Ishockey VM

Bizar svensk udvisning mod Danmark: - Meget unødvendigt

Lucas Raymonds dumme aktion var årsagen til, at Sverige kom gevaldigt under pres mod Danmark.

I anden periode i VM-kampen mellem Danmark og Sverige fik sidstnævnte en udvisning, der er meget sjælden.

For her fik Lucas Raymond nemlig to minutter i boksen, da han greb fik i Patrick Russells stav ude ved bænken, selvom han var på vej ud.

Danskeren kunne dermed ikke komme tilbage til midten af isen. Dommerne opdagede situationen, der affødte undring i svenske medier.

- Forwarden fik en mærkelig udvisning, da han greb fat i Patrick Russells stav fra indskiftningsbænken, skriver SVT.

SVT’s ishockeyekspert Mikael Renberg kalder det for ”en meget unødvendig udvisning.”

- Det må ikke ske. Det er Sam Hallam (svensk landstræner, red.) nok ikke tilfreds med, siger Mikael Renberg.

Jeg ved ikke, hvad der skete. Jeg lader dommerens gøre deres arbejde, og jeg vælger ikke at tale om det

Lucas Raymond

Udvisningen betød, at Danmark var i overtal med fem mod tre, men danskerne formåede ikke at udnytte det, og derfor var stillingen fortsat 1-1 herefter.

Staven var tæt på ansigtet

Raymond var selv ikke meget for at beskrive udvisningen efter kampen til SVT.

- Jeg ved ikke, hvad der skete. Jeg lader dommerne gøre deres arbejde, og jeg vælger ikke at tale om det, siger Raymond.

Forwarden, der senere scorede til 3-1 i kampen, uddybede dog efterfølgende til svenske Expressen:

- Jeg var tæt på at få den (staven, red.) i ansigtet, og jeg tænkte, at det ville jeg ikke have. Jeg blev udvist, men jeg lader dommerne gøre sit arbejde, så gør jeg mit.

Den svenske landstræner Sam Hallam havde svært ved at vurdere situationen, da han ikke helt kunne se den.

- Det kan diskuteres, om det var hårdt dømt. Jeg kunne se, at staven var der og i luften, og jeg forstår, at Raymond tog fat i den. Om det er en udvisning eller ej, er svært at tage stilling til, siger han ifølge Expressen.

På trods af udvisningen vandt Sverige dog opgøret med 4-1.

Dermed er danskerne yderst pressede, da de skal håbe på hjælp fra Frankrig, der skal vinde over Tyskland.

Den kamp kan du se på TV 2 Sport X og TV 2 Play fra klokken 11.20. Danmark spiller selv mod Finland tirsdag aften klokken 19.20.