Landstræners kritik er berettiget, mener Bødker
Mikkel Bødker mener, at det er et vigtigt emne at få taget op, da dansk ishockey har brug for al den hjælp, man kan få.
- Hans sag er helt berettiget.
Sådan lyder det fra Mikkel Bødker, efter Danmark tabte i deres sidste VM-kamp tirsdag aften. Citatet omhandler sagen, hvor den nu afgående landstræner Heinz Ehlers har udtrykt kritik af, at det var svært at få NHL-spillerne med på landsholdet, og at han var skuffet over dem.
Mikkel Bødker, der efter kampen mod Finland meddelte, at han stopper karrieren, mener, at der er noget om snakken.
- Jeg synes jo et eller andet sted, at man skal stille op for sit land. Dansk ishockey har udviklet nogle fantastiske talenter igennem tiderne, og jo flere gode spillere, vi kan få hjem, jo højere er niveauet. Og jo flere muligheder får vi for de næste generationer, siger Mikkel Bødker til TV 2 Sport.
- Det er klart, at der er folk, der vil sidde og sige, at jeg også har takket nej til nogle verdensmesterskaber. Men jeg synes, det (Ehlers' kritik, red.) er helt berettiget. Hvis man er frisk og kan spille, synes jeg, at man skal stille op for Danmark og for sit land.
Det betyder bare så meget – ikke bare for dansk ishockey, men også for børn, der gerne vil spille, så de kan få lov til at se de bedste
Mikkel Bødker
Et vigtigt emne at få taget op
Mikkel Bødker har spillet 12 sæsoner i verdens bedste ishockeyliga, NHL, og meget af karrieren har fundet sted i udlandet.
Det sidste års tid har han tørnet ud for HV71 i Sverige.
Mikkel Bødker har optrådt for Danmark 72 gange i sin karriere, og han fortæller, at landskampe og slutrunder ”er minder, man vil have for livet.”
Og det er ikke kun for NHL-spillerne selv, at en deltagelse kan gøre og give et indtryk.
- Det betyder bare så meget – ikke bare for dansk ishockey, men også for børn, der gerne vil spille, så de kan få lov til at se de bedste. Det kan de ikke, fordi de (NHL-spillerne, red.) til dagligt spiller midt om natten, siger Bødker.
- Jeg synes, at det er et vigtigt topic (emne, red.) at få taget op. Jeg synes, at dansk ishockey skal have al den hjælp, man kan få, fordi vi kan være rigtig stolte af vores lille land.
Kan man tillade sig at være skuffet?
Det er Dansk Ishockey Union, der har kontaktet til NHL-spillerne, og direktør Kim Pedersen udtalte tirsdag til TV 2 Sport, at han forstår Heinz Ehlers’ frustration. Men han har samtidig også svært ved at være skuffet over de valg, de danske NHL-spillere har truffet.
- Jeg deler den ærgerrighed, Heinz har for at vinde ishockeykampe. Og når man gerne vil vinde, så har man også brug for de bedste spillere. Derfor forstår jeg godt hans skuffelse over, at vi ikke altid kan stille med det bedste hold. Og det er der jo så mange grunde til.
- Men omvendt kan vi tillade os at være skuffede over, at skadede spillere eller en spiller, som skal opereres efter sæsonen, vælger at få den operation lavet, så han kan være 100 procent klar til næste NHL-sæson? Det har jeg lidt svært ved at være skuffet over, siger Kim Pedersen.
TV 2 Sport har ikke kendskab til, hvilke konkrete spillere kritikken fra Heinz Ehlers er rettet imod, men har rakt ud til flere danske NHL-spillere for at høre, hvad de mener om landstrænerens ord.
Her er Oliver Bjorkstrand vendt tilbage med et svar, som du kan læse her.