siger Heinz Ehlers.

En anden generation

Heinz Ehlers vil ikke sætte navn på de spillere, som han langer ud efter.

- Jeg tror godt, folk i hockey-Danmark ved, hvem det er. Og de ved det sikkert også selv. Men det handler altid om prioritering

- Jeg ved godt, jeg er fra en anden generation, og at jeg måske har mindre forståelse for de undskyldninger, der kommer en gang i mellem, siger den 57-årige træner.

16 danskere har fået debut i NHL, siden Frans Nielsen blev den første i 2007.

TV 2 Sport har ikke kendskab til, hvilke konkrete spillere kritikken er rettet imod, men har rakt ud til flere danske NHL-spillere for at høre, hvad de mener om landstrænerens ord. TV 2 Sport afventer fortsat svar.

Danskere i NHL

Syv danske spillere har lige nu tilknytning til et NHL-hold.

  • Lars Eller (Colorado Avalanche)
  • Nikolaj Ehlers (Winnipeg Jets)
  • Frederik Andersen (Carolina Hurricanes)
  • Oliver Björkstrand (Seattle Kraken)
  • Alexander True (Seattle Kraken)
  • Jonas Røndbjerg (Vegas Golden Knights)
  • Mads Søgaard (Ottawa Senators)

Ekspert forstår kritik

Til de seneste tre verdensmesterskaber er der kun én NHL-spiller, som ved hvert mesterskab har taget turen over Atlanten for at spille VM for Danmark.

Alexander True i 2021 og Nikolaj Ehlers i 2022 og 2023. Ved Heinz Ehlers' første slutrunde i 2019 var Lars Eller og Mikkel Bødker de to eneste NHL-spillere i truppen.

Jeg tror godt, folk i hockey-Danmark ved, hvem det er

Landstræner Heinz Ehlers

TV 2 Sports ishockeyekspert Morten Green mener, at kritikken er berettiget.

- Det, synes jeg måske nok, at den er. Det er en tendens, der startede, allerede inden Heinz Ehlers blev landstræner. Tidligere så man de danske NHL-spillere stille op hver gang, de fik chancen, så det er på en eller anden måde blevet lidt nedprioriteret.

- Det er en sørgelig udvikling, som dansk ishockey absolut ikke har godt af, siger Morten Green.

Stor sportslig konsekvens

Tirsdag spiller Danmark holdets afgørende gruppekamp mod Finland. Foruden en sejr skal danskerne bruge hjælp fra Frankrig mod Tyskland.

Morten Green mener, at den sportslige konsekvens er stor, når Danmark ikke kan få sine bedste spillere til at stille op.

- Danske NHL-spillere på et VM-hold kan ofte være forskellen på en dansk kvartfinale og et mellem-år, hvilket højst sandsynlig er det, vi ser i år. Havde du haft to NHL-spillere med udover Nikolaj Ehlers, så havde der været større chance for en dansk kvartfinale, når det trods alt er så tæt mod nationer som Tyskland, USA og Sverige, siger Morten Green.

Heinz Ehlers er af den overbevisning, at den danske ishockeykultur er blevet for blødsøden.

- Det er vi ledere i hvert fald. Man er altid lidt bange for at skabe en konflikt med nogle spillere, for så stiller de måske ikke op i fremtiden.

- Jeg kan godt se, at konsekvenserne kan blive store for dansk ishockey, hvis man risikerer at komme ud i nogle udfordringer med de bedste spillere, siger Heinz Ehlers.