Rio 2016

Stor overraskelse: Dansk kajakroer vinder OL-sølv på målfoto

Emma Aastrand Jørgensen vinder olympisk sølv i 500 meter enerkajak.

Kajakroeren Emma Aastrand Jørgensen blev nummer to i OL-finalen på 500 meter-distancen i enerkajak og vandt dermed olympisk sølv.

Danskeren fik en rigtig god start, hvor hun faktisk lå forreste, men inden 250 meter-mærket faldt hun tilbage til en femteplads, hvor hun var et sekund efter den guldvindende ungarer Danuta Kozak, som ingen kunne røre.

Det så længe ud til, at Emma Aastrand Jørgensen ikke ville komme i nærheden af medaljerne, men hen mod de sidste 100 meter holdt hun farten i kajakken, mens roerne foran hende begyndte at tabe terræn.

Afgørelsen på de sidste meter var uhyggeligt tæt, og placeringerne som nummer to, tre og fire skulle afgøres på målfoto.

Her stod det heldigvis klart, at det blev til dansk sølv foran Lisa Carrington fra New Zealand, mens hviderusseren  Maryna Litvinchuk var først til ingenting på fjerdepladsen.

Målfotoafgørelse i 500 meter enerkajak.

Den 20-årige roer kvalificerede sig til finalen i næstbedste tid, men det er en stadig artig overraskelse fra danskeren, der tidligere på året vandt EM-sølv på 1.500 meter-distancen.

Danmark er nu oppe på ti OL-medaljer i Rio, og den 11. er endda sikker på at komme senere torsdag, når badmintondoublen Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen spiller finale.

Det er blevet til én guld, fire sølv- og fem bronzemedaljer.