Uheldig svensker har fået halvdelen af sin tand tilbage
Lucas Raymonds tandsæt fik en hård medfart af amerikanske Conor Garland, da Sverige og USA mødtes i tirsdags.
Man må håbe, at Lucas Raymond har en god ulykkesforsikring eller bare en god aftale med sin tandlæge.
For begge dele fik han brug for efter kampen mod USA, hvor han fik slået en tand ud.
Heldigvis er svenskeren dog i bedring efter den noget bizarre ”skade”, og efter et tandlægebesøg ligger det fast, at hele tanden heller ikke er gået tabt.
- Jeg har fået halvdelen af tanden tilbage, så det er dejligt. Jeg fik god tandpleje af en tandlæge efter kampen, siger Lucas Raymond til Aftonbladet.
Svenskeren blev mødt af amerikansk stav, der kom med så høj en fart, at den flækkede Raymonds tand. Efter han indså, at tanden var fløjet ud af munden, kiggede han febrilsk ned mod isen efter den manglende tand og fandt den.
Se episoden i toppen af artiklen.
”Det er dommerens vurdering”
Efterfølgende blev situationen gennemset af dommeren, der kom frem til, at Conor Garland ikke skulle straffes for den høje stav.
- Jeg ved ikke, hvor meget jeg kan sige, det er en høj stav selvfølgelig, fordi jeg får en stav i ansigtet. Så om det er en overlagt handling eller ej, er dommernes vurdering. Jeg ved ikke, hvordan regelbogen præcis ser ud, når det kommer til de situationer. Det skal dommerne tage sig af, så prøver jeg at spille hockey, siger Lucas Raymond til Aftonbladet.
Hændelsen skete i slutningen af 3. periode ved stillingen 3-3, så var Garland blevet udvist, havde Sverige haft en fordelagtig fire mod tre i overtiden af kampen. Men sådan skulle det ikke gå.
I stedet var det USA, der vandt i overtiden, da de scorede til 4-3.
Næste opgave for Raymond og Sverige venter mod Letland, når de to nationer mødes i VM-kvartfinalen.
Se dét opgør på TV 2 Play og TV 2 Sport X klokken 19.20.