Danmark ydmyget i sidste VM-kamp

Med nederlaget slutter Danmark på otte point i gruppe A. Det resulterer i en femteplads i puljen, hvorfor Danmark altså er færdig ved VM.

Heinz Ehlers fik ikke den ønskede afsked i sin sidste kamp som landstræner for Danmark.

For det danske mandskab rendte ind i en regulær øretæve mod værtsnationen Finland, hvor det blev til et nederlag på hele 1-7.

Gennem opgøret var der tydelig klasseforskel mellem de to mandskaber, og Danmark var aldrig tæt på at skabe et brugbart resultat.

Efter syv finske scoringer i streg pyntede Nikolaj Ehlers lidt på resultatet, da han i starten af trejdje periode reducerede til 1-7.

Men det kunne ikke ændre på det samlede billede, for der var klasseforskel i opgøret tirsdag aften.

Nederlaget betyder, at Danmark forlader slutrunden med otte point efter syv kampe.

Allerede inden opgøret var Danmark ude af slutrunden grundet en sejr til Tyskland tidligere på dagen. Derfor var der reelt ikke noget på spil i kampen mod Finland.

Tre sejre blev det til for Danmark ved VM, hvor Ungarn, Østrig og Frankrig undervjes blev besejret. Men det var i sidste ende ikke nok til at booke en billet til kvartfinalerne.