Internationalt forbund henter dansk direktør
Kim Pedersen, der er konstitueret direktør i Danmarks Ishockey Union, skal være sportsdirektør i IIHF.
Det Internationale Ishockeyforbund (IIHF) har været i Danmark for at finde en ny sportsdirektør.
Onsdag oplyser IIHF på sin hjemmeside, at Kim Pedersen tiltræder i forbundet til juli.
Dermed mister Danmarks Ishockey Union (DIU) sin konstituerede direktør. En stilling, som 50-årige Pedersen fik 1. april, da den nu tidligere direktør Ulrik Larsen forlod posten.
DIU forventer at konstituere en ny General Manager for landsholdet inden for de næste dage. Det var en opgave, som Kim Pedersen også bestred.
Meget involveret i sporten
Pedersen har gennem årene haft adskillige stillinger i DIU's ledelse, herunder blandt andet som chef for Metal Ligaen og general manager for landsholdet. I IIHF kommer han til at erstatte schweiziske Christian Hofstetter.
Pedersen kommer fra en fortid som dommer og har i et par årtier også været involveret i udviklingen af de danske dommere.
Siden 2012 har han også siddet i IIHF's dommerkomité.
Kim Pedersen var også en stor del af at arrangere A-VM i Danmark tilbage i 2018.