Ishockey

Frederik Andersen færdig i NHL-slutspil

Frederik Andersens hold nåede at udligne to gange, inden de til sidst måtte se sig slået i Conference Finals.

Den danske ishockeymålmand Frederik Andersen og hans hold, Carolina Hurricanes, er færdige i den østlige del af Conference Finals i den bedste amerikanske ishockeyliga, NHL.

Onsdag aften taber danskerens hold nemlig for fjerde gang i træk til Florida Panthers.

Conference Finals er semifinalen af slutspillet i NHL. De spilles i et bedst-ud-af-syv-format, men med fire ud af fire sejre i de fire første kampe vinder Panthers serien.

Dermed har Panthers sikret sig en plads i slutspilsfinalen, Stanley Cup.

Lukkede fire mål ind

Hurricanes' kamp mod Panthers endte 4-3 i Panthers' favør.

Andersen var i målet hele kampen og lukkede dermed fire mål ind. Han stod for en redningsprocent på 84.

Hurricanes kom bagud allerede 41 sekunder inde i kampen. I første periode nåede Panthers at score igen, inden Hurricanes fik reduceret til 2-1 til sidst i perioden.

Hurricanes startede anden periode ud med en udligning, men der gik ikke mere end syv minutter, før Panthers scorede og gjorde det til 3-2 ved pausen til tredje.

I tredje periode lykkedes det igen Hurricanes at udligne, men Panthers gjorde det til 4-3 til sidst i perioden.